Foto af automekanikerlærling Mads
Artikel

Automekaniker

Mads Poulsen, 21 år, er automekaniker. Han kan især godt lide at arbejde med nyere biler, og han vil gerne lære endnu mere om el og diesel.

At være mekaniker kan være hårdt arbejde, selv om fx fejlifinding kan foregå med moderne computerteknik.

Orden på værkstedet

Den store, lyse værkstedshal er forbavsende ren. Der er personbiler, varebiler og mekanikere overalt. På væggen hænger der skruetrækkere, skruenøgler, topnøgler, tænger - og en enkelt kalender med damer.

Mads er ved at skifte vandpumpen på en ældre Ford Fiesta. "Tandremmen røg af undervejs, så den måtte jeg lige sætte på igen. Om lidt skal der kølervæske på, og så skal jeg se, om det holder tæt."

Benzinen kom ind med modermælken

Sådan! - Vandpumpen er skiftet.
Vandpumpen er skiftet.

Det er et halvt år siden, at Mads blev udlært som mekaniker.

"Min far er mekaniker, og jeg kom tit med på værkstedet og fik lov at hjælpe lidt til. Jeg vidste ikke rigtig, hvad jeg ville efter 10. klasse, så jeg begyndte på grundforløbet til mekaniker. Jeg håbede bare, at det var noget, jeg kunne lide. Og det var det heldigvis."

Man skal selv finde en praktikplads. Det kan godt være svært, men Mads var heldig. "Jeg cyklede rundt til forskellige værksteder og spurgte om de manglede en lærling og gav dem min ansøgning. Jeg blev faktisk tilbudt læreplads to steder og valgte så det her."

"Når man starter i lære, får man ikke de helt store opgaver. Man står sammen med en svend og lærer de grundlæggende ting. Efterhånden bliver man mere og mere selvstændig og begynder fx at lave service og hjulskift."

"Det sidste år jeg var lærling, lavede jeg koblinger, toppakninger og det hele. Faktisk de samme ting, som jeg laver nu. Så der er en glidende overgang mellem uddannelsen og jobbet."

Mads kunne godt have tænkt sig, at skolen havde haft noget mere om de mest moderne teknikker, fx common rail, som er et nyt indsprøjtningssystem til dieselmotorer, hvor mængden af brændstof styres meget nøjagtigt af en computer.

I stedet opsøger han selv den information, som han har brug for. "Her på værkstedet har vi et undervisningsprogram på computeren, hvor vi kan lære om de nye ting."

Arbejdet som mekaniker

Efter Mads var udlært, gik han en måned og søgte arbejde. Men før han nåede at finde noget, fik han tilbudt et job i det firma, hvor han var blevet udlært.

Mads synes, at der er en god stemning på værkstedet. "Vi udveksler erfaringer og snakker med hinanden samtidig med, at vi arbejder."

Det gode samvær med kollegerne fortsætter også uden for arbejdstiden. "Vi arrangerer forskellige ture, fx en fodboldtur, hvor vi skal ind og se landskamp. Og vi tager ud og bowler en gang imellem."

Mads kan især godt lide at arbejde med de nyere biler. "Sådan en gammel én som den her har jo karburator," siger han næsten hånligt. "De nye kører allesammen med elektrisk indsprøjtning".

Mads med værktøj
Det gælder om at have værktøjet i orden.

Mekanikerfaget har ændret sig i takt med bilernes udvikling. "På de nye biler sætter vi en computer til, der kan hjælpe med at finde ud af, hvad der er galt. Vi reparerer selvfølgelig også de ældre biler, men det er mest de gamle gråhårede, der gør det", griner han og skæver hen til en lidt mere erfaren kollega.

Man behøver dog ikke at være en 'computer-haj', inden man starter som mekanikerlærling. "Man lærer det hen ad vejen, og så spørger man bare, hvis der er noget, man er i tvivl om. Det meste af det står på dansk."

Hårdt arbejde

Selv om den nye teknologi har gjort sit indtog i faget, er det stadig fysisk hårdt. "Man står i nogle meget mærkelige arbejdsstillinger, og det kan være hårdt for ryggen at løfte de store dæk. Hvis man har problemer med ryggen, vil jeg nok fraråde, at man bliver mekaniker".

Under liften - Mads arbejder på en varevogn.
Mads arbejder på en varevogn.

"Jeg synes også, man skal prøve at komme ud og være nogle dage på praktikstedet, mens man stadig er på grundforløbet. Så kan man få en fornemmelse af, om det er et godt sted, inden man starter."

Sælger i fremtiden?

"Jeg er glad for jobbet, men jeg skal ikke være mekaniker hele livet. Måske vil jeg gerne være sælger engang. Fx inden for biler eller værktøj. Jeg kunne også tænke mig at komme ud at sejle på et tidspunkt. Der kan det være godt med en mekanikerbaggrund, hvis man skal arbejde nede i motoren."

På lidt kortere sigt kunne Mads tænke sig noget efteruddannelse inden for diesel og el.

Fiestaen venter - den skal lige være helt færdig. Mads skal også nå at kigge på en toppakning på en varevogn inden frokost.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler