Foto af akademisk medarbejder
Job

Akademisk medarbejder

Akademikere ansættes i stigende omfang i moderne virksomheder og er med til at forandre virksomhederne.

Fakta

Arbejdssteder:
Private og offentlige virksomheder samt organisationer
Stillingsbetegnelser:
Antropolog, etnolog, historiker, korrespondent, kunsthistoriker, naturgeograf, oversætter, pædagogisk konsulent

Det gælder både indholdet i arbejdsopgaverne og det ansvar, som medarbejderne bliver tildelt.

I takt med, at virksomhederne ændres fra at have en hierarkisk opbygning til teamstrukturer og projektopgaver, skal medarbejderne kunne og ville meget mere end det personale, virksomhederne hidtil har ansat.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

Private virksomheder med moderne organisationsformer med uddelegering af ansvar ansætter flere akademikere end hierarkisk opbyggede virksomheder. Udviklingen i retning mod en vidensøkonomi og øget globalisering forstærker denne tendens. Dermed øges kravene til medarbejderes uddannelse og kvalifikationer.

foto af akademiker
Akademiker - Virksomhederne får ofte nye kompetencer ved at ansætte akademikere.

Udviklingen medfører behov for en række nye kompetencer i forhold til dem, der hidtil har været de mest efterspurgte.

Indsamling og sortering af viden er centrale aktiviteter i virksomheders forretningsprocesser. Sproglige og interkulturelle kompetencer bliver i stigende grad efterspurgt i den internationaliserede forretningsproces.

Den teknologiske udvikling kan ikke realiseres med teknologiske kompetencer alene, det er nødvendigt at kombinere teknisk og naturvidenskabelig kundskab med kommercielle, sproglige og kulturelle kompetencer.

Karakteristisk for implementering af det akademiske arbejde i erhvervslivet er, at både indholdet i arbejdsopgaverne og det ansvar, som medarbejderne bliver tildelt, er fagligt tungere. Dels har akademikeren en større specialviden end andre uddannelsesgrupper, og dels passer akademikeres selvstændige tilrettelæggelse af arbejdsopgaverne til virksomhedens organisationsstruktur.

Mange moderne virksomheder har en flad struktur, hvor medarbejderne arbejder i teams, ligesom opgaverne ofte struktureres i projekter.

Medarbejdere, som skal kunne arbejde selvstændigt, skal have nogle administrative og ledelsesmæssige kompetencer.

De akademiske medarbejdere, der er omtalt i denne artikel, kan have specialviden inden for fx kommunikation, markedsføring og afsætning, men de kan også have viden inden for samfundsfag, kultur, politik og - ikke mindst - it.

I den akademiske medarbejders funktioner indgår ofte udviklingsopgaver, projektarbejde, analyse og fremadrettede opgaver som strategi, oplæg, markedsføring og udvikling af nye produkter. Desuden opgaver inden for forvaltning og erhvervsøkonomi, økonomiske analyser, prognoser og planlægning.

Om udviklingsopgaver, se mere i Forsknings- og udviklingsmedarbejder.

Sprogkundskaber er også vigtige, da firmaerne er i kontakt med kunder, leverandører, myndigheder mv. i udlandet.

Der er ikke tale om ét arbejdsmarked for akademikere, men om flere markeder, der har gennemløbet vidt forskellig udvikling op gennem de seneste årtier. Der kan således skelnes mellem arbejdsmarkedet for den private henholdsvis den offentlige sektor, og om særlige markeder for de forskellige uddannelsesgrupper.

Se mere om Offentlig akademisk medarbejder.

De humanistiske kandidater

Arbejdsmarkederne for humanistiske kandidater har oplevet en særlig udvikling gennem de seneste par årtier. Dels er humanisterne blevet attraktive for en række virksomheder, og dels er antallet af humanister vokset.

Knapt halvdelen af de humanistiske kandidater er i dag ansat i private virksomheder og godt halvdelen i det offentlige. Specielt har kandidater inden for områderne kommunikation og medier, engelsk og erhvervssprog oplevet en bevægelse mod det private jobmarked. Den private servicesektor i bred forstand er dér, hvor man finder flest akademikere ansat.

De store sprogfag, engelsk, tysk og fransk giver beskæftigelse inden for undervisningssektoren (gymnasier, handelsskoler, tekniske skoler, VUC og professionshøjskoler) foruden kommunikation, oversættelse, administration og ledelse. Langt de fleste kandidater i tysk ansættes i uddannelsessektoren, primært gymnasieskolen og voksenuddannelserne.

En række studier inden for kommunikation fører typisk til job som konsulent i private virksomheder og organisationer, fx inden for PR, reklame, personaleudvikling og strategisk planlægning. Se mere i Informationsmedarbejder og Erhvervssproglig medarbejder. Andre arbejdsområder er beskrevet i Organisationsmedarbejder, HR-konsulent og Virksomhedsrådgiver.

Humanistiske studier kan også føre til job i produktionsvirksomheder, som gennem en effektivisering af sproglige produkter, ønsker at fremme deres afsætningsmuligheder.

Eller det kan være job i offentlige institutioner, som i stigende grad har behov for udformning af fx elektroniske inddateringsdokumenter, tekstforfatter eller teknisk redaktør samt job inden for it samt internet med formidling, se mere i Informations- og vidensarbejder.

Kunsthistorikere får typisk stillinger inden for kulturlivet som museumsledere, -inspektører og -formidlere, inden for offentlig forvaltning som fuldmægtige og projektkoordinatorer, samt inden for undervisningsområdet som gymnasielærere og seminarielektorer.

Pædagogiske studier fører typisk til arbejde med uddannelsesplanlægning og kompetenceudvikling, evaluering og dokumentation. Det kan også være job med personale- og organisationsudvikling samt ledelses- og konsulentopgaver. Se mere i Lærer ved professionshøjskoler mv., Organisationsmedarbejder og Vejleder i studie og erhverv.

Pædagogisk filosofi kan føre til uddannelses-, ledelses-, konsulent- og forskningsopgaver i virksomheder, institutioner og organisationer både i det private og i det offentlige. Andre får job som underviser på et gymnasium, et voksenuddannelsescenter (VUC), en aftenskole eller en videregående uddannelse.

Pædagogiske konsulenter kan have uddannelses-, ledelses- og forskningsopgaver i virksomheder, institutioner og organisationer. Se mere i Lærer ved professionshøjskoler mv. og Underviser.

Andre væsentlige områder er udviklings- og konsulentopgaver samt analysearbejde for regioner og kommuner og private virksomheder.

Akademikernes arbejdsområder

Nogle væsentlige akademiske arbejdsområder er beskrevet overordnet nedenfor.

Forskning og universitetsundervisning
Et stigende antal bliver ansat i den offentlige og den private sektor inden for administration, personaleudvikling, medier, research og kommunikation og formidling.

De klassiske sprogstudier kan typisk føre til job undervisning og forskning, kulturformidling, fx ved et museum, i rejsebranchen, på arkiver, forlag eller job med aftenskole- og voksenundervisning.

De fleste kandidatuddannelser kan danne grundlag for ansættelse som forsker inden for fagområdet. Afhængig af fag kan uddannelserne føre til undervisning på handelshøjskoler, ingeniørskoler og universiteter.

Erhvervssproglige kandidater og kandidater i sprog underviser på fx handelsskoler eller handelshøjskoler.

Se mere i Sektorforsker, Forsknings- og udviklingsmedarbejder og Universitetslærer.

Undervisning på gymnasier, seminarer, højskoler mv.
En lang række kandidatuddannelser kan danne grundlag for ansættelse som underviser på de gymnasiale uddannelser, seminarier, højskoler samt på kurser i private virksomheder.

For at undervise på de gymnasiale uddannelser skal faget kombineres med et andet gymnasiefag og med pædagogikum. Se mere i Lærer ved de gymnasiale uddannelser

Kommunikation og erhvervssprogligt arbejde
Kandidater i erhvervssprog og sprogfag arbejder med sproglig rådgivning eller kommunikation og formidling i både offentlige og private virksomheder.

De kan desuden udnytte deres sproglige og kommunikative kompetencer i eksporterende fremstillingsvirksomheder overalt i industrien, i konsulentvirksomheder samt it-virksomheder.

På det offentlige arbejdsmarked ansættes de desuden inden for sundhedsområdet.

Desuden findes de i job med markedsføring og forretningsudvikling, hvor de er med til at bestemme, hvordan et produkt eller en serviceydelse skal markedsføres, alt efter hvem der skal bruge ydelsen, og hvor i verden det skal markedsføres.

De besætter også job med oversættelse, tolke- og translatørvirksomhed, fx oversættelse af dokumenter i internationale organisationer som EU eller i internationale virksomheder.

De kan også arbejde med administration, HR, økonomi, jura og sprog, se Offentlig akademisk medarbejder.

Se mere i Eksportmedarbejder, Erhvervssproglig medarbejder, Informationsmedarbejder, Translatør og tolk.

Kandidater i filmvidenskab kan have job som programmedarbejder eller programredaktør i mediebranchen, fx i DR eller private tv-produktionsselskaber. Se Journalist og Tv-producer.

Enkelte går ind i film/tv-branchen som klipper, manuskriptforfatter eller som forlagsredaktør fx med cd-rom produktion, multimedier mv.

Bibliotekar- og arkivarbejde mv.
Bibliotekarer og kandidater i informationsvidenskab har mulighed for at arbejde inden for informationssektoren i både det offentlige og private.

Det kan være i job som bibliotekar, forskningsbibliotekar eller som systemudvikler, teknologikonsulent, informationstilrettelægger eller underviser i it. Se It-konsulent og Informations- og vidensarbejder. Se også Arkivar og Forlagsmedarbejder.

Jordbrug, miljø og grøn forvaltning
Udfordringerne inden for dette område handler i høj grad om at skabe grundlag for et rentabelt og effektivt landbrug under sikre miljøforhold.

En række job med baggrund i landbrugsteknologi handler om at rådgive landmænd om dyrkningsmetoder og dyrehold. Andre forsker i nye produktionsmetoder.

De centrale job er Agronom, Forstkandidat, Havebrugskonsulent, Jordbrugsøkonom og Landbrugskonsulent.

Området grøn forvaltning handler desuden om håndtering af miljøproblemer og rådgivning inden for miljø og energi. Centrale job er her Bygningsingeniør og Miljøkonsulent.

Medicoarbejde
Medicoarbejde handler om udvikling og fremstilling af medicin og farmaceutisk udstyr til hospitaler. De centrale job er Farmaceut, Farmakolog og Lægemiddelkonsulent

Desuden arbejder ingeniører med udvikling og anvendelse af elektroniske og mekaniske apparater til diagnose og behandling med avancerede systemer, der er baseret på informationsteknologi.

Sundhedsfaglige arbejdsområder
Videnskabelige medarbejdere med sundhedsfaglig eller miljøfaglig baggrund ansættes i stigende grad både i det offentlige og i private virksomheder. Se Læge, Tandlæge og Dyrlæge samt Psykologarbejde, se Psykolog og Psykoterapeut.

Mange akademikere er beskæftiget med forskning og analysearbejde inden for sundhedsområdet. Det gælder især naturvidenskabelige kandidater, men også en del samfundsfaglige fagområder.

Forebyggelse er et særligt område, der giver beskæftigelse til en række specialister, se mere i Miljøkonsulent, Kvalitets- og sikkerhedsmedarbejder.

Naturvidenskabeligt arbejde
Mange private og offentlige virksomheder ansætter videnskabelige medarbejdere til udviklingsopgaver og projekter. Opgaverne er ofte både praktisk og forskningsorienterede, fx arbejde med analyse, bearbejdning af data, udarbejdelse af rapporter mv. Se mere i Forsknings- og udviklingsmedarbejder. Andre områder er orienterede omkring produktion og drift, se Drifts- og produktionsleder mv. samt Kvalitets- og sikkerhedsmedarbejder.

Naturvidenskabelige arbejdsområder rummer job for ingeniører og teknikere samt bl.a. biologer, laboranter og produktionsplanlæggere.

Mange af de naturvidenskabelige kandidater arbejder med forskning og produktudvikling i industrien. De arbejder både med udvikling i bred forstand, produktion, kontrol og sikring af kvalitet og sikkerhed. Og de arbejder med at rådgive virksomheder om anvendelse af teknik og naturvidenskabelig knowhow.

Se mere om naturvidenskabelige job i Astronom, Biokemiker, Biolog, Fysiker, Geolog, Hospitalsfysiker, Levnedsmiddelkandidat, Matematiker og statistiker, Meteorolog

Ingeniørarbejde, se ingeniørarbejde.

Samfundsfagligt og juridisk arbejde
Samfundsfaglige kandidater finder typisk job inden for juridiske og økonomiske arbejdsområder:

Økonomi og revision, se Økonom og Revisor.

Juridisk arbejde, se AdvokatDommer, Jurist og Politifuldmægtig

Organisation, udvikling og rådgivning, se Organisationsmedarbejder og Virksomhedsrådgiver.

Akademisk administrativt arbejde inden for det offentlige, se Offentlig akademisk medarbejder.

Andre akademiske arbejdsområder
En lang række andre akademiske arbejdsområder er beskrevet i særskilte artikler:

Kultur- og museumsarbejde, se Arkæolog, Kulturmedarbejder, Konservator, Kunstformidler, Museumsformidler, Museumsinspektør, Musikpædagog, Organist og Zoologisk konservator.

Arkitektarbejde, design og planlægning, se Arkitekt og Landskabsarkitekt

Psykologarbejde, se Psykolog.

Teologisk arbejde, se Præst og Organisationsmedarbejder.

Læge, tandlæge og dyrlæge, se Læge, Tandlæge og Dyrlæge

Arbejdsplads

Akademiske medarbejdere ansættes i både offentlige og private virksomheder. De fleste er fastansatte funktionærer, men en del ansættes som projektmedarbejdere eller som konsulenter.

For humanistiske kandidater gælder i vidt omfang, at de i deres første job i karrieren ansættes til konkrete projekter eller på deltid i private eller offentlige virksomheder. De må ofte stykke deres arbejdsliv sammen af flere ansættelser, inden de finder fast ansættelse på fuld tid.

Ansættelse af akademiske medarbejdere sker i stigende omfang inden for industrien, inden for Videnservice, Handel, Transport samt Andre serviceydelser.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2016), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

PrivatKommuneStat
Arbejde med analyse og rådgivning inden for HR 39.436 kr.47.347 kr.36.297 kr.
Arbejde med personaleudvikling og -oplæring 37.861 kr.-36.674 kr.
Informationsmedarbejder, Informationsrådgiver34.324 kr.-34.905 kr.
Arbejde inden for sociologi, antropologi mv.34.400 kr.36.094 kr.36.701 kr.
Arbejde inden for filosofi, historie og statskundskab34.737 kr.34.759 kr.38.103 kr.
Journalistisk arbejde, Korrekturchef, Ordborgsredaktør37.916 kr.37.945 kr.41.039 kr.
Andet sprogvidenskabeligt arbejde29.848 kr.37.718 kr.-
Konference- og eventplanlægning31.074 kr.--
Andet arbejde inden for forretningsservice37.917 kr.-37.322 kr.
Andet juridisk arbejde45.639 kr.38.143 kr.35.707 kr.
Andet pædagogisk arbejde31.405 kr.30.224 kr.-
Forskning, udvikling og rådgivning (undervisningsmetoder)38.558 kr.43.231 kr.36.834 kr.
Bibliotekararbejde og andet informationsarbejde 37.178 kr.33.421 kr.32.849 kr.
Arbejde inden for samfundsøkonomi42.414 kr.37.411 kr.37.059 kr.
Arbejde inden for miljøbeskyttelse34.304 kr.--
Translatørarbejde ---
Tolkearbejde 28.956 kr.31.060 kr.-
Andet sprogvidenskabeligt arbejde29.848 kr.37.718 kr.-
Arbejde inden for fysik og astronomi 33.929 kr.-34.704 kr.
Arbejde inden for meteorologi 42.476 kr.-32.868 kr.
Arbejde inden for kemi 42.546 kr.--
Arbejde inden for geologi og geofysik 40.199 kr.-34.929 kr.
Arbejde med matematiske og statistiske metoder 48.389 kr.-36.142 kr.
Arbejde inden for biokemi 37.551 kr.-33.665 kr.
Arbejde inden for biologi, botanik, zoologi mv.36.923 kr.34.152 kr.35.177 kr.
Rådgivning inden for landbrug, skovbrug og fiskeri 33.580 kr.33.840 kr.32.499 kr.
Sundhedsarbejde ikke klassificeret andetsteds 34.682 kr.35.098 kr.-
Design af IT-systemer og analyse af forretningsprocesser 40.717 kr.-38.080 kr.
IT-projektstyring 39.734 kr.34.754 kr.35.847 kr.
Systemadministration37.854 kr.34.514 kr.33.313 kr.
Arbejde inden for religion25.663 kr.-31.764 kr.

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger

Akademikere i det offentlige er ansat efter overenskomst. Lønnen er opbygget som Ny løn, dvs. en basisløn plus en række tillæg.

Løn- og ansættelsesforholdene i kommunerne er nogenlunde de samme som dem, der gælder i staten.

Privatansatte akademiske medarbejdere er typisk ansat på kontrakt med stærkt varierende aflønning.

Fremtidsmuligheder

Væksten i akademikernes beskæftigelse er sket som et resultat af den generelle erhvervsudvikling. IT har i den forbindelse været en stærk drivkraft. Især nye virksomheder og virksomheder, der har ansat den første akademiker, er tilbøjelige til at ansætte flere.

Andre tendenser er, at mellemstore og store virksomheder er mere tilbøjelige til at ansætte akademikere. Geografisk gælder det især virksomheder i hovedstadsregionen, mens landkommunerne er mere tilbageholdende.

Private og offentlige virksomheder ansætter i stigende omfang akademikere til at udfylde jobfunktioner inden for strategiske og videnbaserede arbejdsområder.

Især kommunerne har i de senere år ansat et stigende antal akademiske medarbejdere til arbejdsområder inden for kommunikation, kvalitetsudvikling og ledelse.

Mulighederne for at avancere er afhængige af dine evner, dine resultater og den efteruddannelse, du tager.

Karrieremulighederne kan også ligge i at skifte til en anden branche, hvor du måske udnytter din særlige viden i højere grad.

Mere uddannelse

Akademikernes faglige organisationer arrangerer forskellige kurser.

Mere omfattende efter- eller videreuddannelse kan blandt andet fås på Professionshøjskolen Metropol eller via en masteruddannelse, fx Master of Public Administration og Master of Public Management.

Få mere at vide

Akademikernes Centralorganisation (AC)
www.ac.dk/

Dansk Magisterforening
www.dm.dk/

Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF)
www.djoef.dk/

Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark
www.hk.dk/

Mulige uddannelser

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Inspiration til valg af job og uddannelse.

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Interview med folk under uddannelse og i job.

Uddannelsessystemet
Uddannelsessystemet

Overblik over uddannelser og adgangsveje.

 

Hjælp til at vælge uddannelse - for dig i 8. og 9. klasse.

Se hvad man arbejder med i forskellige virksomheder.

Tag til åbent hus ude på uddannelsesstederne.