interview med skuespiller
Artikel

Skuespiller

At være skuepiller er ikke så glamourøst, som det måske lyder. I hvert fald ikke for 28-årige Maria Rossing.

Det var heller ikke derfor, hun blev skuespiller. Allerede som ganske lille pige drømte Maria om at stå på scenen, og nu er hun fastansat skuespiller på Det Kongelige Teater. Vejen dertil kostede nerver, sved og tårer.

Ingen glamour

Maria Rossing sidder og drikker te af en gammel hvid tekop med turkis hank. Bag hende i et slidt karlekammerskab spiller stereoanlægget Yves Montand. Et liv langt fra den luksus mange forestiller sig, skuespillere lever i.

"Det er jo mange skuespillere inklusive mig selv, der aldrig bliver berømte og får en bid af glamourkagen. Jeg er på den anden side også i tvivl om, hvorvidt den smager godt. Hvis man kun vil være med for glamourens skyld, så synes jeg, at man skal vælge at lave noget andet," siger hun.

"For det er også hårdt arbejde at være skuespiller med prøver, skæve arbejdstider osv. Hvis man vil være skuespiller, så skal man købe hele pakken og ikke kun stræbe efter berømmelse, for så bliver det for surt."

På det mørke spisebord ligger Klaus Manns roman Mefisto. Maria behøver ikke mange opfordringer til at fortælle om bogen. Efter en længere beretning bliver hun opmærksom på sin talestrøm og afbryder sig selv.

"Jeg skal spille med i Mefisto til efteråret. Jeg ved endnu ikke, hvilken rolle jeg skal spille. Det er en virkelig god bog, så jeg glæder mig meget."

Forberedelse

Foto af Maria siddende ved et bord
Maria er meget optaget af Klaus Manns Mefisto

Hun har læst bogen som et led i forberedelserne til stykket, men ellers er Maria forsigtig med at dyrke forberedelserne.

"Jeg passer på med ikke at overdrive forberedelserne. Da jeg var i praktik på teaterskolens tredje år og skulle være med i 'Familiefortællinger', læste jeg om serbisk historie og gik virkelig i dybden. Da jeg så kom til læseprøven, ville instruktøren noget helt andet, end jeg troede, og så var det faktisk svært lige pludselig at skulle hoppe over på en anden hest."

Maria læser normalt stykkerne igennem tre-fire gange og koncentrerer sig om at lære sine replikker udenad.

"Det er da svært ikke at tænke frem og forestille sig forskellige ting og få ideer, associationer og få en følelse af, hvad det er for et menneske, jeg skal spille. Det er fint nok, men at begynde at oprulle verdenshistorien er for meget."

Når så Maria står på scenen, kan meget ændre sig, selv om hun har øvet replikkerne og scenen et utal af gange.

"Hvis det begynder at blive rutine, og du tror, at nu kan du det bare, så er det næsten sikkert, at det går galt. Det er mærkeligt, at det er sådan, men det skal du være forberedt på."

"Nogle gange kan en replik pludselig give en helt ny mening, fordi den blev sagt på en anden måde. Derfor kan det i gode tilfælde være en helt ny forestilling hver aften."

En svær begyndelse

Allerede som helt lille spillede Maria teater. Det gav hende en chance for at undersøge teaterverdenen nærmere.

"Jeg har altid gerne villet være skuespiller, og fra jeg var 10 år, var jeg med i et børneteater. Så på den måde prøvede jeg, hvad det vil sige at stå på en scene, inden jeg søgte ind på teaterskolen".

"Det er sådan set meget privilegeret, da mange af dem, der vil være skuespillere, ikke aner, hvad de går ind til. Jeg synes, folk skal prøve at stå på en scene, inden de beslutter sig," tilføjer Maria.

Foto af Maria, der læser højt fra et manuskript
En del af en skuespillers arbejde sker hjemme.

Selv om Maria havde stået på en scene flere gange, blev hun overrasket over, hvordan der var på Statens Teaterskole. Det tog hende temmelig lang tid at vænne sig til skolen.

"I begyndelsen var jeg ikke glad for at gå der. Miljøet var meget fremmed for mig, og jeg følte mig ikke særlig hjemme, selvom undervisningen er meget pædagogisk og fri."

" Du føler bare, at du er den dårligste i hele verden, fordi du bliver sat til det, du ikke kan finde ud af i forvejen. I amatørsammenhænge havde jeg været dronningen, og nu blev jeg reduceret til en pissemyre, der intet kunne. Det var mægtig svært," indrømmer Maria.

"Jeg var ikke glad for det, men det faldt mig ikke ind at holde op. Jeg kunne godt se, hvad jeg arbejdede hen imod, og at der kom noget på den anden side. Og de ældre elever kunne forsikre mig om, at det blev bedre, og at de også have haft det hårdt."

Ledestjernen

Maria har en leveregel, hun arbejder ud fra. Den er grundlaget for det meste af det, hun laver på sit arbejde.

"Det er vanvittig vigtigt, at du har det godt med det, du laver. Det må godt være svært, og du vil blive frustreret, men som ledestjerne har jeg, at det skal være sjovt."

Hvor folk på andre arbejdspladser ofte har de samme kolleger dag ud og dag ind, er det anderledes for skuespillere.

"Det, jeg godt kan lide ved faget, er, at du hele tiden optræder i nye sammenhænge. Nye skuespillere, instruktører, stykker, stemninger og nye rum. Det er simpelthen fantastisk."

"Skuespillere er jo ikke, som folk er flest, så jeg møder utrolig mange spændende mennesker. Det er en speciel måde at være sammen på. Hvis du er på turne, så er du sammen med andre skuespillere hele tiden."

Dansede sig i form

Foto af Maria, som ligger og læser
Maria læser det litterære forlæg til stykket

Mange håbefulde unge søger hvert år ind på teaterskolerne. Maria skulle bruge to forsøg for at blive en af de otte, der bliver optaget. Nogle forbereder sig i måneder, mens andre tager timer hos skuespillere. Maria valgte sin egen måde.

"Jeg stod hjemme i stuen og forberedte mig og brugte min egen fornemmelse. Når jeg tænker tilbage på det, så var det sindssygt naivt og amatøragtigt. Jeg var da også utrolig bange for ikke at være god nok."

Maria var blandt de sidste få udvalgte, men blev ikke optaget første gang. Efter prøven blev Maria rådet til at arbejde mere med sin krop. Så hun tog til Aarhus, hvor hun dansede indtil prøven året efter.

"Anden gang havde jeg vildt meget overskud og var i meget bedre form. Det er stadig hårdt, for du er stadig ikke herre over situationen. Du står foran en jury på 8-12 mennesker, du er i dine nervers vold, og du har intet apparat til at kontrollere dine følelser."

"Du er enormt sårbar og letpåvirkelig. Det er rædselsfuldt, men det må jo ikke være for rædselsfuldt, da det jo er det, du skal vænne dig til at gøre. Det skal du faktisk tænde på".

Maria blev optaget og har siden 2002 arbejdet som skuespiller. Hun er netop blevet fastansat på Det Kongelige Teater. Om hun så får en større bid af glamourkagen, tvivler hun på, men hun er på den anden side også helst fri.

Siden sidst

interviewet blev lavet i 2004. Maria er i dag (2018) fastansat på Det Kongelige Teater. Hun har desuden medvirket i række film og tv-serier, ligesom hun i 2006 modtog en Reumert for Årets kvindelige hovedrolle for rollen som Grusche i Den kaukasiske kridtcirkel.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler