interview med tømrersvend på byggeplads
Artikel

Tømrer

Kenneth mødte arbejdet med træ på ungdomsskolen og startede i lære hos en lille tømrermester allerede som fjortenårig.

Kenneth Stefan Skjødt, 37 år, er uddannet tømrer (Træfagenes byggeuddannelse) og ansat i entreprenørfirmaet MT Højgaard A/S i Gladsaxe.

Interviewet er lavet i 2007. Interviewet er derfor ikke nødvendigvis dækkende for interviewpersonens aktuelle forhold.

En sikker vej

”For omkring tolv år siden kom jeg til Højgaard & Schultz, som siden er blevet til MT Højgaard A/S. Jeg har været sammen med de samme folk stor set hele tiden.”

”Jeg har arbejdet med sikkerhed i 7 år, det betyder rigtig meget for mig."
”Jeg har arbejdet med sikkerhed i 7 år, det betyder rigtig meget for mig."

Kenneth arbejder på bygninen af en ny øjenafdeling til et hospital. Sjakket kom herud fra en stor renoveringsopgave på Nørrebro.

”Dér gik vi i lidt over to år. Jeg foretrækker dog at gå på nyt arbejde, hvor det er mere reelt og bare derudaf. På renoveringen blev jeg sikkerhedsmand, for der skete en del arbejdsulykker, især i et nedrivingsfirma, men også hos tømrerne. I tre en halv måned lavede jeg kun sikkerhedsarbejde, satte rækværker op, vinterforanstaltninger, afdækning af gulve.”

Det havde en stor effekt, antallet af arbejdsulykker faldt, og Kenneth var så tilfreds med det, at han er fortsat med sikkerhedsarbejdet. Bl.a. sidder han i sikkerhedsudvalget i sin fagforening og i MT Højgaard's interne sikkerhedsudvalg.

"Hver gang, jeg ser nogen gøre noget dumt, går jeg over og tager fat i dem. De kan godt blive aggressive, men når vi snakker om, at det er til deres eget bedste, kan de som regel godt se fornuften.”

Tømrer og snedker

Kenneth møder klokken seks og laver kaffe til kollegerne: ”Så spiser vi morgenmad, og så er det ud at arbejde. Jeg er som regel også en af de sidste, der går om aftenen.”

Sjakket har lige fået to mand mere. Senere kommer der to til og to til. De skal være 12 mand, før de er fuldtallige.

For tiden sætter de skillerum op. De laves af krydsfiner og gipsplader, som monteres på et skelet af stål.

Generelt udfører Kenneth og hans kolleger både tømrer- og snedkerarbejde. På nybyggeri skelner man ikke så meget, fortæller han. Noget andet er renovering i ældre huse:

”Skal der laves særligt snedkerarbejde som en speciel dør eller en trappe, laver vi det på værkstedet. Du kan ikke slæbe alle maskinerne herud, der skal være tørt og varmt, så det er meget nemmere på værkstedet.”

Det bedste ved jobbet er kollegerne

Gode kollegaer betyder alt for Kenneth: ”Det er det, der får mig til at springe ud af sengen kvart over fem hver morgen. Lønnen betyder selvfølgelig også noget. Og så skal det være sjovt at lave.”

Sikkerhedsarbejdet er spændende og udfordrende: ”Det kan være surt ind imellem at påpege det samme hele tiden, som om man skal opfinde den dybe tallerken hver gang.”

Kenneth har tidligere lavet gulvarbejde, men det var hårdt for ryggen og knæene: ”Der er godt nok kommet en masse hjælpeværktøjer, hvor man står op og banker brædderne sammen. Der er også en sømpistol, som du kan stå op og skyde med. Men det er seks år siden, jeg har lavet gulv. Jeg får stadig ondt, bare jeg skal ned og lave fodpaneler.”

Fremtiden hedder kurser

Kenneth vil fortsætte lige så længe, han kan: ”Det er fysisk hårdt arbejde, og så må tiden vise, hvor længe kroppen holder. På sigt kunne jeg godt tænke mig at uddanne mig.”

Han er blevet tilbudt flere job i fagforeningen: ”Fagforeningen har en masse kurser, der kunne være interessante, men jeg synes, det er lidt for tidligt. Der er også kurser i specielle former for tapning, gamle teknikker, som det kunne være sjovt at kunne.”

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler