interview med veterinærstuderende
Artikel

Veterinærstuderende

For 31-årige Mette Rhode har det været en lang rejse fra Viborg til det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, hvor Mette nu læser Veterinærmedicin (dyrlæge).

Hun har taget en del af landbrugsuddannelsen, arbejdet på Forskningscenter Foulum og læst biologi. For hende har den personlige udvikling været vigtig.

En lang rejse

Klokken er halv ni. Mens bilerne fræser afsted på resten af Frederiksberg, står Mette Rohde i en stald dybt inde på det Biovidenskabelige Fakultet og kæmmer en ko. Hun er i gang med sit speciale om resistens hos kvæglus. Hvor meget gift skal lusene have, og hvor mange dør?

Med lange strøg fører hun tættekammen ned ad koens hals. Koen står stille og ser ud til at være glad for lidt selskab. At Mette i dag står og leder efter lus på en ko, overrasker ikke mindst hende selv.

"Jeg er egentlig uddannet kontorassistent, men jeg fandt hurtigt ud af, at jeg ikke kunne sidde stille en hel dag. Der skulle ske noget mere. Jeg troede ikke, at jeg kunne komme ind på det Biovidenskabelige Fakultet. Det var alle dem med topkaraktererne, der gik der," fortæller hun.

For at komme videre fra kontoret tog hun hf-eksamen på VUC. Da det var overstået, var hun i tvivl om, hvad hun ville. Det var dog interessen for dyr, som i sidste ende afgjorde hendes valg.

interview med veterinærstuderende
Koen bliver gået efter i sømmene

"For at prøve nogle ting af tog jeg en del af landbrugsuddannelsen og begyndte at arbejde på Forskningscenter Foulum. Efterhånden begyndte jeg at tro på mig selv, og at jeg kunne blive dyrlæge. Det havde jeg aldrig troet, at jeg kunne. Men det kan jeg: Man kan hvad man vil, også selv om man begynder fra bunden, som jeg gjorde," siger hun med et fast blik.

Med en del af landbrugsuddannelsen og arbejdet på Foulum i bagagen søgte hun ind på det Biovidenskabelige Fakultet, men hun kom ikke ind. Hun begyndte at blive nervøs for, at det aldrig skulle lykkes.

"Jeg søgte i fire år, men kom ikke ind. På et tidspunkt er du nødt til at tænke dig om og overveje, hvad du vil lave, hvis du ikke kan blive dyrlæge. Så søgte jeg ind på biologi på Odense Universitet. Der gik jeg et år, og så blev jeg endelig optaget på veterinæruddannelsen."

På det tidspunkt boede hun med kæresten i Odense, hvor han arbejdede. Så det første halve år pendlede Mette frem og tilbage. Så flyttede de til Brøndbyøster, hvor de stadig bor.

Altid dyr omkring sig

Mette boede i sin barndom på et mindre landbrug 15 km uden for Viborg. Jorden blev lejet ud til en landmand, som også havde dyr på gården.

"Der var 19 tønder land og en masse gæs, svin, kalkuner, og så havde jeg min hest."

Da Mette endelig blev optaget på det Biovidenskabelige Fakultet, var hun meget glad, og begejstringen har hun stadig.

"Det var lidt af en omvæltning at begynde på det Biovidenskabelige Fakultet. På hf var jeg vant til, at mine klassekammerater var lidt ældre mennesker, der tog et fag en aften om ugen. På det Biovidenskabelige Fakultet er det unge mennesker, som kommer lige fra gymnasiet. Så der var lidt flere fester, end jeg var vant til, og flere end jeg orkede."

Manglende praktiske færdigheder

Foto af Mette der giver lusene gift
Lusene får gift i forskellig mængde

Der er intet praktikforløb på det Biovidenskabelige Fakultet. Det betyder, at Mette ikke har den praktiske erfaring, hun ønsker. Meget af studietiden har hun siddet bøjet over bøgerne og lært udenad. Hun føler ikke rigtig, at hun har prøvet at være dyrlæge på krop og sjæl.

"Jeg kunne godt tænke mig, at der var et praktikforløb, som fx lægerne har det. Ude på klinikkerne er der en vis forståelse for, at vi skal læres op i en del ting, når vi kommer.

"Nogle steder er det sådan, at du får lov til at lave de nemme ting i begyndelsen, men sådan er det ikke alle steder, særligt de ældre dyrlæger har nogle gange svært ved at forstå, at vi ikke kan alt."

På Statens Skadedyrslaboratorium deler hun lusene op efter alder og kommer dem i små beholdere. En pelslus bliver tre uger gammel. Når lusene er delt op, får de gift af forskellig styrke og bliver sat væk til næste dag, hvor de bliver undersøgt.

"Det første hold jeg lavede døde alle sammen - også kontrolgruppen der ikke får gift. Jeg kunne ikke helt forstå hvorfor, men det måtte være noget med omgivelserne. Så fandt jeg ud af at give lusene noget foder - altså hår og skæl - samt lægge dem på et blødt underlag. Så det bliver spændende, når jeg om lidt skal se, om det hold jeg lavede i går har overlevet."

Dyrlægeetik

Foto af Mette, der kigger i mikroskop
Lusene undersøges nøje

Hun smiler lidt nervøst, da hun henter lusene fra i går. Under et mikroskop begynder hun at kigge i beholderne for at se, om lusene lever, og om projektet går i den rigtige retning.

"Det ser ud til, at det er gået godt. Tænk at det skulle tage mig så lang tid at finde ud af, hvad der var galt," siger hun og griner forlegent.

Hun går i gang med at notere hvor mange lus i hver gruppe, der er døde efter gårsdagens giftangreb.

Når hun bliver færdiguddannet, er der grænser for, hvad hun vil gøre som dyrlæge.

"Jeg kan godt slå dyr ihjel, hvis de lider. Men kommer der et par, som skal flytte fra hinanden, og gerne vil have deres hund aflivet, fordi de tror, at den ikke kan leve andre steder end hos dem, så er det ikke mig, de skal komme til. Det vil jeg ikke være med til. Andre dyrlæger må godt gøre det, det er fint med mig, men jeg gør det ikke."

Det er over frokost, og Mette er færdig med den praktiske del af sit speciale for i dag. Nu går turen hjemad, hvor hun skal skrive dagens begivenheder ned, inden hun i morgen igen skal op for at kæmme sin ko.

Siden sidst

Interviewet er lavet i 2004. Mette er i dag ansat som dyrlæge i firmaet Skals Dyrlæger I/S.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler