interview med industrioperatør i medicinalindustrien
Artikel

Industrioperatør

Gulnear er operatør i pakkeriet i et stort dansk medicinalfirma. Det vil sige, at hun betjener maskinerne, der pakker tabletter i æsker og glas. Hun arbejder om aftenen, og det passer hende fint, for hun er B-menneske.

Gulnear Zuferova er 39 år og har taget et AMU-kursus i procesindustriel produktion.

Interviewet er lavet i 2007. Interviewet er derfor ikke nødvendigvis dækkende for interviewpersonens aktuelle forhold.

Så jobbet på nettet

Inden Gulnear kom hertil, arbejdede hun i 15 år på et hospital, bl.a. som gruppeleder for rengøringen. Men hun ville godt noget andet: "Jeg vidste, at jeg ville noget i den her retning, og derfor tog jeg et kursus i procesindustriel produktion".

Gulnear så jobbet på nettet, og var heldig at få det. Og hun er glad for sit jobskifte: "Hvis jeg havde vidst, hvor godt jobbet var, ville jeg have skiftet for længe siden," fortæller hun.

I dag har Gulnear været på samme arbejdsplads i fire et halvt år.

Fast aftenarbejde

Det er vigtigt, at der ikke kommer urenheder i produkterne. Så før Gulnear kan komme ind i pakkeriet, skal hun gennem 'slusen'. Det betyder, at hun skal skifte sko, tage kittel og hårnet på samt vaske hænder grundigt.

Inde i hallen står pakkemaskinerne. De ligner nærmest noget fra Georg Gearløs' værksted med deres transportbånd, computerskærme og robotarme.

"Vi er to mennesker til at starte en maskine op."
"Vi er to mennesker til at starte en maskine op."

Vi kontrollerer tabletterne og pakkematerialerne og registrerer det på papir," fortæller Gulnear.

"Så hælder vi tabletterne i og sætter kartoner og indlægssedler i maskinen. Vi taster de tal ind, der skal printes på pakken, det vil sige udløbsdato osv."

Og så sætter de maskinen i gang. Den maskine, Gulnear står ved, er ved at pakke en ordre på 48.000 pakker vitaminpiller. Det tager et døgns tid.

Gulnear og hendes kolleger overvåger maskinerne, tjekker om de pakker korrekt ved at tage stikprøver og fylder nye pakkematerialer og indlægssedler på. En indlægsseddel er en slags brugsanvisning til medicinen, der bl.a. giver oplysninger om eventuelle bivirkninger ved produktet.

"Der gik 3 uger fra jeg startede, til jeg havde lært maskinerne at kende," siger Gulnear.

"Det kan godt ske, at en af maskinerne stopper. Vi prøver så først selv at løse problemet. Hvis vi ikke kan det, ringer vi efter smeden," fortæller Gulnear, som har fast aftenarbejde mandag til torsdag. Til gengæld holder hun så fri fredag, lørdag og søndag.

Ikke noget dårligt ved jobbet

"Jeg er glad for mit arbejde, og jeg kan især godt lide mine kolleger. Det er vigtigt, at man har en god kemi og et godt samarbejde.

Vi tager ud en gang imellem og spiser og bowler sammen."
Vi tager ud en gang imellem og spiser og bowler sammen."

Gulnear synes egentlig ikke, der er noget dårligt ved jobbet: "Når man kan det hele og kender maskinerne, er der ikke noget, der er svært."

"Man skal kunne lidt engelsk og it på brugerniveau og resten skal man nok få lært under oplæringen," forklarer hun.

Specialist

Gulnear kan godt forestille sig at have det samme job om 10 eller 20 år: "På længere sigt kan man blive processpecialist, som er en lidt mere overordnet funktion," slutter hun.

Gulnear vender tilbage til sin maskine. Hendes vagt slutter klokken kvart i et i nat.

Siden sidst

Interviewet blev lavet i 2007. Gulnaer er i dag (2018) ansat som procesoperatør på LEO Pharma A/S. Gulnear taler fem sprog og fungerer desuden som mentor for fremmedsprogede medarbejdere.

Se oversigt over flere interview.