interview med sosu-assistent på plejehjem
Artikel

Sosu-assistent på plejehjem

”Som ung på hjælperuddannelsen syntes jeg, det var fint, men på assistentuddannelsen, hvor jeg var blevet noget ældre, syntes jeg, det var benhårdt. Det var frustrerende og stressende, det var hæsligt og det var godt. Det var det hele!”

Pia Wehnert, 45 år, fortæller om sin seneste uddannelse. Hun har taget Kontoruddannelsen, social- og sundhedshjælper samt social- og sundhedsassistent. Pia er ansat på Plejecentret Tre Ege i Jægerspris.

Interviewet er lavet i 2009. Interviewet er derfor ikke nødvendigvis dækkende for interviewpersonens aktuelle forhold.

Hovedpine over at lære

I første omgang tog Pia en uddannelse som social- og sundhedshjælper og fik job på Tre Ege i 1996. Men skolemiljøet trak, og sammen med en kollega og veninde tog hun assistentuddannelsen, som sluttede i 2008.

”Man sidder jo i en klasse, hvor nogle kommer lige fra folkeskolen. Og så er der mig, som skal have det hele ind med skeer.”

”Jeg havde konstant hovedpine. Min kontaktlærer spurgte, hvor vigtigt det var at få gode karakterer. Tja, ret vigtigt! Så må du gå ind og prioritere, hvilke fag der er vigtigere for dig end andre. Koncentrér dig om de vigtigste. Og det hjalp!”

Fag som psykologi, psykiatri, fysiologi og anatomi var klart vigtigere for Pia end andre.

Meget knyttet til de ældre

Pia med et elektronisk kæledyr, som centret afprøver.
Pia med et elektronisk kæledyr, som centret afprøver.

Pia møder klokken syv. De tre assistenter på afdelingen briefer hinanden om, hvordan gårsdagen og natten er gået.

Derpå fordeler de opgaverne. Alle er ’primær’ for nogle beboere, dvs. fast omsorgsperson, så de ældre oplever en vis ensartethed og tryghed. Centrets beboere er ikke fysisk, men mere psykisk krævende.

Personalet går i gang med at hjælpe beboerne op. En skal måske have kontakt til sin læge, andre skal have deres medicin.

Når beboerne er oppe, laver Pia dokumentation. Beboernes medicin skal doceres og dokumenteres. Andre skal have en injektion eller skiftet kateder.

Det er også assistenterne, der har opgaven med beboere, som er døende: ”Jeg tager kontakt til lægen og kontakter de pårørende og laver det nødvendige arbejde i forbindelse med dødsfaldet.”

”Der er nogle dødsfald, der er værre end andre,” fortæller Pia. ”For nogle er det en lettelse, for andre er det trist. Hvis der er tale om en beboer uden pårørende, skal man turde forholde sig til det. Turde er måske ikke det rigtige ord, men man skal være parat til at gå ind i det.”

”Man bliver meget knyttet til dem og lærer dem rigtig godt at kende med alle deres finurligheder. Beboerne er jo min anden familie. Så når de skal dø, er det jo ikke en vildt fremmed!”

Kram og knus

"Dødsfaldene er jo noget særligt, man er jo knyttet til personen."
"Dødsfaldene er jo noget særligt, man er jo knyttet til personen."

Pia kan godt lide den tætte kontakt til beboerne. At man kommer tæt på dem og deres pårørende.

”Vi giver mange kram og knus her på afdelingen. Centret er deres hjem, selvom de ikke selv har valgt deres naboer. Der kan godt opstå konflikter. Men så må man skrue bissen på - og bruge humor!”

Vil gerne blive

”Der er rigtig mange muligheder på et center som det her. Både i det daglige arbejde og med hensyn til kurser og uddannelse.”

”Da jeg gik på orlov for at blive assistent, tænkte jeg, at jeg ikke ville tilbage hertil. Jeg skulle prøve noget andet, men sygehuset var slet ikke mig. Og heller ikke psykiatrien. Det var spændende, men svært.”

”I sidste praktikperiode ville skæbnen, at jeg havnede her, godt nok på en anden afdeling. Det var ikke meningen, men det slog mig, hvor rart her var. Så da jeg blev spurgt, om ikke jeg ville komme tilbage som assistent, sagde jeg straks ja.”

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler