Foto af Jordemoder
Job

Jordemoder

Som jordemoder undersøger du gravide kvinder, underviser i fødselsforberedelse og hjælper kvinderne ved fødslen.

Fakta

Arbejdssteder:
Hospitaler, Jordemodercentre
Stillingsbetegnelser:
jordemoder

Du har samtaler med forældrene i tiden op til fødslen, og du hjælper kvinden under selve fødslen. Desuden har du nogle administrative opgaver.

Som jordemoder har du et stort ansvar og en del nærkontakt med de gravide kvinder. Du skal være indstillet på at takle svære situationer og arbejde på skiftende tidspunkter.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

Jordemoder med nyfødt
Nyfødt - Jordemoderen undersøger og vasker barnet lige efter fødslen.

Som jordemoder tager du dig af gravide kvinder i forbindelse med fødsler.

Graviditetsundersøgelser sker tidligt i graviditeten. Alle kvinder bliver tilbudt en individuel konsultation hos en jordemoder med henblik på at afdække forventninger og eventuelle problemer med hensyn til graviditetens og fødslens forløb. Jordemoderen fortæller også om amning, kost og økonomi, parforhold, fødested og måder at føde barnet på.

I resten af graviditeten får kvinden individuel konsultation eller gruppekonsultation med fødsels- og forældreforberedelse. Jordemoderen undersøger løbende fosterets hjertelyd, størrelse og fosterstilling.

En sonograf udfører ultralydsscanninger af fostre. Jordemødre (samt sygeplejersker og radiografer) kan blive efteruddannet til sonograf. Uddannelsen tager ca. 6 måneder. Sonograferne arbejder under supervision af speciallæger i gynækologi-obstetrik.

Fødsels- og forældreforberedelse bliver tilrettelagt efter deltagernes ønsker og kan suppleres med forældretræf. Undervisningen bliver gennemført dels i forbindelse med gruppekonsultationerne, dels på særlige hold i tilknytning til jordemodercentrene.

Jordemødre tager sig både af normale og komplicerede fødsler. Fødslen kan foregå på et sygehus eller i hjemmet, alt efter den enkelte kvindes ønske.

Under en fødsel hjælper og støtter jordemoderen kvinden under veerne, tager imod barnet og har omsorg for mor og barn efter fødslen. Nogle steder er der ansat jordemødre specielt til barselsplejen.

Jordemødre har også andre opgaver, som ikke direkte har med fødsler at gøre. De fører journal og har en del andet administrativt arbejde. De kan endvidere undervise i blandt andet familieplanlægning på skoler og seminarier samt deltage i forebyggende og sundhedsfremmende arbejde i samarbejde med praktiserende læger og sundhedsplejersker.

Arbejdet som jordemoder kræver overblik, ansvarsbevidsthed og indlevelsesevne. Man skal kunne skabe tryghed og tillid samt handle hurtigt og velovervejet også i krisesituationer. Arbejdet er fysisk hårdt og kan til tider være psykisk belastende. Arbejdstiderne er skiftende.

Man skal have autorisation for at arbejde som jordemoder. Det betyder, at man skal have bestået en af Ministeriet for Børn og Undervisning godkendt uddannelse som jordemoder for at få ret til at arbejde som sådan.

Som ledende jordemoder varetager man opgaver inden for budget- og regnskabsstyring, faglig udvikling, ressourcestyring, tilrettelæggelse af vagtplaner samt personaleledelse og -udvikling.

Arbejdsplads

Jordemødre arbejder på sygehuse eller i jordemodercentre.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Jordemoder-33.939 kr.-

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Fremtidsmuligheder

Beskæftigelsesmulighederne for jordemødre er gode, selvom det kan være lidt vanskeligere for nyuddannede jordemødre at finde arbejde. Ud over job på fødeafdelinger kan jordemødre også søge job indenfor fx svangre- og barselområdet.

Du kan blive overjordemoder, som leder arbejdet på fødeafdelingen.

Man kan frit nedsætte sig som privatpraktiserende, men der er kun få privatpraktiserende jordemødre.

Mere uddannelse

Du kan læse om efteruddannelsesmuligheder på Jordemoderforeningens hjemmeside.

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Lotte Broberg er 31 år og uddannet jordemoder. Hun er ansat på Rigshospitalets fødeafdeling og...

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Om at vælge uddannelse og karriere og om at være selvstændig.