Foto af Hospitalsfysiker
Job

Hospitalsfysiker

Hospitalsfysikere arbejder med røntgenundersøgelser og behandling af kræftsygdomme.

Fakta

Arbejdssteder:
Sygehuse
Stillingsbetegnelser:
Hospitalsfysiker

De er desuden med til at undersøge og behandle med radioaktive stoffer. De udregner doser og er med til at indføre nye behandlingsmetoder. En hospitalsfysiker arbejder med kompliceret udstyr og er med til at sikre, at der ikke sker uheld med farlig stråling.

En anden opgave er at undervise i fysik, teknik og strålebeskyttelse og udarbejde instruktioner for, hvordan man skal forholde sig i tilfælde af uheld eller utilsigtet bestråling. Hospitalsfysikere udfører også forskning og udvikling inden for området.

Læs om uddannelsen i denne artikel.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af hospitalsfysiker
Røntgen - Hospitalsfysikeren er ved at gøre røntgenapparatet klar til undersøgelse af en patient.

Som hospitalsfysiker arbejder du med medicinsk-fysiske opgaver. De supplerer det lægelige arbejde inden for lægelige specialer som diagnostisk radiologi (røntgenundersøgelse), onkologi (behandling af kræftsygdomme) samt klinisk fysiologi og nuklearmedicin (undersøgelse og behandling med radioaktive stoffer).

Arbejdet skal sikre bedst mulig strålehygiejne og kvalitetskontrol. Fysikeren vejleder og hjælper læger, radiografer, sygeplejersker, bioanalytikere m.fl. i brug af kompliceret udstyr, og du rådgiver lægerne om apparaturets tekniske muligheder og begrænsninger.

Du beskæftiger dig med den fysiske og tekniske side af undersøgelser og behandlinger med røntgen og anden ioniserende stråling. Du udfører målinger og beregninger for at fastsætte, hvilke doser der skal gives til patienterne, og du medvirker, når der indføres nye undersøgelses- og behandlingsmetoder.

Hospitalsfysikere kan specialisere sig inden for tre forskellige fagområder:

  • Diagnostisk radiologi: Her beskæftiger hospitalsfysikerne sig både med den fysiske og tekniske side af røntgendiagnostiske procedurer. De måler og beregner doser til patienterne og har ansvar for kvalitetskontrol af apparatur og strålebeskyttelse af patienter og personale.
  • Onkologisk strålebehandling: Ved strålebehandling anvender hospitalsfysikerne fx anlæg til røntgen- og gammabestråling og hjælpeudstyr som simulatorer, CT-scannere og MR-scannere. Desuden anvender de lukkede og åbne radioaktive kilder. Hospitalsfysikerne deltager i planlægning og udførelse af strålebehandling. De udarbejder procedurer for kvalitetskontrol af terapianlæg og anvendelse af radioaktive kilder.
  • Nuklearmedicin: I dette speciale udfører hospitalsfysikerne dosisberegninger ved anvendelse af radioaktive stoffer til undersøgelse og behandling, og de er med til at udvikle de bedst mulige procedurer for undersøgelser og bestråling. De udfører kvalitetskontrol af måleudstyr og tager sig også af praktiske strålehygiejniske foranstaltninger som fx håndtering af radioaktivt affald og dets deponering.

Om uddannelsen

Uddannelsen til hospitalsfysiker er en videreuddannelse i medicinsk fysik, som varer mindst 3 år. Den er for personer, som i forvejen har en videregående uddannelse og en omfattende viden inden for fysik og matematik.

Du kan vælge at uddanne dig inden for et af de tre fagområder: diagnostisk radiologi (røntgenundersøgelse), onkologi (behandling af kræftsygdomme) eller klinisk fysiologi og nuklearmedicin (undersøgelse og behandling med radioaktive stoffer). På uddannelsen får du både en teoretisk viden og praktisk erfaring.

Den teoretiske viden får du ved at deltage i inden- og udenlandsk kursusvirksomhed, fx de specialkurser, der bliver afholdt af Dansk Selskab for Medicinsk Fysik, ESTRO (European Society for Therapeutic Radiation Oncology), The Royal Marsden Hospital and The Institute of Cancer Research – London, European School of Medical Physics, European Scientific Institute – Frankrig og Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet – Trondheim, Norge.

Den praktiske erfaring får du ved at deltage i opgaverne inden for arbejdsområdet. Du skal udføre arbejdet under supervision af en hospitalsfysiker, der har særlig erfaring inden for det pågældende område.

Når du har gennemført uddannelsesforløbet, vurderer uddannelsesrådet, om de kan godkende din uddannelse. Vurderingen sker dels på grundlag af en skriftlig erklæring fra den uddannelsesansvarlige, dels de årsrapporter og videnskabelige arbejder, som du har udarbejdet under uddannelsesforløbet.

Adgang og optagelse

Du skal have en af følgende uddannelser for at søge om optagelse: en uddannelse som cand.polyt. eller cand.scient. med relevante fag i fysik og matematik. En anden kandidatuddannelse med supplerende viden, som svarer til det egentlige adgangskrav, kan også være adgangsgivende.

For at begynde på uddannelsen skal du være ansat på en godkendt sygehusafdeling.

Se mere om uddannelsen til hospitalsfysiker

Arbejdsplads

Hospitalsfysikere ansættes ved sygehusene, hvor de arbejder på røntgendiagnostiske afdelinger, onkologiske afdelinger eller afdelinger for klinisk fysik og nuklearmedicin. Se mere om Hospitaler.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2019), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

PrivatKommuneStat
Hospitalstekniker, Dialysetekniker, EEG-assistent-30.780 kr.-

Kilde: Danmarks Statistik

Sådan definerer vi indkomst på ug.dk

Fremtidsmuligheder

Jobmulighederne varierer, bl.a. afhængig af hvor i landet du søger arbejde

For at blive ansat som hospitalsfysiker skal du have baggrund i en teoretisk uddannelse med matematik og fysik svarende til en cand.scient.- eller civilingeniør-uddannelse.

Mere uddannelse

Du kan udvikle dine kompetencer på kurser, kongresser og møder primært i regi af de internationale faglige organisationer. Efteruddannelse dokumenteres gennem et såkaldt CPD-system (Continuous Professional Development), der baserer sig på et pointsystem med selvrapportering.

Hospitalsfysikere i ledende stillinger, dvs. cheffysikere, skal principielt have opnået betegnelsen kvalificeret ekspert. Et bedømmelsesudvalg under Dansk Selskab for Medicinsk Fysik (DSMF) vurderer hospitalsfysikernes faglige niveau og tildeler betegnelsen kvalificeret ekspert. Retningslinjer for bedømmelsen kan ses på DSMF's hjemmeside.

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Er du i tvivl om, hvad du vil være, så hent inspiration i jobartiklerne.

Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.
Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.

Få hjælp til at vælge job og se mulige uddannelsesveje.

To eVejledere i gang med vejledning.
To eVejledere i gang med vejledning.

Tag fat i vores eVejledere og få hjælp via telefon, mail eller chat.