interview med studieskifter
Artikel

Studieskifter

Det kan være svært at indrømme, at man har problemer, og endnu sværere at tale med andre om det.

Det ved 29-årige Andrea Littrup alt om. Da hun søgte hjælp, havde hun skiftet studie flere gange og var ved at give op. Til sidst endte det med en uddannelse i Pædagogik og international udvikling på Roskilde Universitet (RUC).

Ti-års jubilæum

I den ideelle verden bruger studerende på universitetet fem år på at tage deres universitetsgrad og undgår alt for mange sidespring. Men sådan går det bare ikke altid. Andrea Littrup kan til næste år fejre ti-års jubilæum i universitetsverdenen.

"Jeg tænker da nogle gange, når jeg møder mine venner fra mine tidligere studier, som for længst er færdige og godt i gang med karrieren og køber hus og alt muligt, at jeg bare er en taber," siger Andrea Littrup.

Andrea er godt klar over, at det ikke er alle, der tænker sådan, hvis overhovedet nogen. "Det er ofte kun dig selv, der tænker sådan, andre er da ligeglade med, at du har skiftet uddannelse. Det er mere normalt, end man lige går og regner med. Det er bare ikke noget, man taler om."

Tabu

Det tager flere timer for Andrea at redegøre for sin vej gennem uddannelsessystemet. På turen har hun studeret tysk, litteraturvidenskab, antropologi, international udvikling og pædagogik, krydret med udlandsophold og en lang række studiejob. En lang og besværlig vej.

Foto af Andrea ved sin computer
Når Andrea afleverer sit speciale, så er det afslutningen på en anderledes akademisk løbebane

"Jeg var lang tid om at finde ud af, hvad det var jeg ville. Virkelig ville - ikke bare hvad jeg var god til, men hvad jeg gerne ville lave resten af livet. Og der er universiteterne ikke til nogen hjælp. Ingen steder, hvor jeg har studeret, har man sagt til mig, hvad jeg faktisk kunne bruge min uddannelse til, når jeg engang var færdig. Hvis jeg havde fået lidt mere information, ville jeg måske have valgt rigtigt lidt tidligere."

Andrea er ved at lave sit speciale i pædagogik på RUC og kan snart se enden på sin uddannelse. At det har taget så lang tid, er hun ikke ked af, for hun har lært meget og haft det sjovt.

"Der er sådan set kun en ting, jeg fortryder, og det er, at jeg ikke var mere åben omkring min tvivl, for det havde nok gjort det lettere. Alle på universitetet går rundt og ser så målrettede ud og ligner nogle, der har tjek på alt og er dødsmarte. Jeg var alt for stolt til at indrømme, at jeg ikke vidste, hvad jeg ville," siger den 29-årige Andrea.

"Man føler sig så alene. Jeg troede, at jeg var den eneste i verden med den slags problemer, og jeg ville ikke afsløre over for andre, at jeg var i tvivl og på den måde vise, at jeg ikke var den tjekkede, smarte strukturerede studerende."

Søgte hjælp for sent

Tiden på universitetet gik, og Andreas problemer tårnede sig op. Det faldt hende ikke ind at søge hjælp.

"Jeg troede ikke, at andre kunne hjælpe mig. Det var jo mig, der var i tvivl, så det var mig, der skulle arbejde med problemet. Jeg tænkte ikke på at vende problemerne med andre. Det var først, da jeg slet ikke kunne komme videre, at jeg tog kontakt til Studenterrådgivningen, men det skulle jeg have gjort meget før."

Derfor råder Andrea alle med problemer til at få talt med andre om det. Og søge hjælp, hvis det står virkelig galt til.

Foto af Andrea der læser
Andrea troede, at hun var den eneste med store problemer og var for stolt til at tale om dem.

"Det er så vigtigt at tale om problemerne, og det burde være ganske naturligt. Men universiteterne undgår helst at tale for meget om studerende med problemer. De steder, man kan få hjælp, er som regel gemt væk i den fjerneste afkrog bag en palme. Det ville være godt med nogle workshops, hvor man kan få lidt perspektiv på sin uddannelse og tiden bagefter."

Selv om Andrea synes, det kunne have været nemmere, føler hun ikke, at hun har spildt årene på universitetet.

"Jeg spørger da nogle gange mig selv: 'Er jeg virkelig ikke kommet videre i mit liv, end da jeg begyndte for snart ti år siden?' Men det er jeg, jeg er kommet langt, jeg er bare kommet en anden vej end den slagne."

For ung til at vælge

Andrea har altid været kompromisløs i kravene til sig selv, og nogle gange har hun haft alt for høje forventninger til sig selv. Hun var dygtig i gymnasiet, og sådan skulle det fortsætte på universitetet. Hun har aldrig givet op, hvis der var noget, hun ville, heller ikke når tingene har set mest håbløse ud.

"Da jeg studerede i Tyskland, har jeg et par gange drevet mig selv til grænsen af, hvad jeg rent fysisk og psykisk kunne klare. På et tidspunkt kunne jeg ikke få SU, boghandlen, jeg arbejdede i, lukkede, og min opsparing var brugt op. Så boede jeg i pulterkammeret i mit tidligere bofællesskab, mens jeg tog mine sidste eksamener. Der var det lige før, at det hele var ved at være alt for meget."

Andrea kunne naturligvis bare tage hjem, men hjemme ventede et studie, hun overhovedet ikke kunne holde ud, problemer med at få godkendt eksamenerne fra Tyskland og spørgsmålet om fremtiden.

Efter tre semestre i Tyskland skulle hun hjem, og hun har efterhånden fundet ud af, at hendes plads er i feltet mellem antropologi og pædagogik. Det kan hun se nu, men det har kostet mange overvejelser og eksperimenter at komme til det resultat.

"Jeg tror faktisk ikke, at jeg kunne have gjort det anderledes, da jeg begyndte på universitetet. Jeg var 19 år og var ikke moden nok til at vælge. Jeg kunne ikke overskue konsekvenserne af mit studievalg. Jeg valgte tysk, fordi jeg var god til det. Og hvis det var sjovt i gymnasiet, var det sikkert også sjovt på universitetet. Stor fejltagelse."

"Mange unge er nok lidt forkælede. I gymnasiet får vi at vide, at vi kan blive, hvad vi vil. Vi tænker ikke så meget på fremtiden, for vi kan jo, hvad vi vil. Hver gang jeg har skiftet, har jeg sådan set ikke været i tvivl om, at det var lige mig, men det viste sig at være anderledes."

Den lange vej viser sig i sidste ende ikke at være spildt for Andrea. Den dag, hun afleverer sit speciale og får sin universitetsgrad, lykkes det alligevel.

"Jeg mener netop ikke, at jeg har lavet fejltagelser med mine studieskift. Tænk, hvis jeg havde taget en uddannelse og skulle arbejde med noget de næste 30 år, som jeg bare ville hade. Det havde været en fejltagelse."

Andrea mener, at det er vigtigt at tænke på, at det er i orden ikke nødvendigvis at følge normen, når man begynder på en videregående uddannelse. Derfor kan det godt blive sjovt og spændende at gå på universitetet alligevel.

Siden sidst

Interviewet blev lavet i 2004. Andrea tog i Tyskland en uddannelse, Facilitator af Systemiske Konstellationer, og arbejder i dag som pædagogisk konsulent på Center for Uddannelse og Kompetenceudvikling, Region Sjælland.

Se oversigt over flere interview.