Hvad er valgfag?
En gymnasial uddannelse består af flere typer fag. Nogle er obligatoriske, andre hænger sammen med din studieretning eller fagpakke – og så er der valgfag.
Du skal mindst have et valgfag, men hvor mange du skal vælge i alt, afhænger af, hvilken uddannelse og studieretning du går på.
Valgfag er din mulighed for at præge din uddannelse, fordybe dig i noget, du interesserer dig for, eller vælge fag, du skal bruge for at opfylde specifikke adgangskrav til en videregående uddannelse.
Sådan vælger du valgfag
Valgfag kan være med til at forme din gymnasietid og dine muligheder bagefter.
Læs mere om, hvilke fag du kan vælge, hvordan niveauerne fungerer, og hvad du skal være opmærksom på, hvis du vil bruge dine fag til at søge ind på en videregående uddannelse.
Det varierer fra skole til skole, hvilke valgfag du kan vælge.
De fleste skoler har en liste over valgfag på deres hjemmeside, men vær opmærksom på, at udbuddet kan ændre sig fra år til år. Et fag bliver nemlig kun oprettet, hvis der er nok elever, der vælger det.
Derfor er det en god ide at tjekke, hvilke valgfag du kan vælge på den skole, du søger optagelse på.
Niveauer
Valgfag findes på tre niveauer: A, B og C, hvor A er det højeste. Ikke alle fag udbydes på alle niveauer.
Du kan vælge et helt nyt fag som valgfag eller løfte et fag, du allerede har, til et højere niveau.
Vil du fx tage samfundsfag på B-niveau, skal du som regel have haft det på C-niveau først. Du kan ikke springe direkte fra intet fag til A-niveau. Niveauerne skal tages i rækkefølge: Først C, så B og derefter A.
Det er heller ikke alle fag, der bliver udbudt på alle niveauer. Der kan også være regler for, hvilke fag og niveauer du må kombinere. Spørg din skole, hvad der gælder for din uddannelse og studieretning.
Valgfag kan være vigtige, når du skal søge ind på en videregående uddannelse.
Mange uddannelser har specifikke adgangskrav, og nogle kræver bestemte fag på bestemte niveauer. Derfor er det en god ide at tjekke, om dine valgfag matcher adgangskravene.
Det kan du gøre i Adgangskortet, som viser, hvilke videregående uddannelser du opfylder adgangskravene til ud fra de fag og niveauer, du har.
Bemærk, at ikke alle valgfag findes i Adgangskortet. Det gælder kun de fag, der kan være adgangsgivende.
Læs mere:
Tal med en, der kan stille de rigtige spørgsmål
Har du brug for mere end fakta? En samtale med en vejleder kan åbne nye perspektiver.
Kontakt en vejleder
Senest opdateret 7. april 2025