interview med logistikassistent
Artikel

Logistikassistent

Pernille arbejder med chokolade. Pernille Lystbæk er 40 år og uddannet som Erhvervsøkonomisk kandidat (cand.merc.) i markedsøkonomi.

I sit job som logistikassistent i Dansk Supermarked i Højbjerg skal hun sørge for, at Føtex- og Bilka-kæderne har chokolade på hylderne. Men det var ikke lige der, hendes karriere startede.

Søgte - og fik job

Uddannelsen valgte Pernille ud fra interesse: ”Jeg syntes, at marketing var sjovt, og det var spændende at se på, hvordan man styrer et firma og tager strategiske beslutninger.”

Pernille fik job i et køkkenfirma, allerede inden hun blev færdig med sin uddannelse, og arbejdede der i seks år. Derefter gik turen til Sydafrika: ”Min mand skulle starte en afdeling op for et entreprenørfirma. Jeg tog med og havde nogle fag på et universitet og arbejdede en lille smule.”

Efter turen til Sydafrika og et års barsel, sendte Pernille uopfordrede ansøgninger ud til tre store firmaer: ”Jeg søgte hos Arla, TDC og Dansk Supermarked. Dansk Supermarked var de første, der bed på, og nu har jeg været her i seks år.”

Manglen på chokoladebarer

Det er Pernilles opgave at bestille varer hos leverandørerne, at sørge for at varerne kommer hjem i rette tid og sikre, samt at butikkerne får det de har bestilt. Ved hjælp af automatisk varebestilling kan Pernille se, hvornår der skal bestilles flere varer hjem.

”Systemet registrerer, når der er købt en chokoladebar og hermed ligger en mindre på hylden."
”Systemet registrerer, når der er købt en chokoladebar og hermed ligger en mindre på hylden."

"Manglen på chokoladebarer i alle butikkerne samles i systemet, og så får jeg besked, når det er tid til at bestille flere hjem til lageret.”

Og så skal Pernille sørge for, at varerne leveres til Dansk Supermarkeds lager. Hun skal også sikre, at de kommer videre ud i butikkerne.

”Hver dag får vi en fejlliste over, hvilke varer der ikke er nået ud i butikkerne. Så undersøger jeg, hvad der er sket og sørger for, at butikkerne får deres varer. Nogle gange glemmer butikkerne at bestille varer, og så hjælper vi dem så godt vi kan.”

Hver dag får og skriver Pernille mange mails, ligesom hun taler meget i telefon: ”Jeg taler både med leverandører, vognmandsfirmaer og butikkerne i løbet af dagen.”

Pernille har almindelige kontorarbejdstider, men fordi hun har to børn, har hun valgt kun at have 34½ time om ugen.

Konflikter

Som logistikassistent har man sit eget ansvarsområde: ”Vi sidder i en gruppe og har en chef, men vi arbejder meget selvstændigt. Jeg synes, det er meget rart, at man har en vis frihed til selv at klare sit arbejde.”

Sommetider kan der opstå en konflikte mellem virksomheden og leverandøren.
Sommetider kan der opstå en konflikte mellem virksomheden og leverandøren.

”Hvis vi fx ikke har modtaget en vare, og leverandøren siger, at han har leveret den, så skal vi have løst den konflikt. Det sker rundt regnet en gang om ugen, så det er noget, der følger med jobbet.”

”Det er vigtigt for mig, at der er en følelse af ansvarlighed, som vi har det her hos os. Kollegerne skal tage ansvar for deres område, så man ved, at enhver gør sit for at få tingene til at køre.”

Noget andet med tiden

Pernille er glad for arbejdsopgaverne, og arbejdstiderne passer med familielivet.

”Nu har jeg været her i seks år, så på sigt kunne jeg godt tænke mig at prøve kræfter med noget andet og få nogle nye udfordringer. Det kunne sagtens være inden for Dansk Supermarked, for her masser af jobmuligheder.”

Siden sidst

Pernille er i dag (2018) ansat som SAP Senior Process Expert i Dansk Supermarked/Saling Group.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler