Foto af Konservator
Job

Konservator

En konservator sørger for, at gamle ting bliver vedligeholdt og dermed bevaret for eftertiden.

Fakta

Arbejdssteder:
Museer, Arkiver og biblioteker
Stillingsbetegnelser:
Konservator, Konserveringstekniker

Det gælder alt fra fotos, malerier, bøger, tøj og glas til skulpturer m.m. Hvad man arbejder med, afhænger af ens speciale.

Konserveringsarbejde tager ofte lang tid og kræver tålmodighed. Man skal være dygtig med sine hænder, have et godt syn og formsans og stilfornemmelse.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

foto af konservator
Et fund - Konservatoren i gang med rensning af genstanden.

At konservere betyder at bevare. Konservatorer istandsætter og bevarer ting, der har kulturhistorisk værdi og derfor skal gemmes for eftertiden. Det drejer sig fx om kunstværker, bøger, fotos, beklædningsgenstande og andre brugsgenstande. Det kan også være ting, der bruges i undervisningssammenhæng, fx udstoppede dyr i en naturhistorisk samling.

Konserveringsopgaverne bliver inddelt efter de materialer, genstandene er lavet af, fx metal, keramik og glas, træ, tekstil, maleri, læder, papir, pergament, film og foto, ben, horn og rav. Allerede på konservatoruddannelsen specialiserer man sig i et fagområde, som man så siden arbejder inden for.

Der er følgende fagområder:

  • Kunstområdet, som beskæftiger sig med billedkunst, herunder staffelimaleri, bemalet træskulptur og inventar.
  • Monumentalkunstområdet, hvor man arbejder med vægmaleri, skulptur og bygningseksteriør.
  • Kulturhistorisk område, som beskæftiger sig med arkæologiske og historiske genstande, der er forarbejdet af metal, keramik, glas, træ, læder, ben, rav eller tekstil.
  • Grafisk område, der dækker bevaringen af bøger og dokumenter, europæiske og orientalske håndskrifter og bloktryk, noder, arkivalier, protokoller, breve, kort og tegninger, grafisk kunst af forskellig art, bogbind, voks- og laksegl, fotografisk materiale samt elektroniske lagre.
  • Naturhistorisk område, hvor man beskæftiger sig med zoologiske, botaniske og geologiske dele, fx pattedyr, insekter, planter og ubearbejdede sten.

Nogle af de konserveringsmidler og materialer, man bruger i arbejdet, indeholder giftige stoffer eller afgiver giftige dampe. Man skal derfor være opmærksom på de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger.

Der er visse fællestræk i arbejdsgangen uanset arbejdsområde. Først undersøger man genstandenes tilstand. Noget kan ses med det blotte øje, andet kræver særlige teknikker som fx røntgen- og strukturanalyser eller materialeprøvning.

Derefter skal man tage stilling til, hvilken behandling genstandene skal gennemgå: mekanisk, kemisk, elektronisk eller håndværksmæssig. Metoden afhænger af, hvilke materialer det drejer sig om.

Mens arbejdet skrider frem, noterer man, hvilke undersøgelser og behandlinger man har gennemført. Det skal klart fremgå, hvilke dele af genstandens materiale der er oprindelige, og hvilke der er tilføjet eller ændret.

Når det gælder udstopning af større dyr, foregår det hos en zoologisk konservator. En del af det almindelige konserveringsarbejde bliver udført af konserveringsteknikere/BSc i konservering.

Arbejdsplads

Konservatorer arbejder ved museer, biblioteker og arkiver. Andre arbejder som selvstændige eller som ansatte med konserveringsopgaver af kunst, eller de underviser på Videregående uddannelsesinstitutioner.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2019), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

PrivatKommuneStat
Bogkonservator, Malerikonservator - teknisk niveau41.464 kr.-37.409 kr.
Konservator30.342 kr.--

Kilde: Danmarks Statistik

Sådan definerer vi indkomst på ug.dk

Fremtidsmuligheder

Nogle konservatorer opretter egen virksomhed. Det er især aktuelt for konservatorer inden for det kunstneriske, grafiske eller naturhistoriske område.

Mere uddannelse

Konservatorskolen afholder efteruddannelseskurser. Der er også mulighed for deltagelse i internationale kurser og kongresser.

Få mere at vide

Dansk Magisterforening
www.dm.dk

Det Kongelige Danske Kunstakademi, Konservatorskolen
www.kons.dk

Nordisk Konservatorforbunds danske afdeling
www.nkf-dk.dk

Teknisk Landsforbund (TL)
www.tl.dk

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Er du i tvivl om, hvad du vil være, så hent inspiration i jobartiklerne.

Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.
Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.

Få hjælp til at vælge job og se mulige uddannelsesveje.

To eVejledere i gang med vejledning.
To eVejledere i gang med vejledning.

Tag fat i vores eVejledere og få hjælp via telefon, mail eller chat.