Zoneterapeut
Job

Zoneterapeut

Zoneterapeuter laver behandlinger ved at trykke på bestemte områder under patienternes fødder.

Fakta

Arbejdssteder:
Egen klinik, Private virksomheder, Sportsklubber
Stillingsbetegnelser:
Zoneterapeut

Zoneterapi er en af de mest anvendte behandlingsmetoder blandt de alternative terapier. Det er en behandlingsform, der bl.a. skal styrke menneskets selvhelbredende kræfter.

Mange zoneterapeuter har også andet arbejde ved siden af.

Læs også om uddannelsen i denne artikel.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af zoneterapeut
Zoneterapi - terapeuten behandler punkter under foden, der svarer til indre organer.

Når du arbejder som zoneterapeut, laver du behandlinger ved at trykke på bestemte områder på undersiden af patientens fødder. Patienternes skal normalt have flere behandlinger.

Zoneterapeuter mener, at der på fødderne er nogle refleksområder, som svarer til hvert enkelt organ og til hver eneste del af kroppen. Refleksområderne bliver behandlet i overensstemmelse med den formodede ubalance.

Behandlerene går ud fra, at alle dele i kroppen har brug for en nøje afstemt energitilførsel, og at der opstår ubalancer eller sygdomssymptomer, hvis energien af en eller anden grund bliver blokeret.

Du begynder en behandlingsserie med at samle oplysninger for at bestemme ubalancer og deres årsager. Det sker dels ved at udspørge patienten om eventuelle symptomer og årsager, dels ved en grundig undersøgelse af føddernes refleksområder.

Ved energiblokeringer kan fodens væv føles fortykket, svampet eller hårdt, og der kommer en reaktion, når du trykker på området.

Under behandlingen gennemarbejder du den udvalgte zone grundigt med et tryk eller en cirkelbevægelse. Behandlingen kan understøttes ved også at behandle den meridian, der svarer til den udvalgte zone.

Du bruger begge hænder, arbejder med den ene og støtter foden med den anden, og lægger samtidig nøje mærke til, hvordan patienten reagerer på din behandling.

Behandlingen gentages som regel over en kortere eller længere periode, og måske skal patienten samtidig ændre kostvaner eller på anden måde ændre sin levevis.

Der er med lov om registrering af alternative behandlere åbnet mulighed for, at de alternative behandlere kan blive godkendt af deres brancheforening. For at zoneterapeuter kan søge om registrering, skal de som minimum have gennemført en uddannelse svarende til 660 timer.

Uddannelsen

Der findes flere udbydere af uddannelsen til zoneterapeut. Uddannelsesforløbene sigter alle mod arbejde som zoneterapeut, men med variationer i indhold. Spørg på skolerne, om de har et uddannelsesforløb, der passer dig.

Du skal være fyldt 18 år (på nogle skoler 23 år) for at begynde på uddannelsen. Du behøver ingen særlig uddannelse for at begynde på uddannelsen til zoneterapeut, men modenhed og erhvervserfaring er en fordel. Skolerne optager elever efter vurdering af, hvor egnet de er, evt. efter en personlig samtale.

Uddannelserne er deltidsuddannelser, som typisk varer 2-3 1/4 år på dagskole, aftenskole med weekendophold eller modulundervisning. Uddannelserne er bygget op om teoretiske fag og den praktiske træning i zoneterapi.

Det teoretiske stof er koncentreret og kræver meget hjemmearbejde. Du har en bred vifte af fag om teorien bag zoneterapi. Du har fag som anatomi, fysiologi og sygdomslære, der handler om kroppen, dens opbygning og virkemåde.

Der er også fag om sportsskader og massage samt psykologi. Du bliver også undervist i brugen af vitaminer, mineraler og andre behandlingsformer samt førstehjælp. Nogle uddannelser indeholder andre fag som kropsarbejde, filosofi, videnskabsteori mv. Endelig er der også fag om regnskab og markedsføring. Der er eksamen i nogle af fagene.

Den praktiske del foregår enten på skolen eller hjemme. For at afslutte uddannelsen skal du lave et afgangsprojekt i form af en journal.

Kursuspriserne og antallet af undervisningstimer varierer. Du bør derfor sammenligne timetal og priserne hos flere skoler, inden du melder dig til. Generelt er prisen 45.000-60.000 kr. for hele uddannelsen. Du kan ikke få SU under uddannelsen.

Skolernes adresser findes på foreningernes hjemmesider.

Arbejdsplads

Zoneterapeuter arbejder på egen klinik, evt. i fællesskab med andre alternative behandlere. En del er ansat ved eller tilknyttet arbejdspladser, institutioner og sportsklubber, hvor de behandler medarbejderne som et led i virksomhedens personalepolitik.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Zoneterapeut31.983 kr.31.708 kr.-

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Gennemsnitslønnen dækker over store variationer for ansatte zoneterapeuter. Nogle kommuner yder tilskud til zoneterapibehandling ligesom sygeforsikringen Danmark yder tilskud.

Indtægtsforholdene for selvstændige zoneterapeuter kendes ikke. Mange af dem arbejder på deltid.

Fremtidsmuligheder

Det kræver ikke store udgifter at etablere selvstændig virksomhed, og kræver fx ingen autorisation, men det kan tage tid at oparbejde en praksis med så mange kunder, at du kan have det som dit fuldtidsjob.

Nogle zoneterapeuter har jobbet som fuldtidsbeskæftigelse, men mange har færre klienter, end de kunne ønske sig. Derfor er zoneterapi for mange et deltidsjob, og det er ret almindeligt, at zoneterapeuten har et andet arbejde ved siden af.

Der er p.t. i alt ca. 2.000 uddannede zoneterapeuter i Danmark, som er medlem af en forening.

Flere af foreningerne er godkendt af Sundhedsstyrelsen til at registrere praktiserende zoneterapeuter.

Mere uddannelse

Foreningerne og skolerne tilbyder efteruddannelseskurser i zoneterapi og ofte også i andre alternative behandlingsformer. Man kan fx se uddannelsestilbuddene i de faglige medlemsblade.

Få mere at vide

Forenede Danske Zoneterapeuter (FDZ)
www.fdz.dk

Sammenslutningen af Alternative Behandlere i Danmark (SAB), Sekretariatet
www.alternativ-behandling.dk

ZoneConnection - Links til en række skoler
www.zct.dk

Traditionel Kinesisk Zoneterapi (TKZ)
www.tkz.dk

SundhedsRådet (SR)
www.sundhedsraadet.dk

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Interview med folk under uddannelse og i job.

Hjælp til at vælge uddannelse - for dig i 8. og 9. klasse.