portræt af forskende bioanalytiker
Artikel

Forskende bioanalytiker

Det startede som en drøm om at blive sygeplejerske, men da Lene ikke nåede at få sine eksamenskarakterer, inden fristen for at søge ind var overskredet, besluttede hun i stedet at søge som bioanalytiker, som hun tilfældigt havde set en annonce for i avisen.

Lene Gredal er 44 år og uddannet bioanalytiker - ansat som forsker på Hvidovre Hospital.

Interviewet er lavet i 2007. Interviewet er derfor ikke nødvendigvis dækkende for interviewpersonens aktuelle forhold.

Noget med fysik og kemi

Det lå dog ikke Lene alt for fjernt at uddanne sig til bioanalytiker: ”Jeg kunne godt lide matematik, fysik og kemi, og fordi jeg selv fik taget en del blodprøver, da jeg var barn, syntes jeg, det var en fascinerende verden. Jeg kan huske, at jeg altid fik lov til at få nogle reagensglas med hjem. Det var for mig enormt spændende,” fortæller Lene.

Siden hun blev færdiguddannet i 1986 og indtil for et år siden, har Lene væpå patienterneret på den klinisk-biokemiske afdeling på Hvidovre hospital. ”Derefter søgte jeg ned på forskningsafdelingen, hvor jeg har været siden.”

Forskere arbejder alene

At være på en forskningsafdeling er lidt anderledes, end hvad en bioanalytiker normalt foretager sig.
At være på en forskningsafdeling er lidt anderledes, end hvad en bioanalytiker normalt foretager sig.

”Det er mig, der sørger for at tage blodtryk på patienterne og trække blodprøver, som jeg går i laboratoriet og analyserer på.”

”Jeg sørger fx også for at få indkaldt de forsøgspersoner, der kommer i afdelingen. Det er ikke nær så rutinepræget, og der er mere tid til den enkelte patient,” siger Lene, der som regel har en arbejdsdag fra 8-15.30.

Det hænder, at der er andre inde over de forsøg, Lene arbejder med, men det er ikke ualmindeligt, at hun er alene om et projekt, så hun er nødt til at kunne arbejde selvstændigt. ”Men vi er gode til at dele vores erfaringer på afdelingen,” siger hun.

Udover sine projekter, har Lene også ansvar for nogle af apparaterne i laboratoriet. ”Det er mig, der ved, hvordan de fungerer, så når der fx kommer studerende på afdelingen, oplærer jeg dem i brugen af apparaterne.”

Stadig nye udfordringer

For Lene er der ingen tvivl om, at det vigtigste for hende ved hendes arbejde er forsøgspersonerne. ”Det vigtigste er, at de føler, de bliver behandlet ordentligt, og at vi gør noget for at hjælpe dem, når de nu har meldt sig frivilligt til at lægge krop til lidt af hvert.”

Selvom Lene er glad for at have patienter at gøre, er det i det faglige de store udfordringer er.
Selvom Lene er glad for at have patienter at gøre, er det i det faglige de store udfordringer er.

”Netop fordi jeg arbejder meget selvstændigt, skal jeg selv finde ud af rigtig meget. Og tingene skifter hele tiden, så det her bliver aldrig rutine. Fagligt vil der blive ved med at komme nye udfordringer.”

Forfremmelse

For tre-fire år siden begyndte Lene at undervise bioanalytiker-studerende, når de som en del af deres uddannelse kom ud på hospitalerne.

”For at måtte undervise og tage de studerende til eksamen, startede jeg på en sundhedsfaglig diplomuddannelse, som jeg lige er blevet færdig med. Det, synes jeg, har været både rart og lærerigt,” afslutter Lene, der kan takke sin nyerhvervede diplomuddannelse for, at hun fra februar har fået stillingen som afdelingsbioanalytiker.

Siden sidst

Interviewet er lavet i 2007. Lene er i dag stadig ansat på Hvisovre Hospital, hvor hun er ansvarlig for uddannelse af nye bioanalytikere.

Se oversigt over flere interview.

Relaterede artikler