Maskinmester
Job

Maskinmester (job)

En maskinmester arbejder med at udvikle, forbedre og vedligeholde tekniske anlæg og energisystemer inden for mange forskellige brancher.

Fakta

Arbejdssteder:
Industrivirksomheder, Forsynings- og renovationsvirksomheder, Rådgivnings- og servicevirksomheder, Maskinindustri, Byggeindustri, Skibsfart, Offshore-anlæg
Stillingsbetegnelser:
Driftsleder, Produktionsleder, Driftsmester, Driftsvagt, Energikonsulent, Facility Manager, Maintenance Engineer, Salgsingeniør, Technical Manager, Teknisk sælger, Vedligeholdschef, Maskinmester, Maskinchef

Som maskinmester har du teknisk viden til at finde praktiske løsninger, der sparer energi og gør industriel produktion mere bæredygtig.

Du kan fx være teknisk leder i selskaber, der producerer energi og forsyner landet med el, vand og varme. Eller du kan have ansvar for, at tekniske anlæg i bygninger, fabrikker og på hospitaler kører stabilt.

Maskinmestre arbejder i virksomheder på land, men også til søs på skibe og offshore.

Foto © Aarhus Maskinmesterskole
Fold alle afsnit ud

Om jobbet

Maskinmestre arbejder fx med drift, produktion, energi, miljø, salg og udvikling. Fælles for mange er teknisk ledelse.

Mennesker og maskiner

Som maskinmester har du bred teknisk viden og forståelse for, hvordan motorer, maskiner og andre tekniske dele arbejder sammen i komplekse systemer.

Maskinmestre fungerer derfor ofte som ledere, der har ansvar for en gruppe af ansatte og for tekniske projekter og deres økonomi.

Energi og grøn omstilling

Som maskinmester kan du tage del i den grønne omstilling ved at arbejde med gas, vind, sol, vand eller andre energikilder.

Men du løser også opgaver inden for miljø og energi, hvis du er ansat til at varetage driften af tekniske anlæg og installationer på fx fabrikker, rensningsanlæg, hospitaler og skibe.

Salg og rådgivning

Som maskinmester kan du desuden arbejde som teknisk sælger og konsulent i ingeniørvirksomheder, der udvikler ny teknologi og automatiske anlæg til industrien.

Du rådgiver kunden og fungerer som bindeled mellem kunden og virksomhedens ingeniører.

Verden som arbejdsplads

Som maskinmester kan du stå for drift og vedligehold på handels- og passagerskibe. Så arbejder du til søs nogle måneder ad gangen.

Du kan også arbejde offshore med havvindmøller og på boreplatforme, eller du kan være ansat som rejsende medarbejder, der installerer og vedligeholder tekniske anlæg over hele kloden.

Arbejdsopgaver

De typiske arbejdsopgaver for en maskinmester er at:

  • Lede tekniske projekter
  • Sikre driften af et større teknisk anlæg
  • Rådgive om energiløsninger i industrien
  • Få flere tekniske systemer til at spille sammen
  • Tænke nye teknologier ind i en eksisterende produktion

Karriereveje

Som maskinmester kan du arbejde til lands og til søs, bl.a. som:

  • Teknisk chef, fx på hospitaler, uddannelses- og forskningsinstitutioner eller andre større offentlige virksomheder
  • Driftsleder, fx i industrivirksomheder, der producerer alt fra medicin og fødevarer til elektronik og maskindele - eller på kraftværker og andre anlæg, der producerer energi
  • Driftsvagt, fx i kontrolrummet hos virksomheder, der leverer strøm, vand og varme
  • Driftsrådgiver hos rådgivende arkitekt- eller ingeniørvirksomheder, fx inden for energi og miljø
  • Testingeniør i ingeniørvirksomheder, der udvikler nye produkter, fx robotter og anden automation
  • Teknisk projektleder, fx som bindeled mellem salgsafdeling, kunde, teknikere og udviklere
  • Teknisk sælger, der fungerer som bindeled mellem kunde, teknikere og udviklere
  • Maskinmester på handels- eller passagerskibe
  • Maskinmester offshore, fx med ansvar for teknisk ledelse, support og sikkerhed på offshore energianlæg

Maskinmestre kan også starte egen virksomhed og blive selvstændige.

Arbejdssteder

De fleste maskinmestre arbejder på land. Fx i virksomheder inden for:

  • Maskinindustrien
  • Byggeindustrien
  • Energiforsyning, fx fjernvarme, biogas mv.
  • Vindmølleindustrien
  • Rådgivende ingeniører

Som maskinmester kan du også arbejde til søs. Fx inden for:

  • Skibsfart på handelsskibe, passagerskibe eller i marinen
  • Offshore-industrien, fx vindmøller, bølgeenergi samt på boreplatforme

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2019), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Maskinchef, Skibsmaskinmester43.156 kr.--

Kilde: Danmarks Statistik

Indkomstoplysningerne gælder for ansatte i stillinger med ovenstående titler. Det dækker ikke selvstændige med eget firma. 

Sådan definerer vi indkomst på ug.dk

Uddannelsesvej

Når du har en erhvervsuddannelse, en gymnasial uddannelse eller et adgangskursus til maskinmesteruddannelsen, tager det 3-4,5 år at blive maskinmester.

Længden afhænger af, hvilken uddannelsesbaggrund du kommer med.

Læs om uddannelsen til maskinmester.

Andre veje

Du kan arbejde med maskintekniske opgaver på mindre fiske- eller handelsskibe, hvis du tager en uddannelse til skibsmaskinist.

Uddannelsen til skibsmaskinist kaldes også for den ”lille maskinmester”. Når du som minimum har bevis som befaren skibsassistent, tager det 1 år at blive skibsmaskinist.

Læs om uddannelsen til skibsmaskinist.

Mere uddannelse

Når du har opnået erhvervserfaring, kan du efteruddanne dig med en relevant diplom- eller masteruddannelse.

Diplomuddannelser

Se fx uddannelser inden for:

Se alle diplomuddannelser.

Masteruddannelser

Se fx:

Se alle masteruddannelser.

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Er du i tvivl om, hvad du vil være, så hent inspiration i jobartiklerne.

Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.
Klik og gå til siden, der præsenterer værktøjet Jobkompasset.

Få hjælp til at vælge job og se mulige uddannelsesveje.

To eVejledere i gang med vejledning.
To eVejledere i gang med vejledning.

Tag fat i vores eVejledere og få hjælp via telefon, mail eller chat.