foto af akupunktur
Job

Akupunktør

En akupunktør behandler mennesker ved at stikke nåle i bestemte punkter på kroppen.

Fakta

Arbejdssteder:
Akupunkturklinikker, sygehuse
Stillingsbetegnelser:
Akupunktør

De fleste akupunktører arbejder på akupunkturklinikker eller fx fødeklinikker. Akupunktur er en gammel kinesisk behandlingsmetode. Behandlingerne går ud på at stikke nåle i bestemte punkter på kroppen. Det lyder som en smertefuld behandling, men det er det som regel ikke.

Læs også om akupunktørers uddannelse her.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

Akupunktøren i arbejde
Akupunktør - Nålen anbringes meget præcist; man mærker kun et lille prik.

I akupunkturen bygger man på den teori, at kroppen har en række akupunkturpunkter, som kan påvirkes ved en særlig behandling. De fleste punkter ligger på nogle energibaner, som styrer kroppens energistrømme.

Energibanerne kaldes for meridianerne, og de løber på langs i kroppen og er forbundet med hinanden i et indre kredsløb, der har forgreninger til muskler og indre organer. I alt findes der ca. 1.000 punkter langs med de 12-14 meridianer.

Når man er syg, er livsenergien blokeret eller i uligevægt, og der opstår en ubalance mellem organerne. I den klassiske akupunktur bruger du behandlingen med nålene til at ophæve blokeringer og til at afbalancere energien i meridianerne.

Akupunktøren begynder en behandling med at stille en såkaldt akupunkturdiagnose, som bygger på patientens sygehistorie. Behandlingen består i, at akupunktøren stikker sterile nåle i de akupunkturpunkter, som kan genoprette kroppens energibalance.

Nålene er meget tynde, og hvis der er en smerte, er den meget lille. I alt benyttes 4-15 nåle, som alt efter indstikssted føres 1/2-2 cm ind. Nålene skal sidde i 20-25 minutter. I nogle tilfælde stimulerer man nålen svagt fx ved at dreje den i punktet.

Nogle patienter får kun to til tre behandlinger. Andre med kroniske sygdomme får flere, og enkelte har glæde af regelmæssig behandling.

Uddannelse

Uddannelsen til akupunktør varer mindst 2 år. Uddannelsen kan deles op i en basisdel og en akupunkturdel.

Basisdelen kan indgå som en del af skolens tilbud, eller skolen kan henvise til andre kursussteder. Du kan eventuelt også forberede dig ved selvstudium. På basisdelen skal du bestå kurser i teoretiske fag som: anatomi, fysiologi, sygdomslære og medicinlære, i alt 300 timer. Du skal også have sundhedspsykologi (50 timer), grundkursus i førstehjælp (12 timer) og 30 timers klinisk praktik.

Kurserne skal være bestået inden den afsluttende eksamen, men det er en god ide, at man gennemfører dem, inden man begynder på akupunkturdelen.

Akupunkturdelen (300 timer) indeholder blandt andet meridian- og punktlære, akupunkturens grundlæggende teori og diagnoseprincipper, herunder tunge- og pulsdiagnose, samt indføring i kinesisk fysiologi og syndromlære, kinesisk urtemedicin osv.

Du får også undervisning i akupunktur som erhverv og forretning, herunder lovgivning og etik.

Undervisningen veksler mellem teoretisk og praktisk indlæring. Den foregår normalt på weekendkurser eller aftenhold.

Den afsluttende eksamen består af en skriftlig del og en mundtlig del.

Prisen på uddannelsen varierer fra skole til skole. Man kan ikke få SU til uddannelsen. Se en fortegnelse over skoler på hjemmesiden for Praktiserende Akupunktører.

Arbejdsplads

Akupunktører arbejder normalt på private akupunkturklinikker. På nogle af de offentlige sygehuse og smerteklinikker er man begyndt at bruge akupunktur, men det er stadig i begrænset omfang. Det er ved at være almindeligt at bruge akupunktur som smertestillende middel, fx på fødeafdelinger.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2016), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

PrivatKommuneStat
Akupunktør31.200 kr.31.509 kr.-
Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Gennemsnitslønnen dækker ansatte akupunktører.

En del læger arbejder med akupunktur. De aflønnes af staten som læger.

Selvstændige akupunktører med egen klinik får betaling efter, hvor mange klienter de har.

Akupunktur er ikke dækket af overenskomst mellem lægeforeningen og sygesikringen. De fleste kommuner giver dog tilskud til behandlingen efter lægehenvisning.

Fremtidsmuligheder

Uddannede akupunktører har ofte faget som deres vigtigste job, mens de fleste læger benytter behandlingsformen som et supplement til deres lægelige uddannelse.

Man kan frit oprette sin egen virksomhed. Sundhedsstyrelsen har, i henhold til lov om registrering af alternative behandlere, godkendt foreningen Praktiserende Akupunktører som registreringsansvarlig brancheorganisation.

For at blive registreret af foreningen Praktiserende Akupunktører skal man dokumentere, at man opfylder foreningens optagelseskrav, herunder har bestået gokendt akupunktør uddannelse.

Mere uddannelse

Praktiserende Akupunktører tilbyder løbende sine medlemmer supplerende kurser og efteruddannelsesmuligheder.

Dansk Medicinsk Selskab for Akupunktur afholder årlige kurser med udenlandske foredragsholdere både her i landet og i udlandet. Yderligere oplysninger kan fås fra selskabets sekretariat og kan også ses på selskabets hjemmeside.

Få mere at vide

Dansk Medicinsk Selskab for Akupunktur
www.dmsfa.dk

Praktiserende Akupunktører
www.aku-net.dk

Danske Akupunktører
www.danske-akupunktoerer.dk

Job der ligner

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Inspiration til valg af job og uddannelse.

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Interview med folk under uddannelse og i job.

Uddannelsessystemet
Uddannelsessystemet

Overblik over uddannelser og adgangsveje.

 

Hjælp til at vælge uddannelse - for dig i 8. og 9. klasse.

Se hvad man arbejder med i forskellige virksomheder.

Tag til åbent hus ude på uddannelsesstederne.