Foto af Teknisk designer
Job

Teknisk designer

Som teknisk designer har du forstand på at lave matematiske beregninger samt tegne og planlægge.

Fakta

Arbejdssteder:
Industrivirksomheder, Entreprenører, Håndværkere, Teknisk forvaltning, Ingeniører, Arkitekter
Stillingsbetegnelser:
Teknisk designer, Teknisk assistent, Teknisk tegner

Designarbejdet foregår primært på computer ved hjælp af avancerede softwareprogrammer. Arbejdsopgaverne for en teknisk designer er mange og afhænger af arbejdspladsens projekter.

For alle opgaver gælder det, at du skal have et stort kendskab til materialer, tegneprogrammer, matematik, økonomi og produktion. Tekniske designere er typisk ansat i ingeniør- entreprenør og arkitektfirmaer, men det er også muligt at finde job i andre industrivirksomheder.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af teknisk designer
Fra tegning til realitet - Designeren diskuterer et maskindesign med maskinarbejderen, der fremstiller den.

Som teknisk designer er du bindeled mellem dem, der står for planlægning, og dem, der udfører det konkrete arbejde. Det kan være i industrivirksomheder, hos ingeniører og arkitekter og i kommunernes tekniske forvaltninger.

Du arbejder ofte som:

  • Konstruktionstegner af maskiner, bygninger eller anlægsprojekter.
  • Driftsplanlægger af produktionsstyring, materiale- og lagerstyring eller i kommunernes tekniske forvaltninger med miljø og affaldssortering eller med fysisk planlægning.
  • Byggelederassistent i entreprenørfirmaer eller rådgivende ingeniørfirmaer med projektering og byggeledelse samt udarbejdelse af tekniske tegninger til håndværkere.
  • Salgsmedarbejder, der udarbejder salgsmateriale, tilbudsmateriale og brugervejledninger.
  • Softwaredesigner med 3D-tegning, visualisering og animation.

Arbejdsopgaverne varierer meget, men kan dog deles ind i tre store områder:

Konstruktions-, tegne- og beregningsarbejde går bl.a. ud på at udforme arbejdstegninger i samarbejde med ingeniører, teknikere, arkitekter osv. Til arbejdet bruger man mest computere.

Til tegnearbejdet knytter sig normalt en del beregningsarbejde. Det kan være tekniske beregninger med henblik på fx styrke og valg af materiale, men det kan også være økonomiske beregninger i forbindelse med, tilbud og indkøb. Du bruger computer både i forbindelse med planlægning, tegning og produktion.

Planlægnings- og driftsarbejde foregår ofte i samarbejde med andre teknikere og handler om at tilrettelægge og sætte virksomheds produktion i gang. Du kan fx være den, der sørger for de nødvendige materialer til brug for produktionen. Du kan også lave beregninger af produktionstiden, kontrollere kvaliteten og foretage forskellige metode- og arbejdsstudier.

Illustration og teknisk design kan være at arbejde med digitalt præsentationsmateriale eller være med til at udvikle softwareløsninger. Endelig kan du udføre teknisk rådgivning og administration.

Hos kommunen kan tekniske designere fx arbejde med miljøplanlægning, udarbejdelse af lokalplaner og offentligt byggeri samt føre tilsyn på byggepladser.

Til alle områder er der en del papirarbejde, hvor du bruger it.

Tekniske designere skal have evne for tegning, naturlære og matematik, sans for planlægning og gode samarbejdsevner.

Arbejdsplads

Tekniske designere arbejder på mange forskellige større produktionsvirksomheder inden for industrien, fx Maskinfabrikker og Fremstilling af motorer, vindmøller, pumper.

De kan også være ansat inden for bygge- og anlægsområdet, fx hos entreprenører og i håndværksvirksomheder, på tegnestuer hos ingeniører og arkitekter, på offentlige kontorer, eller de kan være ansat hos landinspektører.

Indkomst

Gennemsnitlig indkomst pr. måned for nyuddannede (2015), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Teknisk tegnearbejde28.555 kr.25.719 kr.-
Teknisk assistent28.629 kr.--

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Lønnen for tekniske designere er i høj grad afhængig af arbejdsområdet.

Fremtidsmuligheder

En teknisk designer kan avancere til ledende stillinger som prduktionschef eller tegnestuchef.

Beskæftigelsen varierer afhængig af konjunkturerne inden for især byggeriet, men også i industrien. Desuden er der regionale forskelle.

Mere uddannelse

Der er AMU-kurser i teknisk design og teknisk tegning inden for Teknisk dokumentation i industriel produktion.

Kurser i 3D CAD udbydes bl.a. af den private kursusarrangør InventDK.

Få mere at vide

Dansk Industri
www.di.dk

Efteruddannelsesudvalget for bygge/anlæg og industri
www.bygud.dk

Foreningen af Rådgivende Ingeniører (FRI)
www.frinet.dk

Teknisk Landsforbund (TL)
www.tl.dk

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Inspiration til valg af job og uddannelse.

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Interview med folk under uddannelse og i job.

Uddannelsessystemet
Uddannelsessystemet

Overblik over uddannelser og adgangsveje.

 

Hjælp til at vælge uddannelse - for dig i 8. og 9. klasse.

Se hvad man arbejder med i forskellige virksomheder.

Tag til åbent hus ude på uddannelsesstederne.