job

Entreprenør- og landbrugsmaskinmekaniker

Du vedligeholder og reparerer store maskiner til landbrug og byggeri, som fx traktorer, gravemaskiner og mejetærskere.

Om jobbet

En byggeplads ligger stille, hvis kranen ikke virker. En landmand kan ikke få høsten i hus, hvis mejetærskeren går i stykker. Når de store maskiner svigter, er der brug for hurtig hjælp. Som entreprenør- eller landbrugsmaskinmekaniker finder du fejlen og løser problemet, så arbejdet kan fortsætte.

Service af maskiner

En vigtig del af jobbet er at holde store maskiner som fx traktorer og gravemaskiner i god stand. Du laver serviceeftersyn, skiller dele ad, renser og udskifter dem. Nogle opgaver foregår på værksted, andre gange rykker du ud til en byggeplads eller et landbrug.

Fejlfinding med computer og værktøj

Fejlfinding fylder meget i hverdagen. Du bruger måleudstyr og computer til at tjekke systemerne og finde årsagen, når noget ikke virker. Det kan være fejl i el, styring eller systemer med væsketryk (hydraulik). For at forstå problemet skal du kende maskinens opbygning og kunne læse vejledninger, ofte på engelsk eller tysk.

Jobbet kort fortalt

Arbejdsopgaver

Dine opgaver afhænger af, hvor du arbejder, og hvad du laver. Typiske opgaver kan være, at du:

  • Vedligeholder og reparerer store maskiner
  • Laver serviceeftersyn og finder fejl med computer
  • Skiller dele ad og udskifter slidte komponenter
  • Reparerer hydrauliske og pneumatiske systemer
  • Finder og løser elektriske fejl
  • Renoverer brugte maskiner
  • Klargør og bygger nye maskiner op

Beskæftigelsesmuligheder

Her kan du se, om det aktuelt er let eller svært at finde et job inden for branchen. Det kan hjælpe dig med at vurdere, hvilke muligheder du har, når du er færdiguddannet.

Landbrugsmaskinemekaniker

Entreprenørmaskinemekaniker

Kranmekaniker

Løn og mere uddannelse

Vil du vide, hvad jobbet kan give i løn, eller hvordan du kan bygge videre på dine erfaringer og kompetencer? Læs mere i artiklerne om uddannelserne, der kan føre til jobbet.

Værd at vide

Vejledning om uddannelse, job og karriere. Hele livet.

I tvivl, på opdagelse eller bare brug for en sparringspartner? Få hjælp af en professionel vejleder.

Tal med en vejleder

Senest opdateret 10. juli 2025