Foto af Kran- og truckfører
Job

Kran- og truckfører

En kranfører betjener en eller flere typer af kraner. Arbejdet foregår ofte udendørs og i stor højde.

Fakta

Arbejdssteder:
Kranfirmaer, Byggefirmaer, Havne, Lagerbygninger
Stillingsbetegnelser:
Kranfører, Truckfører

Kranførere arbejder fx på byggepladser, på havne og i lagerbygninger.

Truckførere kører forskellige former for truck i lagerbygninger og i havne. Ofte er det lagerarbejdere, der betjener trucken.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af kranfører
Med udsigt til Sverige - Arbejdspladsen for føreren af en såkaldt tårnkran befinder sig 65 meter over jorden.

Som kranfører arbejder du med forskellige typer af kraner. Du skal have et kranførercertifikat, og arbejdet foregår for en stor del udendørs og i al slags vejr.

På visse krantyper, især tårnsvingkraner, er du ofte placeret i stor højde under arbejdet. Tendens til svimmelhed forsvinder dog gennem træning under uddannelsen. Da kraner arbejder med stor kraft, er det vigtigt, at du overholder sikkerhedsbestemmelserne for at undgå ulykker.

Der findes et stort antal krantyper beregnet på mange forskellige transportbehov. Der kræves forskellige certifikater (uddannelsesbeviser) til de forskellige typer af kraner.

De almindeligste kraner er tårnsvingkraner og tårndrejekraner. De benyttes især på byggepladser og ved større anlægsarbejder. Kranerne bliver brugt til at løfte mursten, byggeelementer, betondele, træ osv.

Som kranfører i en tårnsvinger- eller tårndrejekran dirigerer du i reglen kranen fra et førerhus, som er ophængt under udliggeren, eller fra jorden med en fjernbetjening.

Også havnekraner er ofte tårndrejekraner med bom. En anden type havnekraner er containerkraner. De har begrænset bevægelighed, men stor løfteevne.

De selvkørende kraner, kaldet mobilkraner bruger man til de største løfteopgaver på landjorden. Kranen består af en motordrevet underdel med en svingningsdel monteret ovenpå. Du betjener kranen fra et førerhus. Mobilkraner kan også være monteret på specialbyggede traktorer, bæltekøretøjer osv.

Traverskraner og portalkraner er beregnet til tunge byrder. Bæreevnen opnås ved, at udliggeren støtter i begge ender, enten på højt anbragte skinner eller på høje ben, som kan køre på skinner i jordhøjde. Denne krantype anvendes i fabrikshaller og lagerpladser.

De, der fastgør godset til kroge, stropper og kæder, kaldes anhuggere. Kranførere og anhuggere kommunikerer under arbejdet ved hjælp af bestemte håndbevægelser eller pr. radio eller telefon. I stadig større udstrækning styres kraner ved hjælp af fjernstyringsanlæg.

En vigtig del af dit arbejde er regelmæssigt at kontrollere de forskellige krandele, fx maskineri og bæretove. Du skal straks indberette farlig slitage, fejl og brud.

Arbejdsplads

Kranførere arbejder i kranfirmaer, entreprenør- og byggefirmaer, hos vognmænd, på maskinstationer, havne, skibsværfter, boreplatforme, fabrikker og lignende steder.

Truckførere arbejder i virksomheders lagerbygninger samt i havne og lufthavne. Se mere om arbejde på stationer, godsterminaler, erhvervshavne i Hjælpevirksomhed til transport.

Kran- og truckførere ansættes desuden inden for Bygge- og anlægsvirksomhed, Energiforsyning og Vandforsyning, Råstofindvinding, en lang række virksomheder inden for handel og transport samt stort set alle Industrigrene.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Kranfører - stationær kran32.862 kr.--
Kranfører - mobilkran34.264 kr.--
Truckførerarbejde32.006 kr.--

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Fremtidsmuligheder

Beskæftigelsesmulighederne for kranførere og truckførere er for tiden mindre gode

Mere uddannelse

Inden for Industriens arbejdsmarkedsuddannelser og inden for Transporterhvervene findes flere kurser for kranførere og truckførere, som bl.a. giver de forskellige certifikater. Det er fx kurser i lastbilkran, mobilkran, travers-, portalkran og riggerudstyr samt gaffeltruck.

Få mere at vide

Dansk Byggeri
www.danskbyggeri.dk

3F - Fagligt Fælles Forbund
www.3f.dk

Transporterhvervets Uddannelser
www.tur.dk

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Torben Nexø Jørgensen er uddannet mekaniker. Da han ikke kunne komme til USA og arbejde med...

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Om at vælge uddannelse og karriere og om at være selvstændig.