Hvad er StudieInfo?
StudieInfo er en times online arrangement med oplæg fra uddannelsessteder fra hele landet.
Du bliver introduceret uddannelsesmuligheder, der findes, og klogere på de forskellige uddannelsestyper.
Arrangementet varer en time og består af korte, online oplæg, som du selv vælger ud fra dine interesser.
Der er StudieInfo-arrangementer målrettet:
- Unge på ungdomsuddannelser (2.g, 1. hf, eud- og eux-elever)
- Unge der holder sabbatår
Det er videregående uddannelsessteder fra hele landet, der står bag StudieInfo, herunder universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier, maritime uddannelser, politi og forsvar.
Det er også dem, der holder oplæggene.
Hvad får du ud af at deltage?
Du får overblik over dine uddannelsesmuligheder inden for forskellige interesseområder og uddannelsestyper. Det kan fx være inden for biologi, kemi og natur eller medier og kommunikation, men der er mange flere områder, som du kan høre oplæg om.
Oplæggene holdes af universiteterne, professionshøjskolerne, erhvervsakademierne, de maritime uddannelser og politi og forsvar, som er dem, der udbyder uddannelserne.
På den måde får du et indblik i de forskellige typer videregående uddannelser.
Du kan også besøge uddannelsesstedernes virtuelle messestande. Her kan du i en anonym chat stille spørgsmål til både vejledere og studerende, fx om uddannelsernes indhold og studiemiljø.
Hvis du ikke selv har spørgsmål, kan du læse med på de spørgsmål, som andre stiller, og på den måde få viden og inspiration.
Hvordan deltager du?
StudieInfo bliver afholdt på flere forskellige datoer i løbet af foråret.
Du deltager samtidigt med resten af din klasse, men med din egen computer. Det betyder, at I sidder sammen, men deltager hver for sig.
Det er din skole, som skal tilmelde jer.
Læs mere:
StudieInfo for dig, der holder sabbatår, bliver afholdt den 22. april 2026 kl 17-18.
Har du ikke mulighed for at deltage, kan du også deltage i et af de StudieInfo-arrangementer, hvor elever fra ungdomsuddannelser deltager. Der er flere datoer.
Læs mere:
Værd at vide
På StudieInfos hjemmeside kan du læse mere og se en video om arrangementet.
Her kan du også se, hvilke uddannelsessteder der deltager, og hvordan din skole kan tilmelde dig og din klasse.
Du kan også læse mere om StudieInfos særlige tilbud til unge, der holder sabbatår.
Læs mere:
Tal med en, der kan stille de rigtige spørgsmål
Har du brug for mere end fakta? En samtale med en vejleder kan åbne nye perspektiver.
Kontakt en vejleder
Senest opdateret 17. januar 2025