Foto af Sikringsmontør
Job

Sikringstekniker

Som sikringstekniker arbejder du med signaler og skilte langs togsporene.

Fakta

Arbejdssteder:
Banedanmark
Stillingsbetegnelser:
Sikringstekniker, Sikringsmontør

Dit arbejde går ud på at opstille og vedligeholde det signaler og de sikringsanlæg, som dirigerer togene på stationer og langs banestrækninger. Andre opgaver er fx at udbedre kabler og ledninger, måle strøm- og spændingsforhold i lyssignaler, efterse og reparere elmotorer samt vedligeholde sporskiftedrev.

Arbejdet foregår hovedsagelig udendørs og på strækninger, hvor der er togtrafik. Arbejdstiden ligger som regel i dagtimerne, men man har også døgnvagt efter en fastlagt turnus, så man kan tilkaldes, hvis der uventet opstår problemer med signalerne ved en banestrækning.

Læs også om uddannelsen i denne artikel.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af sikringstekniker
Sikringstekniker - tjekker strømstyrken i et relæ.

Signalerne ved jernbanerne videregiver ordrer og meddelelser, som er nødvendige for at lede togenes kørsel. Der findes flere slags signaler. De mest almindelige signaltyper er dagslyssignaler, dvs. blinklys og faste lys af forskellig farve, som man bruger til at regulere togenes kørsel på banelinjen.

En anden type er dværgsignaler. Dem bruger man, når man skal dirigere rangering af tog på stationer. Der findes også automatiske overkørselsanlæg, hvor jernbaner og veje krydser hinanden.

Automatiske anlæg styres af fx mekaniske anlæg, relæanlæg og datamatstyrede anlæg, som igen er overvåget elektronisk af en såkaldt Automatisk Tog Kontrol.

Ved elektromekaniske anlæg og relæanlæg har sikringsteknikerne en del mekanisk arbejde og kabelarbejde. De skal også reparere afbrudte strømforbindelser, fx mellem relæ og signaler og efterse forbindelsesled ved sporskifter.

Uddannelse

For at blive ansat, skal du have en faglig uddannelse inden for el-området. Der stilles også krav til dit helbred. Se mere om helbredskravene på jernbaneområdet.

Efter ansættelsen skal du deltage i Banedanmarks interne uddannelse. Uddannelsen er opdelt i tre uddannelsesperioder. De første to perioder er obligatoriske, mens den tredje periode er uddannelse inden for for den enkeltes arbejdsopgaver.

Uddannelsesperiode 3 er både for nyuddannede og erfarne sikringsteknikere. Undervejs i det samlede uddannelsesforløb aflægges prøver i det gennemgåede pensum som dokumentation for den gennemførte uddannelse i overensstemmelse med beskrivelsen af de respektive uddannelsesmoduler.

Du deltager i arbejdet ved sidemandsoplæring. Sikringsteknikere må regne med at skulle følge efteruddannelseskurser i takt med den teknologiske udvikling. Flytning til andre tjenestesteder kan også medføre behov for efteruddannelse.

Arbejdsplads

Sikringsteknikere er ansat af Banedanmark, og de arbejder overalt på baneanlæggene.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Signalmontør, Sikringsmontør32.374 kr.32.088 kr.-
Sikringsmester36.915 kr.--

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Fremtidsmuligheder

Banestyrelsen ansætter kun sikringsteknikere efter behov og i begrænset omfang.

Få mere at vide

Banedanmark
www.bane.dk

Dansk Jernbaneforbund
www.djf.dk

Inspiration

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Hjælp til at vælge uddannelse - for dig i 8. og 9. klasse.

Om at vælge uddannelse og karriere og om at være selvstændig.