interview med ejendomsmægler
Artikel

Ejendomsmægler

Mette Hein er 26 år og ejendomsmægler hos Halberg Bolig. Ud over at fremvise og vurdere huse er der også en del arbejde bag skrivebordet.

Selv om det kan være et hårdt job med varierende arbejdstider og indtjening, er hun glad for det.

Minus solbriller og sportsvogn

Hvis man tror, at ejendomsmæglere altid er nogle lidt oversmarte typer, må man tro om igen, når man møder Mette Hein. Hun er imødekommende og venlig - og bestemt ikke overdrevent "sælger-smart".

Sagsbehandler - og så ejendomsmægler

I butikken - En kunde kigger på forskellige huse.
En kunde kigger på forskellige huse.

Mette havde en gæstelærer på hhx, der var ejendomsmægler, og som fortalte lidt om sit job. "Det slog mig straks, at det var det, jeg ville: Et job, hvor man skal hjælpe folk med at finde deres drømmehus."

Hun tog realkreditinstitutternes egen 2-årige finansuddannelse og herefter ejendomsmægleruddannelsen. Den er i dag erstattet af akademiuddannelsen i finansiel rådgivning.

I første omgang fik Mette job som sagsbehandler på et ejendomskontor: "Jeg overtog sagerne fra mæglerne, når der var blevet skrevet under på købsaftalen. Så selve salgsprocessen var jeg ikke med i, men lavede det efterfølgende papirarbejde." Mette synes, at sagsbehandlerjobbet rustede hende godt til hendes nuværende arbejde som ejendomsmægler.

Ejendomsmæglerens hverdag

Ved skrivebordet - Ca. halvdelen af tiden er Mette på ejendomskontoret.
Ca. halvdelen af tiden er Mette på ejendomskontoret.

En typisk dag starter på kontoret med noget administrativt arbejde. "Det kan være gennemgang af tilstandsrapporter, forsikringstilbud eller billeder til en annonce, eller det kan være korrespondance med køber og sælger om pris og vilkår for en handel."

De fleste fremvisninger ligger senere på dagen, når kunderne har fri fra arbejde: "I gennemsnit har jeg nok 3 fremvisninger om dagen."

Derudover laver Mette vurderinger: "Jeg tager ud og snakker med kunden og taler fx med dem om, hvor hurtigt de gerne vil have huset solgt." Efter vurderingen vender Mette tilbage med et bud på, hvad prisen skal være.

"Det er et ret individuelt arbejde, fordi man er så meget ude af huset. Normalt er jeg ca. halvdelen af tiden på kontoret. Men nogle dage kommer jeg kun lige forbi kontoret til frokost."

På kontoret arbejder Mette både alene med sagerne og sammen med sagsbehandlere og kontorpersonale. Der er også samarbejde med de andre mæglere, fx sætter hun som regel aldrig en pris på en ejendom uden at tale med de andre mæglere om det.

Varierende løn og arbejdstider

Mange ejendomsmæglere arbejder på fuld provision. Det vil sige, at de får løn for hvert salg, de laver - og de får ingen løn i de perioder, hvor de ikke sælger noget.

På Mettes arbejdsplads får mæglerne en fast grundløn plus provision. Det giver lidt mere sikkerhed, end hvis de var på fuld provision. "Men lønnen kan stadig variere meget. Når det går godt, tjener man mange penge. Men når det ikke går så godt, skal der virkeligt arbejdes hårdt for hvert salg. Man er nødt til at være fornuftig og spare nogle penge sammen i de måneder, hvor det går godt."

Man skal også indstille sig på at arbejde meget: "Jeg har i perioder været oppe på 60-70 timer om ugen. Men det svinger meget. Jeg tror ikke, der er mange ejendomsmæglere med små børn derhjemme. Det egner jobbet sig ikke til."

Nederlag og sejre

I møde - Mette gennemgår dokumenterne for kunden.
Mette gennemgår dokumenterne for kunden.

Det kan være svært, hvis Mette har vurderet en ejendom, og kunden så vælger at sælge gennem et andet ejendomsmæglerfirma. "Man kan nemt komme til at tage det personligt, men det behøver det jo ikke at være. Der kan jo være andre grunde til, at de ikke vælger os som mægler."

Det kan også være svært at stille både køber og sælger tilfreds. "Det kan fx være en sag, hvor der har været en fejl på en ejendom, som vi ikke kan løse optimalt for dem. Som ejendomsmægler er vi altid sælgers rådgiver - det er dem, der betaler os. Det kan nogle gange være svært for køberen at forstå. Vi gør selvfølgelig, hvad vi kan for køberen, men vi råder dem altid til at have deres egen advokat som rådgiver."

"Det gode salg er, når der er skrevet under, og både køber og sælger er tilfredse og glade. Det, synes jeg, er fantastisk."

Gode råd

"Hvis man vil være ejendomsmægler, vil jeg klart anbefale, at man arbejder på et ejendomskontor, mens man læser, fx som piccoline eller kontorassistent. Så man ved, hvad det handler om i praksis, når man lærer noget på skolen."

"På skolen lærer man alt det teoretiske og lovmæssige, hvad dokumenterne betyder osv. Men det er først, når man kommer ud at arbejde, at man rigtigt finder ud af, hvad det vil sige at være ejendomsmægler."

I selve jobbet handler det om at sælge og være servicemindet. "Og så må det teoretiske bare være i baghovedet," siger Mette.

Siden sidst

Interviewet blev lavet i 2007. Mette er i dag ansat i Danske Bank som forretningsudvikler.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler