Foto af Tekstildesigner
Job

Tekstildesigner

Tekstildesignere udvikler tekstiler til alle formål, fx til tøj, linned, møbler, gardiner og tæpper.

Fakta

Arbejdssteder:
Tekstil- og beklædningsindustrien, Eget værksted
Stillingsbetegnelser:
Tekstildesigner, Tekstilformgiver, Væver, Stoftrykker

Du kan være ansat i en virksomhed eller arbejde som selvstændig med eget værksted. Som ansat i en virksomhed vil du oftest arbejde med til at beslutte, hvilke type stoffer der skal sættes i produktion. Det handler bl.a. om at følge med i moden inden for det specifikke område.

Selvstændige tekstildesignere arbejder mere med selve fremstilllingen af tekstiler og er på den måde mere med i den kreative proces. Som tekstildesigner må man have sans for form, farver og materialer og have evne for tegning og skal være god til at samarbejde med andre og samtidig kunne arbejde selvstændigt.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af stofprøver
Tekstildesign - En væsentlig del af design handler om meget præcis toning af farver.

Tekstildesignerens arbejde i en virksomhed er forskelligt, alt efter hvilken type virksomhed, der er tale om. Er du fx ansat i en virksomhed, der fremstiller stoffer til beklædning, er det nødvendigt inden fremstillingen af stofferne at orientere sig internationalt om de kommende sæsoners modetendenser. Det kan man fx gøre ved at tage på messer i udlandet.

Sammen med virksomhedens ledelse planlægger designeren, hvilken type stoffer der skal sættes i produktion. Der bliver eksperimenteret med farver, mønstre og vævninger. Når det er besluttet, hvordan stofferne skal se ud, laver designeren arbejdstegninger og angiver, hvilke farver samt garntykkelse og mønster der skal bruges. Designeren får lavet nogle stofprøver, før den endelige produktion sættes i gang.

Selve fremstillingen, dvs. vævning, strikning og trykning af mønster, bliver udført af andre faggrupper i samarbejde med blandt andet designteknologer.

De selvstændige designere laver vævede eller trykte tekstiler og ofte mere kunstnerisk prægede ting, fx billedtæpper og udsmykninger. De kan endvidere være tilknyttet eller ansat ved et teaters kostumeafdeling, hvor en af opgaverne kan være at få tekstiler til at ændre form og farve ved hjælp af kemiske processer, så de fx kommer til at ligne strik eller se slidte ud.

De kan også arbejde som farvekonsulenter ved udsmykningsopgaver eller som kunstneriske konsulenter.

Nogle tekstildesignere kalder sig tekstilformgivere. Andre kalder sig vævere eller stoftrykkere. Tekstildesignere, der formgiver tekstiler, som skal fremstilles industrielt, kan kalde sig industriel designer.

Arbejdsplads

Tekstildesignere kan være selvstændige med eget værksted. Nogle har sluttet sig sammen om et fælles værksted. Til værkstedet kan der være knyttet en butik, hvor varerne bliver solgt. Se mere om branchen Detailhandel med tekstiler og husholdningsudstyr mv.

Tekstildesignerne kan også arbejde i virksomheder i tekstil- og beklædningsindustrien med design og fremstilling af boligtekstiler, tæpper mv. Se mere om Tekstilndustri og Beklædningsindustri.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Tekstildesigner32.250 kr.--

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Ansatte tekstildesignere kan få løn efter aftale med arbejdsgiveren eller efter Teknisk Landsforbunds (TL) vejledende løn.

Selvstændige designeres indtægter afhænger af, hvor efterspurgte deres ting er.

Fremtidsmuligheder

Beskæftigelsesmulighederne afhænger af, hvor efterspurgt man er. De fleste tekstildesignere har en lav indtægt og må supplere med andet erhvervsarbejde, især som undervisere, fx ved folkeoplysningen.

Mere uddannelse

Som tekstildesigner kan man blandt andet tage studieophold i udlandet for at dygtiggøre sig.

Få mere at vide

Danske Designere (DD)
www.danishdesigners.com

Danske Kunsthåndværkere og Designere
www.dkod.dk

Dansk Tekstillaug
dansktekstillaug.dk

Teknisk Landsforbund (TL)
www.tl.dk

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

En tilværelse som designer er en drøm for mange - og for Kristine er drømmen blevet til...

Hjælp til at vælge uddannelse - for dig i 8. og 9. klasse.