Foto af Missionær
Job

Missionær

En missionær skal være kristen og have en faglig uddannelse.

Fakta

Arbejdssteder:
Kirkelige organisationer i udviklingslande eller i Danmark
Stillingsbetegnelser:
Missionær, Fritidsmissionær, Volontør

Arbejdet som missionær går ud på at udbrede kendskabet til kristendommen, og samtidig bruge sin uddannelse til at hjælpe med praktisk arbejde.

Nogle missionærer er ude i flere år, mens andre udsendes i 1-2 år som såkaldte korttidsmissionærer. Man kan også være missionær i Danmark. Unge kan blive knyttet til en missionær som medhjælper i missionsarbejdet. Det kaldes volontør, og udsendelsen kan vare i op til et år.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af missionær
Mange steder er missionæren den eneste, der kan læse og skrive landets officielle sprog.

Som missionær rejser du ud for at udbrede kendskabet til kristendommen. Missionsarbejdet er både forkyndelse og praktisk arbejde, fx ved skoler, hospitaler, værksteder og landbrugscentre.

Nogle steder i udviklingslandene har kirkerne uddannede folk nok til selv at lede arbejdet, men på en række poster har de stadig brug for medarbejdere fra fx Danmark.

Kirkerne vil gerne have folk med forskellige uddannelser, fx agronomer, arkitekter, ingeniører, kontorpersonale, læger, lærere, præster, regnskabsfolk og sygeplejersker.

Missionærer forkynder og underviser i kristendomskundskab, og de laver praktisk arbejde som fx arkitekt eller mekaniker. Arbejdsområdet er meget bredt, og der er tit brug for al den viden og alle de erfaringer, missionæren har.

Missionæren er ofte mellemled til offentlige myndigheder. Andre steder er missionæren den eneste i landsbyen med bil, så du kører ved sygdom og ulykker.

Du må aldrig være bedrevidende. Man skal undervise de lokale medarbejdere, så de senere kan overtage arbejdet. Den gensidighed, der i dag er i samarbejdet, betyder også, at missionæren selv lærer nye synspunkter og arbejdsformer at kende.

Der er også en anden type missionær, nemlig de såkaldte associerede missionærer eller fritidsmissionærer. Det er personer, som er udsendt af fx et privat firma, men som gennem deres hjemlige kirkelige engagement har tilknytning til en missionsorganisation i Danmark og den lokale kirke i udlandet.

Unge kan blive udsendt som volontører i op til 1 år. De tilknyttes en missionær som medhjælper. Som oftest betaler de unge selv rejsen, men får kost, logi og lommepenge af missionsorganisationen.

Ansættelsesperioden varierer fra organisation til organisation og fra kirke til kirke. Ofte vil arbejdsperioden i udlandet ligge mellem 2 og 4 år, afbrudt af hjemmeophold på flere måneder.

Nogle missionærer er ude 6-7 år, andre bliver i arbejdet 10-15 år, før de vender hjem. Hver tur ude afløses af et hjemmeophold til møder, rejser, ferie og evt. studier.

I enkelte tilfælde udsendes såkaldte korttidsmissionærer til specielle opgaver af måske 1-2 års varighed. Det er folk med specifik faglig baggrund, og de har måske erfaring fra tidligere arbejde i det fremmede.

I nogle lande i Afrika, Asien og Sydamerika er der ustabile politiske forhold, som kan få indflydelse på arbejdet.

Missionsarbejde i Danmark

I Danmark kan du blive ansat til at udføre forskellige former for omsorgsarbejde, socialpædagogisk, kulturelt eller praktisk arbejde i en kristen organisation. På Dansk Missionsråds hjemmeside findes en liste over danske missionsorganisationer og deres arbejdsområder.

Arbejdsplads

De fleste missionærer udsendes af et folkekirkeligt missionsselskab eller en fælles- eller frikirkelig organisation til en kirke i et andet land. Missionæren arbejder normalt under den lokale kirkes ledelse.

Nogle missionærer er ansat i kristne organisationer i Danmark. Se mere om Organisationer og foreninger.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Missionsarbejder, Missionær--31.451 kr.

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Lønnen varierer bl.a. efter de lokale leveomkostninger og skatteforhold. Normalt har missionærer fri bolig og medicin og lægebehandling. Under ophold i Danmark får missionæren ofte løn efter danske satser inden for sit faglige område.

Fremtidsmuligheder

For at blive missionær skal man have en faglig uddannelse og erhvervserfaring. Det kan være som sygeplejerske, præst, sekretær, lærer, ingeniør eller noget helt andet. Det afhænger af modtagerlandets behov. Gode sprogkundskaber i engelsk eller fransk er normalt nødvendige.

Tendensen er, at modtagerlandenes regeringer stiller stadig højere krav til udenlandske hjælpearbejderes kvalifikationer. En videregående uddannelse er ofte nødvendig.

Man kan få nærmere oplysninger om mulighederne for at blive missionær ved at henvende sig direkte til en missionsorganisation eller evt. til Dansk Missionsråd.

En krav for at få job er, at du er kristen og har et nært tilknytningsforhold til den kirke, som du tilhører. Du skal som regel også igennem en lægeundersøgelse.

Der ansættes både enlige og gifte med eller uden børn.

Mere uddannelse

Hvis man vil arbejde som missionær, skal man ofte have sin faglige uddannelse suppleret med bibelkundskab. Det kan man få på forskellige skoler og kurser, som ofte foregår i et engelsk- eller fransktalende land.

Nogle danske missionærkandidater sendes fx til Allnations Christian College i London, England eller til Gå Ut Senteret eller Misjonshøgskolen i Norge for at opleve det økumeniske, dvs. fælleskirkelige, miljø. Der undervises i kristendomskundskab, i sociologi, missionslære, religionshistorie og en del andre fag, som missionærkandidaten kan vælge.

Når du er blevet ansat, er det organisationen eller kirken, der betaler, hvis du skal uddannes yderligere.

Få mere at vide

Dansk Missionsråd
www.dmr.org

OM Danmark
www.omdanmark.org

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Hjælp til at vælge uddannelse - for dig i 8. og 9. klasse.

Om at vælge uddannelse og karriere og om at være selvstændig.