Foto af Bygningskonstruktør
Job

Bygningskonstruktør

Bygningskonstruktører arbejder med projektering og byggeledelse.

Fakta

Navn:
Bygningskonstruktør
Arbejdssteder:
Arkitekttegnestuer, Ingeniørvirksomheder, Tekniske forvaltninger
Stillingsbetegnelser:
Bygningskonstruktør, Tilsynsførende, Sagsbehandler, Beregner, Byggeleder, Byggesagkyndig

Mange er ansat på arkitekttegnestuer eller i ingeniørvirksomheder. Bygningskonstruktører arbejder med byggeri, fx nybyggeri eller renovering, og med anlægsarbejde, fx brobygning eller kloakering.

De kan også arbejde som overordnede teknikere med projektering og byggeledelse.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af bygningskonstruktør
CAD-tegning - Bygningskonstruktøren laver de tekniske tegninger på computer.

Ved projekteringen forbereder man byggeriet eller anlægsarbejdet. I denne fase arbejder man ofte sammen med arkitekter, der laver skitser til byggeriet, og med ingeniører om de tekniske beregninger af konstruktionerne.

Bygningskonstruktøren udarbejder detaljerede planer, tegninger og beskrivelser og vælger materialer. En stor del af tegne- og projekteringsarbejdet foregår ved hjælp af it. Det kaldes cad (computer aided design).

Nogle konstruktører arbejder som beregnere, fx hos en entreprenør. De kender byggeprocessen, og ud fra priser på materialer og arbejdsløn udregner de nøje, hvad et byggeri vil koste. Udregningerne bliver brugt, når entreprenøren skal give tilbud på et bygge- eller anlægsarbejde.

Ud over at lave tilbudsbilag, beskrivelser, tidsplaner og tilbudslister, kan de også deltage i besigtigelser, formøder og licitationer, eller de kan indhente tilbud hos underentreprenører.

En del konstruktører arbejder med byggeledelse eller som projektledere. De udarbejder tids- og handlingsplaner for, hvornår de forskellige håndværkere skal udføre deres del af arbejdet, og de sørger for, at arbejdet bliver udført efter planen.

De er ofte ude på byggepladserne, hvor en stor del af arbejdet består i forhandlinger med håndværkere, entreprenører, tegnestue eller myndigheder.

Andre konstruktører arbejder som byggesagkyndig med teknisk vurdering af byggeri. Fx i situationer, hvor banker eller kreditselskaber skal sætte penge i byggeri, eller når et forsikringsselskab skal vurdere en skade.

En bygningskonstruktør kan også arbejde som driftstekniker. Større ejendomme, boligselskaber og lignende bruger driftsteknikeren til løbende at optimere på ejendommens drift og økonomi. En del af dette sker ved gennemførelse af projekter, der gør ejendommens energiforbrug mere effektivt og økonomisk. Samtidig overvåger driftsteknikeren forsyningsnet til fx beboerne.

Driftsteknikeren har ofte en uddannelse som konstruktør eller anden tekniker. Han kan også have en håndværksmæssig baggrund suppleret med relevant efteruddannelse, bl.a. erfaring med AutoCad og med driftsøkonomisk styring.

Kvalitetsmedarbejdere sikrer under byggeprojektet, at kvaliteten i alle entrepriser udføres efter de foreskrevne standarder i byggelovgivningen samt bygherrens krav.

For at blive bygningskonstruktør skal du være god til regning og matematik og have anlæg for tegning. Du skal også være god til at samarbejde med andre, til at organisere og til at forhandle.

Arbejdsplads

Bygningskonstruktører arbejder på arkitekt- og ingeniørtegnestuer og hos entreprenører. De kan også være ansat i boligselskaber og virksomheder, der er så store, at de har en ejendomsafdeling.

Konstruktører kan også være ansat i firmaer, der udfører anlægsarbejder som fx el-selskaber, fjernvarmeværker og telefonselskaber og i de tekniske forvaltninger i stat og kommune som byggesagsbehandlere.

Endelig kan bygningskonstruktører etablere selvstændig virksomhed, fx som entreprenører eller som rådgiver i forbindelse med arkitekt- eller ingeniørarbejde.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Bygningskonstruktør, Byggeleder37.749 kr.38.152 kr.33.835 kr.

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Fremtidsmuligheder

Beskæftigelsesmulighederne i byggebranchen svinger en del. Ledigheden for bygningskonstruktører er for tiden lav og beskæftigelsesmulighederne gode.

Nogle bygningskonstruktører nedsætter sig som selvstændige med egen tegnestue, eller som rådgivere inden for byggeri.

Mere uddannelse

Efteruddannelseskurser for bygningskonstruktører afholdes af Konstruktørforeningen samt af Teknisk Landsforbund. Andre kursusudbydere er VIA University College og Københavns Erhvervsakademi.

Også de byggetekniske højskoler og Dansk Teknologisk Institut afholder kurser, der er relevante for bygningskonstruktører.

Få mere at vide

Konstruktørforeningen
www.kf.dk

Teknisk Landsforbund (TL)
www.tl.dk

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Helle Jønsson Erhiamiatoe er 41 år, klejnsmed og bygningskonstruktør. Hun er ansat som designer...

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Hjælp til at vælge uddannelse - for dig i 8. og 9. klasse.

Knud Magnussen er 50 år og har en uddannelse som ejendomsadministrator. Uddannelsen har ført ham...