job

Labo­rant

Som laborant undersøger og tester du prøver af fx medicin og mad for at sikre, at kvaliteten er i orden.

Om jobbet

En leverpostej, en legetøjsbil eller en ny shampoo. Det er alle varer, som laboranter har testet, før vi køber dem i butikkerne. Som laborant er du med til at sikre mad uden bakterier, legetøj fri for tungmetaller og plejeprodukter uden skadelige kemikalier.

Forkerte stoffer og forurening

I laboratoriet kan du arbejde med prøver af alt fra hovedpinepiller og maling til juice og kosttilskud. Du skriver resultaterne ned og tjekker om indholdet er korrekt, eller om der er stoffer, som ikke må være der. Nogle laboranter analyserer også jordprøver, spildevand eller luft for tegn på forurening. 

Udvikling af nye produkter 

Laboranter deltager også i udviklingen af nye produkter. Du kan fx undersøge, hvor længe en fødevare kan holde sig, eller være med til at finde den rigtige blanding i en ny creme. De analyser, du laver, bliver brugt af andre til at tilpasse og gøre produktet klar til produktion.

Jobbet kort fortalt

Dine opgaver afhænger af, hvor du arbejder, og hvad du laver. Typiske opgaver kan være, at du:

  • Tager prøver og analyserer dem i laboratoriet
  • Tester indholdet i medicin, mad og kosmetik
  • Kontrollerer kvaliteten af produkter og råvarer
  • Er med til at udvikle og forbedre nye produkter
  • Skriver resultater og fører dokumentation
  • Vedligeholder udstyr og holder laboratoriet i orden
  • Arbejder sammen med kolleger fra andre faggrupper, fx læger og ingeniører

Beskæftigelsesmuligheder

Her kan du se, om det aktuelt er let eller svært at finde et job inden for branchen. Det kan hjælpe dig med at vurdere, hvilke muligheder du har, når du er færdiguddannet.

Laborant

Laboratorietekniker

Løn og mere uddannelse

Vil du vide, hvad jobbet kan give i løn, eller hvordan du kan bygge videre på dine erfaringer og kompetencer? Læs mere i artiklerne om uddannelserne, der kan føre til jobbet.

Værd at vide

Vejledning om uddannelse, job og karriere. Hele livet.

I tvivl, på opdagelse eller bare brug for en sparringspartner? Få hjælp af en professionel vejleder.

Tal med en vejleder

Senest opdateret 11. juli 2025