Foto af Pilot
Job

Pilot

Som pilot er det dit arbejde at føre et luftfartøj sikkert. De fleste piloter arbejder med rute-, charter-, fragt- eller taxaflyvning.

Fakta

Arbejdssteder:
Luftfartsselskaber eller i flyfirmaer
Stillingsbetegnelser:
Pilot, Flyvestyrmand, Helikopterpilot, Luftkaptajn, Førstepilot, Andenpilot, Fartøjschef

Men som erhvervspilot har du også mange andre arbejdsområder, fx ambulanceflyvning, luftfotografering, sprøjteflyvning i landbrug og skov, miljøovervågning, reklamebannerslæb, sightseeingture (rundflyvning), flyvning med faldskærmsspringere, skoleflyvning og andre specialopgaver.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af pilot
Preflight check - Piloten checker flyets elektriske systemer inden afgang.

I moderne fly foregår det meste af flyvningen ved hjælp af en avanceret computer, den såkaldte automatpilot. Piloternes opgave er overvejende at overvåge instrumenterne og sikre, at flyvningen forløber planmæssigt, eller om nødvendigt at gribe ind ved uregelmæssigheder.

Forud for en flyvning indhenter piloterne relevante oplysninger. Det er oplysninger om vejret, den rute, der skal følges, eventuelle forsinkelser og restriktioner i luftrummet og lufthavnene, passagertallet og fragtmængden.

Inden starten skal piloterne udarbejde en driftsflyveplan med oplysninger om rutecheckpunkter, højder, luftfartøjets vægt og balance med videre. Inden flyet letter, skal dets tekniske systemer og udstyr samt brændstofforsyningen tjekkes. Funktionerne udføres efter indarbejdede rutiner.

Piloter, der flyver på fjernruter, har skiftende arbejdstider og må være hjemmefra i kortere eller længere tid. Arbejdet kan være stressende i situationer, hvor der skal træffes hurtige beslutninger. På fjernruterne rejser piloterne gennem flere tidszoner, hvilket kan påvirke søvnrytmen.

Moderne fly kan sagtens foretage fx en perfekt computerstyret landing i tåget og usigtbart vejr. Ofte udfører piloterne dog starter og landinger manuelt. Det sker primært for at vedligeholde håndelaget.

Under flyvningen står man i stadig radiokontakt med flyveledelsen. Kommunikationen foregår normalt på engelsk. Almindeligvis skiftes kaptajn og styrmand til at styre flyet og passe radio og navigation.

I fly af ældre dato samt i Flyvevåbnets helikoptere omfatter flybesætningen også en flyvemaskinist. Som flyvemaskinist betjener du det tekniske apparatur i flyet. Flyvemaskinister er flymekanikere eller piloter, som har videreuddannet sig og fået certifikat (F-certifikat) til en bestemt flyvemaskine.

Under flyvningen overvåger flyvemaskinisten flyets tekniske installationer samt motor-, flyve- og navigationsinstrumenter under alle faser af flyvningen. Flyvemaskinisten deltager også i radiokommunikationen om bord på flyet, rapporterer til den øvrige cockpitbesætning, hvad instrumenterne viser, og gør med jævne mellemrum notater herom i journaler.

Piloter, der er uddannet inden for militæret (flyvevåbnet, hæren eller søværnet), kan få trafikflyvercertifikater ved at uddanne sig på en godkendt flyveskole. Uddannelsen tilrettelægges individuelt og afsluttes med en praktisk prøve over for Statens Luftfartsvæsen.

Nogle piloter har certifikat til at flyve helikopter. De arbejder i høj grad med transportopgaver til og fra oliefelterne i Nordsøen, på Grønland eller (som noget helt nyt) med akutlægehelikoptere.

Arbejdsplads

Piloter ansættes i luftfartsselskaber eller i flyfirmaer, der udfører specialopgaver inden for lufttrafik. Flyfirmaerne benytter både almindelige fastvingede fly og helikoptere. Nogle har specialiseret sig i flyvning fx i Grønland.

Piloter med egen virksomhed udfører i reglen specialopgaver som luftfotografering, fragt, individuel transport og lignende. Se mere om Luftfart.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Erhvervspilot, Trafikflyver44.519 kr.--

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Piloter har ingen fælles overenskomst, men overenskomst med hvert enkelt selskab. Begyndelseslønnen er som hovedregel størst i de større selskaber.

Lønnen består af en grundløn, diæter, forskellige tillæg og pensionsordning. I de fleste luftfartsselskaber bliver piloterne afskediget med pension i 60-års-alderen.

Fremtidsmuligheder

Et pilotcertifikat gælder hele livet og skal ikke fornys. Derimod skal man forny retten til at anvende certifikatet afhængig af flyklasse og -type (Class Rating og Type Rating) samt beviset for instrumentflyvning (Instrument Rating). Disse godkendelser skal fornys hvert år, og der er varierende krav til vedligeholdelse af rettigheden, fx i form af antal flyvetimer på flytypen.

Der har i en årrække været en stærk afmatning inden for luftfarten og dermed et nedsat behov for piloter både i dansk og international luftfart. En række luftfartselskaber er dog begyndt at ansætte piloter, og situationen ser ud til at bedres både på grund af vækst i trafikken, og fordi en del piloter nærmer sig pensionsalderen frem mod 2016-17.

I nogle selskaber, især de såkaldte lavprisselskaber, taler man om direkte mangel på piloter.

Mere uddannelse

Flere skoler afholder typekurser og simulatorflyvetræning, og de private flyveskoler tilbyder i mange tilfælde også ajourføringskurser på alle relevante flytyper, forskellige teori- og specialkurser samt løbende typecheck på nye fly.

Desuden skal man have fornyet den medicinske godkendelse med jævne mellemrum, afhængig af alder.

Få mere at vide

Dansk Pilotforening
www.dpu.nu

Danish Aviation Association
www.es-daa.dk

Flyvebranchens Personale Union (FPU)
www.flyvebranchen.dk

Trafikstyrelsen
www.trafikstyrelsen.dk

Mulige uddannelser

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Interview med folk under uddannelse og i job.

Om at vælge uddannelse og karriere og om at være selvstændig.