Man skal kunne se selv i øjnene
Artikel

Man skal kunne se sig selv i øjnene

Fælles for alt det, Catrine har beskæftiget sig med, er interessen for, hvordan vi som mennesker udvikler os, når vi fokuserer energien rigtigt.

Catrine Engelgreen er født 1975. Hun er uddannet salgsassistent i Dansk Supermarked, markedsøkonom og folkeskolelærer. Desuden er hun certificeret coach.

Ud over at have arbejdet som folkeskolelærer, har hun været sælger hos tobaksvirksomheden House of Prince, Roomservice ansvarlig på et internationalt hotel, Project Manager i et eventbureau og Reception Manager i et marketingbureau.

Hendes karriereskift er foregået i flere omgange. Hun har i nogle år været selvstændig foredragsholder og er senest desuden blevet ansat som Senior Account Manager i rådgivningsvirksomheden AS3. 

- Hvad fik dig til at søge job som ansat? Du var- og er jo stadig selvstændig.

"Jeg var meget bevidst om, at jeg havde brug for at komme ind i et fællesskab for at være med til at rykke noget sammen med andre - jeg har jo været foredragsholder og arbejdet alene i mange år. Jeg blev overrasket over, hvor meget jeg havde lært og fået med mig fra min iværksættertid."

- Du har foretaget en del skift på din vej. Har der været nogle mere eller mindre smertefulde skift imellem? Har du været tvunget til at skulle tænke i nye baner?

De meget bevidste valg
"Det handler om, hvorvidt man kan skabe værdi både for virksomheden og for sig selv."

"Det har været velovervejet hver gang. Det har meget handlet om værdisættet. Hvad kan jeg være med til? Og hvad kan jeg ikke være med til? Jeg er opvokset i Nordjylland, og min far har lært mig sådan helt grundlæggende, at man skal kunne se sig selv i spejlet. Den har jeg brugt hele vejen."

- Hvad mener du?

"Et er, at du kan skabe værdi til din arbejdsplads? Noget andet er, kan du skabe værdi for dig selv også? Altså om man se sig selv i spejlet over det, man afleverer, og om man kan se sig selv i øjnene? Dér må jeg bare sige, at jeg er meget tro mod mig selv. Jeg synes livet er for kort til at sige: Nu sørger jeg lige for at holde ud! Der er jo nogle, der bliver, fordi det vil se bedst ud på deres CV."

Prisen for et karriereskift

- Men det koster jo noget hver gang at afbryde en karriere?

"Ja, dels koster det jo noget økonomisk hver gang, du tager et skift eller giver dig selv en tænkepause. Men jeg har valgt ikke at have så høje materielle krav."

"Dér har jeg skruet ned. Hvad gør dig rig? Jeg tænker jo, at rigdom er, når man har penge nok. Men man kan også være rig på oplevelser, rig på relationer. Det er godt at stille sig selv spørgsmålet: Hvornår føler jeg mig fri? Men jeg erkender, jeg har nogle høje idealer, som giver lidt tæsk en gang imellem. Også på den følelsesmæssige konto, kan man sige."

En i mængden
Storm P's tegning "Ud i naturen" - humoristens kommentar til arbejdslivet.

Til sin fødselsdag fik Catrine en tegning af Storm-P, Ud i Naturen. Der står en grå masse af arbejdere på vej ind på fabrikken, og imens går vagabonden ud i naturen:
"Jeg elsker den tegning, fordi der i den dér masse står én enkelt, der kigger efter ham," siger Catrine.

- Det kræver jo robusthed at stå udenfor. Hvor får du modet fra til at sige som du gør?

"Vi er tilbage ved rigdomssnakken. Det materialistiske er jo en beslutning inde i dit hoved. Hvem siger du er mere værd, fordi du får mere i løn? Jeg er meget rig på relationer," smiler Catrine.

Den rigtige ramme

- Hvorfor blev du skolelærer?

"Jeg så det som et kald. Jeg havde en formulering, der hed: jeg skal have et job, der ikke måles på kroner og øre, men på andres trivsel og glæde. Vi husker alle en skolelærer, der gjorde en forskel."

"Men da jeg kom ind i folkeskoleinstitutionen - og jeg prøvede jo et par stykker - så kunne jeg se, at den måde vi driver skole på, var jeg ikke helt enig i på en del områder, som jeg ikke kunne gøre noget ved. Det er jo vigtigt at se på, om der er noget man selv kan gøre anderledes. Det kunne jeg ikke dér! Så dét karriereskift var et meget bevidst valg."

"Jeg var ærgerlig over det, og det er en af grundene til, at jeg er landet i trivsels- og formidlingsområdet igen. Jeg vil faktisk gerne være med til at rykke noget. Udfordringen er jo så at finde en ramme, hvor man kan kigge sig selv i øjnene."

"Jeg takker meget for min skolelæreruddannelse. Der var nogle helt grundlæggende ting, fx didaktikken, psykologien og dannelsen og menneskesynet. Det må jeg sige, det er jeg meget glad for. Dér har jeg hentet meget. Jeg har også hentet meget ude i klasseværelset, når jeg står med ungerne, der kravler op og ned ad væggene. Der er mange ting i den pædagogiske værktøjskasse, men en vigtig ting er tillid og troen på at den enkelte godt kan noget."

- Hvordan ser du din egen fremtidige karriere?

"Det handler meget om mine egne overbevisninger. Jeg holder meget øje med 'burde'. I min egen private rejse er der noget, hvor jeg burde have været gift og burde have fået nogle børn, og burde alt muligt. Jeg holder fast i min egen sti, og nogle siger fx, Hold da op, hvor du gik din egen sti, hvor er du modig... Jeg prøver at være tro mod mig selv og ikke normen."

"Jeg tror der er noget, der knirker i forhold til den ramme, vi prøver at passe ind i, men som vi måske ikke har lyst til at passe ind i. I arbejdslivet vil man jo på den måde gå rigtig meget på kompromis med sig selv. Mange, der går ned med stress, prøver jo at passe ind i en ramme, som de ikke har lyst til at være i. Det er jo tragisk," slutter Catrine Engelgreen.

Se oversigt over flere interview.