interview med ph.d studerende på DTU
Artikel

Ph.d.-studerende

I de seneste tre år har 31-årige Karin Nordström Andersen forsket i, hvordan man kan forbedre hastigheden på internettet.

Hun er uddannet Cand.scient og er nu ph.d.-studerende på Center for Communications, Optics and Materials (COM) på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

Det Rene Rum

Først tager man den lyseblå hætte på. Bagefter forsøger man at tage dragten på, uden at den rører gulvet. Det er ikke så nemt, som det lyder.

Så sætter man sig på bænken og svinger benene over på den anden side og tager overtræksstøvler på. Til sidst stikker man hænderne i et par hvide latexhandsker. Og så er man klar til at gå ind i Det Rene Rum. Tror man.

Foto af Karin ved mikroskop.
Kredsløbene bliver undersøgt nøje under et kraftigt mikroskop

"Du skal lige spytte dit tyggegummi ud. Det må ikke komme med ind i laboratoriet," siger en dame, som også er klædt i en lyseblå dragt.

Laboratoriet eller Det Rene Rum, som det også bliver kaldt, er et rum, hvor der skal være fuldstændigt rent. Selv de mindste støvkorn kan ødelægge de små integrerede kredsløb, man laver her. Kredsløbene er så små, at de kun kan ses under et mikroskop.

De mennesker, der arbejder i Det Rene Rum, ligner enten forvoksede smølfer eller skuespillere fra en science fiction-film. De er vant til at gå rundt i tøjet, og det ser ikke ud til at genere dem.

Karin Nordström Andersen lægger en cirkelformet plade ind under et mikroskop. Hun justerer mikroskopet og langsomt kommer de 80 små kredsløb, hun har lavet, til syne. Hver enkelt er kun få mikrometer store.

Billigere chips

I tre år har hun arbejdet som ph.d.-studerende og har netop afleveret sin afhandling. Hun har forsket i optiske chips, og hvordan man kan gøre dem mindre og billigere med mere komplekse funktionaliteter. Eller sagt på en anden måde: Billigere chips, der kan mere.

"Jeg plejer at sige, at jeg forsker i, hvordan man kan gøre internettet hurtigere og forbedre kvaliteten af vores telefonsamtaler uden at komme ind på alle de tekniske detaljer," siger Karin Nordström Andersen.

Hvornår almindelige mennesker får glæde af Karins forskning, ved hun ikke.

"Teknologien er der, men det er bare ikke gode tider for den slags i øjeblikket. Der er ikke rigtig nogen, der tør investere i ny teknologi. Det er eftervirkningen af dot.com-boblen, der brast, og 11. september."

Et omfattende projekt

Som ph.d.-studerende skal hun undervise studerende, selv have undervisning, og så skal hun lave sit forskningsprojekt. Det kan virke som meget, men netop variationen har Karin været glad for.

Foto af Karin ved syrebad.
Karin ætser printpladerne, så kun de ønskede printbaner er tilbage

"Det er enormt rart, at din dagligdag er så afvekslende. Der er meget stor frihed i jobbet, du kan stort set selv planlægge, hvor og hvornår du vil lave hvad. Det har været sjovt selv at skulle bestemme."

Karins projekt har et par gange været ved at vokse hende over hovedet. Hun havde svært ved at begrænse sig.

"Det kan være skræmmende at stå med sit kæmpe projekt og være i tvivl om, hvad der skal være den røde tråd. Du skal arbejde med det i tre år, så du bliver nødt til præcist at vælge ud, hvad det er du vil med projektet."

"Det er rart, når du virkelig har haft brug for hjælp, at du så kan tage fat i din vejleder eller en kollega og sige 'Jeg har lige brug for at få diskuteret nogle ting igennem.' For du løber ind i nogle døde ender".

Den faglige sparring er ikke den eneste fordel ved at arbejde på et universitet. Selve stemningen er hun også glad for.

"Jeg kan enormt godt lide det miljø, der er på DTU. Der er mange udenlandske studerende, og undervisningen foregår ofte på engelsk. Du lærer en masse om udenlandsk kultur og forskning."

Et mandefag

Foto af Karin, der undersøger printpladen.
Inden printpladerne bliver skåret ud til små kredsløb, undersøger Karin dem lige en sidste gang

Det er mest mænd, man møder på gangene på DTU. Der er dog kommet flere kvinder end tidligere.

"Jeg tænker ikke over den skæve kønsfordeling nu, men da jeg begyndte at læse, syntes jeg, at det var irriterende, at der var så få kvinder. Der var utrolig meget fokus på en. Alle vidste, hvad du havde lavet, hvem du havde snakket med, om du havde været til forelæsning. Der kommer heldigvis flere kvinder til, det synes jeg er rart, men der er lang vej endnu."

Af de ca. 100 ansatte, der er på COM (Center for Communications, Optics and Materials), som er den afdeling, hvor Karin arbejder, er der 6-8 kvinder.

"Du kan godt mærke, at de kvindelige studerende synes, det er rart, at de studerer et sted, hvor der arbejder kvinder. Det er pudsigt, at i andre lande er fysik ikke et mandefag som i Danmark. I Spanien eller Italien har de ikke den opdeling."

Den usikre fremtid

Karin har efterhånden skiftet job en del gange i sin korte karriere - og nu skifter hun igen.

"Det kan være lidt af et rakkerliv, da du som regel bliver ansat på korte kontrakter. De løber så nogle få år, og så skal du finde et nyt projekt, du kan være med på, eller du kan søge om penge til at lave dit eget projekt."

Karin har da også været fristet af at søge et job i industrien, hvor hun ville slippe for bekymringerne om sin fremtid. Indtil videre er det blevet ved tanken.

"Det er netop miljøet på DTU, jeg godt kan lide. Her kommer folk fra industrien, vi samarbejder med, her kommer forskere fra hele verden, og så er der de studerende. Den blanding tror jeg ikke, at du finder andre steder."

Derfor bliver hun også på DTU og skifter fra COM til MIC (Institut for Mikro- & Nanoteknologi), hvor hun skal arbejde med nanoteknologi. Hun har tidligere arbejdet på MIC som processpecialist, inden hun blev ph.d.-studerende.

"Da jeg var færdig på universitetet, havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle tage en ph.d. Jeg tænkte: 'Aldrig mere eksamen, det vil jeg ikke mere.'"

"Jeg fik arbejde på MIC, men efter et år begyndte jeg at savne forskningen. Det var der ikke så meget tid til, da jeg havde travlt med at vedligeholde udstyr, undervisning og instruktion af de studerende, hvor jeg det mest af tiden var i Det Rene Rum".

Da Karin så fik tilbudt at arbejde med telekommunikation som ph.d.-studerende, slog hun straks til.

Det er tre år siden. Og måske kan vi en dag tale problemfrit i telefon over nettet, og måske bliver det lynhurtigt at downloade film. Hvis det sker, så kan det være, at Karin har haft en chip med i spillet.

Siden sidst

Interviewet blev lavet i 2005. Karin er i dag ansat som technical writer hos GEA Niro, en dansk virksomhed, der har specialiseret sig i udvikling, design og konstruktion af produkter i pulverform, granulat eller agglomeret form.

Samtidig sidder hun i bestyrelsen for Women in Physics in Denmark, et netværk for fysikere.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler