Lærer i folkeskolen
Job

Lærer i folkeskolen

En folkeskolelærers primære opgave er at undervise sine elever i et bestemt fagligt område.

Fakta

Arbejdssteder:
Primært folkeskoler, Efterskoler og andre grundskoler
Stillingsbetegnelser:
Lærer i grundskolen, Underviser på andre uddannelser, fx i voksenundervisningen

Hvilke fag, du som folkeskolelærer kan undervise i, afhænger af dine faglige kvalifikationer og interesser. Fælles for alle folkeskolelærere er, at de skal have lyst og evne til at arbejde med børn og unge. Det kan være krævende at undervise en stor gruppe elever med forskellige faglige forudsætninger, og du skal derfor være dygtig til at planlægge undervisningen og sætte dig ind i elevernes behov.

Folkeskolelærere underviser typisk i grundskolen, men det er også muligt at undervise på andre uddannelsesinstitutioner, fx efterskoler og højskoler. Nogle folkeskolelærere finder beskæftigelse som vejledere.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af folkeskolelærer
Lærer og vejleder - I klasseundervisningen fremstiller og forklarer du stoffet for eleverne.

Som folkeskolelærer underviser du børn og unge. Udgangspunktet for din undervisning er dit faglige stofområde, der skal formidles videre til eleverne. Som lærer er det din opgave at sørge for, at alle elever både får tilstrækkeligt med vidensmæssige udfordringer og får lært mest muligt inden for det pågældende fag.

Ud over undervisning indgår også samarbejde med kolleger og forældre, samt løsning af konflikter mellem mennesker.

I din planlægning af undervisningen skal du vælge de arbejdsformer og undervisningsmetoder, der tager bedst hensyn til forskelle i elevernes forudsætninger og udviklingstrin. Klasseundervisning og gruppeundervisning er de mest almindelige måder at tilrettelægge undervisningen på.

Klasseundervisningen er ofte baseret på, at eleverne laver hjemmearbejde og bliver hørt i det.

I gruppeundervisningen fungerer du mere som vejleder for eleverne, der i grupper behandler forskellige emneområder. Et gruppearbejde slutter som regel med oplæg, foredrag eller rapporter fra eleverne.

Individuel opgaveløsning og værkstedsarbejde, fx omkring et tema eller et projekt, er også almindelige arbejdsformer i folkeskolen. Det betyder for læreren en del hjemmearbejde med opgaveretning.

I 9. og 10. klasse skal eleverne udarbejde en projektopgave. Derfor skal de også i de mindre klasser beskæftige sig med projektarbejdsformen og i perioder arbejde ud fra et større overordnet, eventuelt tværfagligt, emne.

Det pædagogiske aspekt spiller en stor rolle i undervisningen i folkeskolen. En lærer skal selvfølgelig være fagligt dygtig inden for sit undervisningsområde, men det er mindst lige så vigtigt at have lyst til at arbejde med børn og unge.

Der hører også en del andre arbejdsopgaver til lærerjobbet. Det kan fx være forældremøder, lærermøder, deltagelse i fællesarrangementer på skolen, pasning af materialesamlinger mv.

Lærere underviser først og fremmest i de undervisningsfag, som de har specialiseret sig i på seminariet, men også i andre af folkeskolens fag.

I læseplaner og undervisningsvejledninger står der, hvad eleverne skal arbejde med i de enkelte fag. Inden for disse rammer har man ret stor frihed i tilrettelægningen af undervisningen.

Fagene i den 9-årige grundskole er: dansk, engelsk, kristendomskundskab/religion, historie, samfundsfag, idræt, musik, billedkunst, madkundskab, matematik, natur/teoknologi, håndværk og design, fysik/kemi, biologi, geografi, tysk og fransk.

På 8.-10. klassetrin kan der også være undervisning i fag som fx medier, filmkundskab, motorlære og drama. Undervisning i it er de fleste steder integreret i de obligatoriske fag.

Der findes desuden særligt tilrettelagt undervisning i dansk og nogle steder modersmål for tosprogede elever.

Endelig er der samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) om undervisningen i uddannelses-, erhvervs- og arbejdsmarkedsorientering (UEA).

I folkeskolen har klasselæreren en særlig funktion og varetager en række sociale opgaver i forhold til klassen og den enkelte elev. Klasselæreren er en central person i samarbejdet mellem skolen og hjemmet.

Andre veje til jobbet

Nogle lærere kommer med erfaring fra et helt andet job samt uddannelsen til Meritlærer.

Arbejdsplads

De fleste lærere bliver ansat i folkeskolen eller på private grundskoler, men der er også mulighed for at arbejde med undervisning på andre institutioner, fx efterskoler, højskoler, ungdomsskoler eller i voksenundervisningen. Se mere om Grundskoler, Erhvervsfaglige skoler samt Voksenundervisning.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Undervisning på grundskoleniveau, unge og voksne31.045 kr.38.179 kr.35.610 kr.
Efterskolelærer34.956 kr.37.759 kr.32.084 kr.
Undervisning i grundskolen (børn, 1.-10. klasse)34.956 kr.37.759 kr.32.084 kr.
Børnehaveklasseleder35.346 kr.35.320 kr.-

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Grundlønnen er afhængig af, hvor i landet man er ansat. Hertil kan der lokalt forhandles funktions- og kvalifikationstillæg.

Fremtidsmuligheder

De aktuelle beskæftigelsesmuligheder for lærere er overordentlig gode. Der er omfattende mangel på folkeskolelærere og efterskolelærere i alle regioner. Ledigheden er lav, men alligevel er der problemer med at få besat stillingerne.

Langt de fleste læreruddannede beskæftiger sig med undervisning. De er først og fremmest ansat i folkeskolen, men også på fx efterskoler, højskoler, ungdomsskoler eller 9. og 10. klasse inden for voksenundervisning.

Lærere kan også søge ansættelse i private virksomheder som fx kursusledere og uddannelseskonsulenter.

Med nogle års undervisningserfaring er der mulighed for at søge job som UU-vejleder eller indgå i kuratorvirksomhed. Læs om vejleder i uddannelse og erhverv. Nogle få bliver fagkonsulenter i fx Ministeriet for Børn og Undervisning.

Man kan desuden kvalificere sig til lederjob som viceskoleinspektør, skoleleder eller skoleinspektør.

Der er generelt gode beskæftigelsesmuligheder for læreruddannede, lidt afhængigt af hvor i landet man søger. Nogle begynder deres underviserkarriere som lærervikar.

Mere uddannelse

Der findes en lang række efteruddannelseskurser for lærer. Det gælder både inden for undervisningsfagene og inden for det bredere pædagogiske og psykologiske område. Der er også mulighed for at tage linjefag og temakurser, nogle steder som fjernundervisning. Se kurser og uddannelser inden for det pædagogiske område.

Folkeskolelærere kan også tage masteruddannelser inden for det humanistiske område.

Få mere at vide

Danmarks Lærerforening (DLF)
www.dlf.org

Institut for Uddannelse og Pædagogik v/ Aarhus Universitet
www.edu.au.dk

Kommunernes Landsforening
www.kl.dk

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

I jobbet som folkeskolelærer kombinerer Camilla Øhrberg sin egen interesse med en vigtig...

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Om at vælge uddannelse og karriere og om at være selvstændig.