Foto af Stenhugger
Job

Stenhugger

I dit arbejde som stenhugger fremstiller du bl.a. gravsten, monumenter og bygningsudsmykninger af natursten efter modeller eller tegninger.

Fakta

Arbejdssteder:
Stenhuggerværksteder, I stenindustrien på Bornholm, Færøerne og Grønland
Stillingsbetegnelser:
Granithugger, Sandstenshugger, Stenindustriarbejder

Du restaurerer også bygningsudsmykninger og fx sandstensfigurer, der er påvirket af forurening. Stenhuggere bruger både traditionelt håndværktøj som hammer og mejsel samt elektriske og trykluftdrevne maskiner.

Som stenhugger skal du have god fysik, et godt øjemål og et vist anlæg for tegning. Det er en fordel at have kunstnerisk sans, og du kan specialisere dig som enten granithugger eller sandstenshugger.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af stenhuggerværksted
Værkstedet - Kraftig ventilation sørger for at suge stenstøvet ud fra værkstedet, hvor stenplader skæres.

Granithuggere arbejder med hårde stenarter. De laver først og fremmest gravsten. Til dette arbejde hører også tegning og udhugning af inskriptioner og dekorationer.

Sandstenshuggere arbejder med blødere sten. De medvirker typisk ved restaurering og vedligeholdelse af udsmykkede facader på ældre bygninger.

Nogle stenhuggere forarbejder sten til mere praktiske formål som dæksten ved havnekajer og sten til beskyttelse af kyster og havneanlæg.

Stenhuggere kan også arbejde tæt sammen med billedhuggere. På grundlag af billedhuggerens gipsmodel og arbejdstegninger udfører stenhuggeren en stor del af det praktiske arbejde med tilhugning af skulpturer og relieffer.

I Danmark finder næsten alle stensprængninger sted på Bornholm, Færøerne og Grønland. Der arbejder flere grupper af specialarbejdere inden for stenindustrien: borerne sprænger stenene ud af grundfjeldet; kløverne flækker de store sten i bestemte størrelser, alt efter hvad de skal bruges til; og bro- og kantstenshuggerne bearbejder blokkene med mekanisk drevet værktøj til bro- og kantsten. Andre stenindustriarbejdere bearbejder sten til færdigt arbejde, fx facadebeklædning, stenfliser eller bordplader. Man skal have certifikat for at arbejde med sprængning.

Under arbejdet med de forskellige stenarter bliver der dannet stenstøv, og det er tunge materialer, du arbejder med. Derfor skal du sørge for, at sikkerhedsreglerne overholdes.

Arbejdsplads

Stenhuggere arbejder for det meste industrielt med deres fag, se branchen Betonindustri og teglværker.

Håndværksmæssigt arbejde på stenhuggerværksteder er ikke så almindeligt. Som stenhugger arbejder du en del i det fri, fx ved arbejde med restaurering af facader og trapper samt opmåling, opstilling og rensning af gravstene.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Stenhuggerarbejde29.934 kr.--

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Fremtidsmuligheder

Der uddannes ikke flere stenhuggere, end der er behov for, så der er normalt gode beskæftigelsesmuligheder for uddannede.

En stenhugger kan nedsætte sig som mester med selvstændig virksomhed.

Mere uddannelse

AMU-kurser tilbydes bl.a. inden for området Anlægsarbejder.

Få mere at vide

Stenhuggerlauget
www.stenhuggerlauget.dk

Dansk Byggeri
www.danskbyggeri.dk

Efteruddannelsesudvalget for bygge/anlæg og industri
www.bygud.dk

3F - Fagligt Fælles Forbund
www.3f.dk

Mulige uddannelser

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Hjælp til at vælge uddannelse - for dig i 8. og 9. klasse.

Som faglært kan du tage en videregående uddannelse.