interview med studerende med relevant studiejob
Artikel

Studerende med relevant studiejob

Det findes mange forskellige jobs til studerende. Kunsten går ud på at finde et job, som samtidig også er relevant i forhold til studiet.

Det gjorde 24-årige Louise Jakobsen, og i dag er hun fastansat som redaktionel medarbejder i det firma, hvor hun i sin tid arbejdede som studentermedhjælper.

Biblioteksjob var ikke sagen

Der sidder fire kvinder og kigger koncentreret ind i hver deres computerskærm. Den eneste lyd kommer fra fingre, som danser hen over tasterne. Pludselig stopper de alle med at skrive, løfter hovederne og smiler imødekommende. Et øjeblik bliver man lidt forvirret over den pludselige stilhed. Da man spørger efter Louise Jakobsen, rejser den blonde kvinde bagerst i lokalet sig.

"Det er mig," siger hun.

Louise er netop blevet fastansat. Hun var egentlig studentermedhjælper og arbejdede 15 timer om ugen, mens hun gik på Biblioteksskolen. "Det kan godt lade sig gøre at kombinere studierne med et job," siger Louise og griner, mens hun afslører, at hun har brugt lidt mere tid på arbejde, end det måske var fornuftigt.

Det var ikke Louises første studenterjob. Hun har tidligere arbejdet på Sundby Bibliotek og Hovedbiblioteket i København. Job, som umiddelbart lyder til at være det studenterjob, alle bibliotekarstuderende drømmer om.

"Jeg arbejdede ved skranken med udlån, aflevering og 'Du skylder ti kroner'. Det havde egentlig ikke noget med min uddannelse at gøre, da jeg ikke lavede informationssøgninger og alt det andet arbejde, bibliotekarer normalt laver," siger Louise Jakobsen.

"Det var ikke sådan, at jeg spildte min tid. Jeg talte med bibliotekarerne og fik et indblik i arbejdsgangen, og hvad et folkebibliotek er. Jeg fandt da ud af, at jeg ikke skulle arbejde på et folkebibliotek. I mit arbejde vil jeg hellere koncentrere mig om et område."

Louise valgte at stoppe på bibliotekerne, fordi hun gerne ville have et mere relevant job i forhold til sine fremtidige jobønsker. "Jeg tog først og fremmest jobbene for at tjene lidt penge. Men jeg syntes også, at det ville være smart at få noget erhvervserfaring, inden jeg skulle ud at søge job."

Medicinallovgivning og informationssøgning

Informationerne bliver undersøgt en ekstra gang for at være sikker
Informationerne bliver undersøgt en ekstra gang for at være sikker

Louise er ansat hos Tarius. Det er et firma, som arbejder med at organisere og gøre medicinallovgivningen tilgængelig for farmaceutiske virksomheder i forskellige lande.

I samarbejde med konsulenter, som arbejder i landene, finder Louise love og dokumenter, undersøger om de stadig er gældende og registrerer dem i en database. I øjeblikket har firmaet gang i en række nye projekter. Louise bruger derfor meget af sin tid på at sikre, at databasernes indhold er korrekt. Når den fase er overstået, skal hun være med til at udvikle nye projekter.

"På biblioteksskolen arbejdede vi meget med informationssøgning, og den del af min uddannelse er meget relevant i mit arbejde hos Tarius."

"Det gode ved studiejobbet i Tarius var, at jeg fik ansvar for mit eget område. Det var rart at prøve. På biblioteket var arbejdet ikke så selvstændigt, fordi du ikke selv bestemte, hvordan du ville prioritere din dag."

"Det kan da godt være lidt skræmmende at have dit eget område, hvis du får tænkt lidt for godt over det. På den anden side er det også vildt fedt, at dit arbejde pludselig bliver regnet for noget."

Studiejob via netværk

 Informationerne bliver struktureret og organiseret
Informationerne bliver struktureret og organiseret

Det var Louises holdkammerat Tine, som hjalp Louise med at få jobbet. Tine og Louise sidder i dag på kontor sammen.

"Det har virkelig været en genvej for mig at have et studiejob. Hvis jeg ikke havde haft studenterjob her, så skulle jeg have været i gang med at skrive ansøgninger og gå til jobsamtaler. Det slap jeg heldigvis for."

"Jeg gjorde egentlig intet specielt for at gøre mig bemærket. Jeg tænkte da over, om der måske kunne være et job til mig, når jeg engang var færdig på Biblioteksskolen, men det gik noget hurtigere, end jeg havde regnet med."

Efter 3 måneder som studentermedhjælp spurgte Louise sin chef, om der eventuelt var et job til hende i Tarius og fik det.

"Det var på en måde en svær overgang fra at være studentermedhjælper til at være almindelig ansat. Der er forskel, men jeg kan ikke rigtig sætte fingeren på, hvad der er anderledes, om det er det faglige eller det sociale."

Da Louise vender tilbage på kontoret sidder hendes kolleger stadig foran hver deres computerskærm, hvor de får styr på lovgivningen på vidt forskellige sprog.

På Louises bord flyder det med papirer, notater og ordbøger. For fire en halv måned siden var hun studerende med et studiejob - i dag fastansat bibliotekar.

Siden sidst

Interviewet blev lavet i 2004. Louise er i dag ansat som Clinical Document Manager i Ferring Pharmaceuticals.

Se oversigt over flere interview.