interview med delikatesseleder i supermarked
Artikel

Delikatesseleder

Det kan godt være tilfældigheder, der afgør, hvilket fag man uddanner sig indenfor. Lene Charlotte Parry på 23 år flyttede hjemmefra i en tidlig alder og skulle derfor have et job.

Hun søgte som bagerjomfru i Kvickly, men blev i stedet tilbudt at komme i delikatesseafdelingen. I dag er hun leder af delikatessen i SuperBest i Ordrup.

Interviewet er lavet i 2007. Interviewet er derfor ikke nødvendigvis dækkende for interviewpersonens aktuelle forhold.

Greb chancen

” Der var jeg et par år til jeg blev 18”, husker Lene. ”Så blev jeg jo for dyr at have som ungarbejder, men de ville gerne beholde mig, og derfor begyndte jeg som elev. Efter et år lukkede de mange af delikatesseafdelingerne i Kvickly, så jeg fortsatte min læretid i Føtex.”

Lene blev for 2 år siden færdiguddannet på Slagteriskolen med speciale i delikatesse. Herefter blev hun ansat som delikatesseleder i Føtex.

”En af mine gamle chefer fra min læretid kontaktede mig. Han var blevet delikatesseleder i SuperBest og ville meget gerne have mig herud. Det var ok, fordi jeg fik to ting ud af det: højere løn og bedre arbejdstider. Desværre stoppede han hurtigt efter, og så var der kun højere løn tilbage, idet jeg overtog jobbet som delikatesseleder.”

Ansvar og egenkontrol

Med ansvaret for en afdeling, der handler med fødevarer, følger der mange forpligtelser, og dagene er sjældent ens.

”Jeg møder kl. 7 for at uddelegere dagens opgaver”, fortæller Lene.
”Jeg møder kl. 7 for at uddelegere dagens opgaver”, fortæller Lene.

”Vi begynder med at fylde op i selvbetjeningen. Så ser jeg på, hvad vi skal nå i løbet af dagen og skriver en seddel, så pigerne også er med på det. Jeg laver gerne det varme, for det er jeg hurtigst til – og jeg laver god mad.”

”Så bestiller jeg varer hjem, og vi har også en egenkontrol, jeg lige skal tjekke op på. Hver dag skal temperaturen i køkkenet tjekkes og flere andre ting som stegetemperaturer, køletemperaturer o.l. Det har alt sammen betydning for madens kvalitet og sundhed.”

”Fødevarekontrollen kommer ca. hver 3. måned. Selvom det nogle gange kan føles som en gene, der tager tid, er det jo også en hjælp. Hvis vi gør noget forkert i tilberedningen, må vi få rettet op på det.”

Som leder af afdelingen skal Lene sørge for, at det hele hænger sammen og bliver gjort rigtigt. Hun står for det forskellige papirarbejde, tjekker priser hos de forskellige leverandører, og sikrer at økonomien hænger sammen.

Total frihed under ansvar

Lene er ikke i tvivl om, hvad det bedste ved jobbet er: ”Friheden! Jeg kan lave hvad jeg har lyst til – jeg kan selv vælge leverandører, arbejdstid osv. – og jeg kan prøve nye ting af i køkkenet.”

”Jeg er bedst til at være chef, har jeg fundet ud af."
”Jeg er bedst til at være chef, har jeg fundet ud af."

"Friheden til at bestemme, hvordan tingene skal være, er vigtig for mig, men jeg kan også godt lide kontakten til kunderne og mine kolleger selvfølgelig.”

Udfordringen er at få tingene til at hænge sammen, at få nok personale og at få personalet oplært: ”Det sidste kan jeg godt have lidt svært ved, fordi det tit kan være nemmere at gøre tingene selv.”

En drøm om en fremtid

”Jeg har ikke besluttet, hvad der skal ske i fremtiden. Jeg kunne jo fx være flyttet til Mallorca om to år,” griner Lene. ”Men jeg har også en drøm om en dag at få mit eget. Selvom der ikke er mange, findes der stadig rene delikatesseforretninger”.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler