PR- og kommunikationsrådgiver
Job

PR- og kommunikationsrådgiver

Virksomheders kommunikation i det offentlige rum kaldes public relations (forkortet PR). PR er altså en kommunikationsdisciplin, der arbejder med en virksomheds, organisations eller forenings interne og eksterne relationer.

Fakta

Arbejdssteder:
Virksomheder, Organisationer, Kommuner, Regioner og staten
Stillingsbetegnelser:
PR-rådgiver, PR-konsulent, Kommunikationskonsulent, Presserådgiver, Pressekontakt, Spindoktor

Kommunikation er udveksling af information, den samlede verbale og nonverbale interaktion mellem individer, virksomheder, institutioner, organisationer, producenter og deres kunder eller mellem myndigheder og befolkning.

Fold alle afsnit ud

Om jobbet

PR- og kommunikationsrådgiver
Rådgivningen kan foregå helt ned til den enkelte sætningskonstruktion.

Som PR-rådgiver eller kommunikationsrådgiver arbejder du med strategien for, hvordan en virksomhed, organisation eller person kan styrke og forbedre sin kommunikation med omverden, og på den måde fremstå tydeligere eller med højere status. Den daglige kommunikation udføres i praksis af en Erhvervssproglig medarbejder.

Kommunikation er altafgørende for virksomhedens eller organisationens omdømme, motivation og trivsel. PR-rådgiveren arbejder både med den interne kommunikation mellem ledelse og medarbejdere og den eksterne kommunikation mellem virksomheden og dens kunder. Kommunikationsrådgiveren beskæftiger sig dermed også med, hvordan virksomhedens markedsføring kan forbedres, og hvilket omdømme virksomheden generelt skal have i offentligheden.

PR-konsulenten rådgiver om anvendelse af imageanalyser, benchmarks og skræddersyede undersøgelser til at identificere de positive og negative faktorer, der har afgørende betydning for din virksomheds image. Når analysearbejdet er i orden, er det lettere at udvikle den rette strategi og kommunikationsplan, der effektivt kan opbygge din virksomheds kendskab og image over tid.

PR-konsulenter tilbyder både individuel sparring og assistance til kundevirksomhedens topledelse i forhold til konkrete kommunikationsopgaver, ligesom de laver mere overordnede træningsforløb til topledelsen i de vigtigste kommunikationsdiscipliner.

PR-konsulenter arbejder med alle former for pressearbejde og presserådgivning, budskabs- og indholdsudvikling, medietræning, kampagne-PR, digital og social PR, brand/kommerciel PR, problemhåndtering og krisekommunikation.

For at kunne arbejde som PR-rådgiver, skal man selv have solid erfaring med at producere kommunikation. At gå fra at være producerende til at være rådgivende betyder udfordringer personligt, fagligt og strategisk.

Kommunikationsrådgiveren arbejder tæt sammen med ledelsen om at oversætte ledelsens strategier til noget forståeligt for alle de relevante borgere, medarbejdere, forbrugere og så videre, der skal kunne forstå komplekse sammenhænge. Desuden arbejder de som sparringspartnere med virksomhedens kommunikationsmedarbejdere.

Andre opgaver kan handle om at optimere hjemmesider, tilrettelægge og forbedre nyhedsbreve, sørge for positiv omtale i medierne, udfærdige salgsbreve og rådgive om den bedste markedsføring.

PR- og kommunikationsrådgivere arbejder også med virksomhedens markedsføring, både traditionelt og online markedsføring. I særlige tilfælde kan rådgivningen omfatte personlig medietræning, hvor en fremtrædende medarbejder i virksomheden trænes i sin færden offentligt og i medierne i særdeleshed.

Selvstændige kommunikationsrådgivere arbejder som konsulenter på afgrænsede opgaver og projekter. De kan fungere som kundevirksomhedens PR-medarbejder, tekstforfatter og kommunikationsrådgiver.

De fleste rådgivere kan arbejde med både den traditionelle PR og kommunikation og med digital kommunikation på Facebook, Twitter, LinkedIn, Pinterest, Instagram mv.

En særlig kommunikationsrådgiver er den såkaldte spinddoktor, der er en politisk rådgiver for politikere eller et politisk parti. Spindoktoren rådgiver om kommunikation, både overordnet og i helt konkrete situationer, så politikeren eller partiet fremstår mest fordelagtig i medierne.

Spinddoktoren er ofte nært knyttet til den enkelte politiker og meget tæt på de politiske beslutninger.

Arbejdsplads

PR- og kommunikationsrådgivere er typisk ansat i større private og offentlige virksomheder, organisationer eller foreninger, herunder politiske partier, religiøse institutioner, fagforeninger og faglige sammenslutninger. Se mere om Offentlig administration og Organisationer og foreninger.

Andre er ansat i særlige PR- og kommunikationsbureauer eller i reklamebranchen. Enkelte arbejder freelance eller er selvstændige. Se mere om brancherne Advokatvirksomhed, Revision og bogføring samt Virksomhedskonsulenter foruden Reklame og analysebureauer.

Indkomst

Gennemsnitlig indtægt pr. måned for nyuddannede (2017), inklusive pension, tillæg, værdi af personalegoder mv.

 PrivatKommuneStat
Ledelse af reklame og PR35.762 kr.--
Kommunikationsmedarbejder35.235 kr.-36.408 kr.
Journalist, PR-arbejde, Kommunikationskonsulent37.811 kr.38.351 kr.40.363 kr.

Kilde: Danmarks Statistik

Se forklaring til lønoplysninger.

Fremtidsmuligheder

Udviklingen medfører, at opgaver til kommunikationsmedarbejdere og rådgivere bliver flere og bredere end tidligere. Derfor kan en kommunikationsmedarbejder arbejde i forskellige afdelinger og få mange typer af opgaver. Antallet af (ikke mindst selvstændige) PR-rådgivere har været stigende i det seneste årti.

Mere uddannelse

Forbundet Kommunikation og Sprog og Landsforeningen for Erhvervssprog og Kommunikation i HK (LAK) afholder en lang række forskellige kurser for erhvervssproglige medarbejdere.

Handelshøjskolerne udbyder en række korte eller længere kurser under åben uddannelse for bl.a. erhvervssproglige medarbejdere.

Mange tager et eller flere moduler på deltidsuddannelser eller en masteruddannelse for at udvide deres arbejdsområde, se fx:

Diplomuddannelser

Masteruddannelser

 

Få mere at vide

Forbundet Kommunikation og Sprog
www.kommunikationogsprog.dk

Dansk Journalistforbund
www.journalistforbundet.dk

Forbundet Kommunikation og Sprog
www.kommunikationogsprog.dk

HK/Privat
www.hk.dk

Beskæftigelsesmuligheder

Rigtig gode
Gode
Mindre gode

Kilde: Styrelsen for arbejdsmarked og rekruttering.

Inspiration

Interviewer med mikrofon
Interviewer med mikrofon

Claus Westergaard er 36 år og kommunikationschef i Holbæk Kommune. Han er uddannet cand. mag i...

Se job ud fra interesser, og få inspiration til dit valg af job og uddannelse.

Om at vælge uddannelse og karriere og om at være selvstændig.