interview med hospitalsportør
Artikel

Portør

Gunnar Jønsson, 47 år, har altid godt kunne lide at arbejde med mennesker, men det var alligevel lidt tilfældigt, at han endte som portør på skadestuen på Gentofte Hospital.

I starten lige efter færdiggørelsen af portøruddannelsen var han bange for at skulle arbejde på skadestuen, men han fortryder det ikke.

Interviewet er lavet i 2007. Interviewet er derfor ikke nødvendigvis dækkende for interviewpersonens aktuelle forhold.

Fra ledig til portør

"Det er det bedste, jeg har gjort,” siger han. ”Det var faktisk Arbejdsformidlingen, der sendte mig ud for at tage portøruddannelsen, da jeg nævnte for dem, at det var noget, jeg måske kunne tænke mig. Så jeg har vel egentlig selv valgt det,” siger Gunnar, der blev færdig med portøruddannelsen i 1999.

Før han blev portør, kendte han intet til hverken uddannelsen eller jobbet: ”Men det var nok det med at have med mennesker at gøre, der trak.”

De første to år arbejdede Gunnar som portør på medicinsk afdeling: ”Det var også udmærket, men der vidste jeg, hvad jeg skulle lave hver dag. Sådan er det ikke på skadestuen! Og det er fedt!"

Nogle gange skal du tude

Gunnar ved aldrig, hvor mange alarmer han vil få i løbet af en dag.
Gunnar ved aldrig, hvor mange alarmer han vil få i løbet af en dag.

”Der er ikke to dage, der er ens. Jeg ved aldrig, hvad dagen bringer, når jeg møder på arbejde, men det er det, jeg godt kan lide.”

Han bærer det lille apparat på sig: ”Vi bliver tilkaldt, hvis der kommer traumepatienter, hvor vi fx skal ind og hjælpe med at stoppe blødninger, eller ved hjertestop. Dér skal du smide alt, hvad du har i hænderne og bare i gang. Det sætter gang i adrenalinen!”

Arbejdet kan være et hårdt psykisk: ”Du ser nogle grimme ting. Nogle gange er det fx små børn, vi har med at gøre, men så sørger vi for at evaluere med hinanden bagefter. Og nogle gange skal du tude, for at komme ud med det,” fortæller Gunnar, der har valgt både at have dag-, aften- og nattevagter.

”Det handler om at have situationsfornemmelse. Når man er på, er man virkelig på, og så gælder det om ikke at komme med en eller anden joke, hvis der fx er tale om pårørende til en afdød,” siger Gunnar.

Foruden alarmkaldene kører han også patienter til scanning eller gør afdøde i stand.

Kontakt er vigtig

Udfordringer er der nok af i jobbet: ”Jeg er blevet stærkere psykisk af at være her."
Udfordringer er der nok af i jobbet: ”Jeg er blevet stærkere psykisk af at være her."

For Gunner er en vigtig del af jobbet det sammenhold, der er på skadestuen: ”Vi er en sammentømret enhed, og vi har også meget sjov. Det, tror jeg, man er nødt til i sådan en hverdag, for det kan sgu være barsk nogen gange.” fortæller Gunnar, "men kontakten til patienterne er en vigtig ting."

"Der er ikke noget, der kan vælte mig, lige med undtagelse af når det handler om små børn. Det vænner jeg mig sgu aldrig til. Til gengæld er det så herligt, når det lykkes at genoplive dem. Det er skønt at hjælpe, og det er skønt, når der kommer én med hjertestop, og det går godt,” siger han.

Meget gerne blive

Som portør er der mulighed for at tage kurser sideløbende med arbejdet: ”Jeg har taget nogle kurser om psykisk syge, om de døende og om de pårørende,” forklarer Gunnar, der meget gerne vil blive på skadestuen.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler