job

Økonom

En økonom arbejder med tal og analyser og finder ud af, hvordan virksomheder og samfund bruger deres penge bedst muligt.

Om jobbet

Når regeringen vil sænke skatten, er det økonomer, der regner på, hvad det betyder. Det samme gælder, hvis en kommune vil bygge en ny sportshal, eller hvis en butikskæde vil åbne flere afdelinger. Som økonom analyserer du, hvordan økonomien ser ud i dag, og bruger det til at vurdere, hvad der kan ske i fremtiden.

Du arbejder med tal og modeller

I hverdagen bruger du matematiske modeller, ligninger og sandsynlighedsregning. Du kan fx undersøge, hvad det betyder, hvis staten hæver prisen på cigaretter eller skærer i SU'en. En vigtig del af jobbet er at kunne forklare dine beregninger, så andre kan forstå dem og bruge dem i praksis.

Fra priser til politik

Økonomer arbejder i mange slags job. Nogle hjælper virksomheder med at lægge budgetter eller finde steder, hvor der kan spares. Andre rådgiver om samfundsemner som arbejdsløshed eller grøn omstilling. Fælles for dem er, at de bruger deres viden til at finde løsninger på økonomiske problemer.

Mød en økonom

Mød Rune, der arbejder som økonom.

Videoen er produceret i samarbejde mellem Børne- og Undervisningsministeriet og Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Jobbet kort fortalt

Dine opgaver afhænger af, hvor du arbejder, og hvad du laver. Typiske opgaver kan være, at:

  • Udarbejde økonomiske analyser og prognoser
  • Analysere økonomiske nøgletal som fx tal for beskæftigelse eller prisudvikling
  • Arbejde med avancerede regnemodeller for samfundsudviklingen
  • Beregne de økonomiske konsekvenser af fx politiske forslag
  • Udarbejde regnskaber og budgetter
  • Rådgive virksomhedsledere og beslutningstagere
  • Formidle dine beregninger, analyser og prognoser

Beskæftigelsesmuligheder

Her kan du se, om det aktuelt er let eller svært at finde et job inden for branchen. Det kan hjælpe dig med at vurdere, hvilke muligheder du har, når du er færdiguddannet.

Økonom

Investeringsrådgiver

Sundhedsøkonom

Økonomichef

Finanschef

Finansanalytiker

Investeringsanalytiker

Løn og mere uddannelse

Vil du vide, hvad jobbet kan give i løn, eller hvordan du kan bygge videre på dine erfaringer og kompetencer? Læs mere i artiklerne om uddannelserne, der kan føre til jobbet.

Værd at vide

Mød en række økonomer uddannet fra Aalborg Universitet:

Senest opdateret 11. juli 2025