Foto af Hotel- og fritidsassistent
Job

Hotel- og fritidsassistent

En hotel- og fritidsassistent varetager en lang række opgaver i hotelbranchen.

Fakta

Navn:
Hotel- og fritidsassistent
Arbejdssteder:
Hoteller, Kroer, Feriecentre
Stillingsbetegnelser:
Hotel- og fritidsassistent

Alle opgaver indebærer, at man kan lide at servicere og hjælpe gæsterne på hotellet og vil gøre en indsats for at få dem til at føle sig velkomne. Som hotel- og fritidsassistent skal du være imødekommende, venlig og dygtig til at have kontakt med mange forskellige mennesker.

Du står bl.a. for rengøring, klargøring af buffet, telefonbetjening og planlægning af aktiviteter for gæsterne. Hotel- og fritidsassistenter kan finde beskæftigelse flere steder. Det kan fx være på en campingplads, et hotel, et kursuscenter eller andre ferie- og opholdssteder.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af en hotel- og fritidsassistent
Jobbet som hotel- og fritidsassistent kan variere meget i indhold.

Som hotel- og fritidsassistent har du mange forskellige opgaver. Fx fremstiller du lettere anretninger og fastfood, og du kan stå for morgenbuffeten. Du gør også rent i lokaler, værelser, feriehytter eller vedligeholder særlige sports- og fritidsredskaber m.m.

Du servicerer gæsterne i forbindelse med de forskellige aktiviteter, der skal foregå i lokalerne og på de øvrige arealer. Du kan tage dig af gæsternes ankomst og afrejse, og som regel står du for telefonbetjening og kasse.

Hotel- og fritidsassistenter er i det hele taget uddannet til at klare en lang række af de opgaver, der skal sikre, at gæster føler sig godt tilpas og oplever en god service i pæne og tiltalende omgivelser.

Hotel- og fritidsassistenter har et grundlæggende kendskab til opgaver, miljøforhold og sikkerhed inden for branchen, og deres arbejde kan have med flere forskellige områder og afdelinger at gøre:

  • Køkken
  • Bistro, snackbar og morgenrestaurant
  • Værelsesgange og ferielejligheder
  • Møde- og konferenceafdeling
  • Reception
  • Fritidsområder som swimmingpool, spa, sauna, solarier, motionsrum og inden- og udendørs legeområder

Hvis du arbejder på konferencecentre og lignende, skal du være fortrolig med stedets tekniske faciliteter og muligheder, så du kan hjælpe og vejlede konferencegæster, foredragsholdere, udstillere m.fl.

En vigtig opgave er at informere gæster og kunder om seværdigheder, fritidsaktiviteter, lokale faciliteter, transportmuligheder m.m. Sikkerhed samt forebyggelse og vejledning ved skader og ulykker er også dit ansvar. Du står også somme tider for småreparationer og simpel vedligeholdelse af inventar og fx av-udstyr.

Nogle hotel- og fritidsassistenter arbejder på feriecentre som turistmedarbejdere. De kan også arbejde på campingpladser eller være knyttet til servicefunktioner i kommunale centre, forlystelsesparker og badelande i byer med mange turister, fx langs Jyllands vestkyst.

Som hotel- og fritidsassistent kan man blive lejrchef på en campingplads eller leder af et vandrehjem.

Arbejdsplads

Hotel- og fritidsassistenter bliver typisk ansat på hoteller, kursus- og konferencecentre, kongrescentre, feriecentre, kroer, vandrerhjem, campingpladser og i badelande. Se mere om Hoteller og andre overnatningssteder.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Tilberedning af fastfood23.580 kr.26.318 kr.-
Medhjælp i køkken22.359 kr.24.899 kr.22.787 kr.
Rengøring på hoteller o.l.22.669 kr.--

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Fremtidsmuligheder

Som hotel- og fritidsassistent skal du være indstillet på skiftende arbejdstider alt efter servicebehov og antallet af gæster. Der er for tiden gode muligheder for at få arbejde som hotel- og fritidsassistent.

Mere uddannelse

Der er mulighed for efteruddannelse bl.a. gennem AMU-uddannelser inden for området Køkken, hotel, restaurant, bager, konditor og kødbranchen.

Få mere at vide

Efteruddannelsesudvalget for Køkken, Hotel, Restaurant, Bager, Konditor og Kødbranchen
www.uddannelsessekretariatet.dk

Hotel-, Restaurant- og Turisterhvervets Arbejdsgiverforening (HORESTA)
www.horesta.dk

Fagligt Fælles Forbund - 3F
www.3f.dk

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Hjælp til at vælge uddannelse - for dig i 8. og 9. klasse.

Om at vælge uddannelse og karriere og om at være selvstændig.