fra kontoruddannet til massør
Artikel

Det man brænder for, bliver man jo god til

Sådan lyder opskriften for Lisbeth Bundgaard, der skiftede den ’sikre’ kontoruddannelse ud med sit ønskejob.

Lisbeth er uddannet massør og tilbyder sine varme hænder til medarbejdere i en række virksomheder, blandt andet på erhvervsskolecentret TEC Frederiksberg.

Det sikre valg

"Det lykkes for mig, fordi jeg er rigtig god til det, og fordi jeg afspejler mig selv i mit arbejde. Mine klienter siger det. De kan mærke, at jeg er entusiastisk i mit arbejde. Og arbejdet er en stor tilfredsstillelse."

Sådan har det ikke altid været. Lisbeth Bundgaard blev født i 1965 og uddannet som forsikringsassistent i 1985:
"Efter 10. klasse var jeg på en idrætshøjskole i Aarhus. Jeg har altid elsket sport og idræt. Jeg elskede at træne, elskede sport," fortæller hun.

Lisbeth var på det tidspunkt en habil badmintonspiller, men fik nogle dyk, som gjorde at hun trak sig fra idrætten.

lægeeksamineret massør
"Derhjemme lå det i kortene, at man bare skulle have en eller anden uddannelse."

Efter folkeskolen var Lisbeth af ren lyst omkring en skole for rejseguider, men:
"Hjemme lå det lidt i kortene, at jeg bare skulle have en uddannelse, som mine forældre sagde. Og en kontoruddannelse var jo altid god at have. Sådan blev det bare. Det med drømmen blev skubbet lidt væk!"

Hun startede på efg (erhvervsfaglig grunduddannelse, red.), og derefter på HH, men fik så en læreplads i F. L. Schmidt & Co, som var et meget anerkendt sted. Lisbeth var faktisk garanteret arbejde efter uddannelsen.

I forsikringsselskabet betjente hun kunder, der ringede ind og skulle have lidt hjælp:
"Det var sådan set fint nok," forklarer Lisbeth. "Men de fleste ringede ind fordi de var sure, når de ikke fik deres forsikring udbetalt. Det bliver meget negativt i længden. Jeg savnede den menneskelige kontakt."

" Jeg kedede mig i jobbet. Det var totalt negativ energi, det gav. Til sidst blev jeg ramt af stress. Rigtig alvorlig stress. Jeg var tidligt oppe med to børn, der skulle afleveres og hentes, forklarer Lisbeth. - Det blev bare for meget til sidst. Hver gang jeg kom ind i firmaet, fik jeg det rigtig dårligt. Fysisk dårligt!"

Lisbeth gik til sin læge, som ville have hende til en psykolog, fordi hun var brændt ud! Han ordinerede antidepressiv medicin, som hun tog gennem et års tid:
"Det hjalp mig op, siger Lisbeth. Så hørte jeg fra en bekendt om en psykoterapeut og coach. Hende gik jeg hos et år og lærte at håndtere min stress og den angst, som følger med. Det satte også spørgsmålstegn ved, om det nu også var det job, jeg kunne tænke mig? Var jeg glad, når jeg gik på arbejde? Sådan en karrieresamtale hos en coach kan jo være rigtig god, fordi du kommer ind i dig selv, og du gør selv arbejdet."

Hvad man brænder for

Lisbeth fandt i samtalerne ud af, at hun i virkeligheden brænder for at hjælpe andre mennesker:
"Jeg har simpelthen det dér hjælpegen i mig. Omsorg for andre mennesker. Jeg tror, jeg er født med det. Min mor har været sygehjælper i 30 år."

I stedet for at fortsætte i kontorfaget, gik hendes lyster umiddelbart i retning af at blive fysioterapeut:
"Men jeg måtte hurtigt erkende, at det kunne man ligesom ikke så godt starte op på, når man havde både hus, og mand og børn," fortæller Lisbeth.

lægeeksamineret massør
Man bliver jo god til det, man brænder for, siger Lisbeth.

Kombinationen af hendes interesse for sport og ønsket om at hjælpe andre førte Lisbeth i retning af en etårig uddannelse til massør. Uddannelsen sigter på, at man efter 660 timer kan gå ud som selvstændig lægeeksamineret massør.

"Uddannelsen tog jeg sideløbende med mit arbejde, fortæller Lisbeth. Det faldt mig bare så nemt. Jeg gik samtidig hos en massør i Buddinge, som sagde: Hvis du tager den uddannelse og bliver færdig med den, så kommer du bare ind til mig bagefter. Så skal jeg nok hjælpe dig i gang!"

Da Lisbeth var færdig med uddannelsen, opsagde hun sit job i forsikringsselskabet. Hun begyndte hos massøren i Buddinge et par dage om ugen, men med sine egne kunder:
"Jeg kunne ikke leve af de få timer, og de supplerende dagpenge, jeg fik, holdt i to måneder, tror jeg. Så jeg tog også et job som handicaphjælper for at have en indtægt. Jeg arbejdede på skæve tider tre dage om ugen hos den handicappede og to dage i klinikken."

- Hvordan klarede I det økonomisk og praktisk i familien?

"Det var også hårdt," fortæller Lisbeth. "Men vi har altid sat os sådan, at vi kan klare, at en af os er arbejdsløs. Handicapjobbet lå også i weekenderne, så det var hårdt. Men det måtte vi jo ofre for at jeg kunne skifte erhverv. Jeg tror ikke mine børn syntes det var nogle særlig sjove år. Den store har sagt, at jeg jo aldrig var hjemme. Men hun har tilgivet mig," smiler Lisbeth.

"Desuden gjorde det ikke så meget, for jeg blev virkelig betaget af det, og det kom enormt nemt for mig. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk var god til det."

Lisbeth fik efterhånden flere og flere kunder, og begyndte desuden at få engagementer ude hos firmaer. Efter tre år havde hun så mange firmakunder, at hun kunne klare sig selv, så hun sluttede i klinikken i Buddinge.

"Rent praktisk lavede vi vores garage derhjemme om til klinik. Jeg satte nogle annoncer i lokalbladet. Og børnene fortalte på skolen, at 'Min mor, hun er massør'. Det spredte sig stille og roligt som ringe i vandet, og i dag annoncerer jeg overhovedet ikke," slutter Lisbeth.

Se oversigt over flere interview.