Bliv klogere på dig selv
Dine interesser, ønsker, drømme og værdier er vigtige, når du skal vælge.
Tænk over, hvad der betyder noget for dig, og skriv dine svar ned. Når du kender dine svar, kan du undersøge de forskellige uddannelsesmuligheder og se, hvilke der passer til dig.
Hvad betyder mest for dig, når du skal vælge uddannelse?
Tænk fx over:
- Hvad interesserer dig?
- Hvor lang tid vil du bruge på uddannelse?
- Er jobmuligheder og løn vigtigt?
- Ønsker du mulighed for videreuddannelse?
- Hvordan foregår undervisningen?
- Hvor foregår uddannelsen?
Når du skal vælge uddannelse, er det også vigtigt at vide, hvad der motiverer dig personligt.
Overvej fx:
- Hvad giver dig energi?
- Hvilke emner eller opgaver fanger din nysgerrighed eller gør dig glad?
- Hvornår lærer du bedst?
- Hvornår føler du, at du lykkes?
- Hvad vil du gerne lære mere om?
Når du kender dine svar, kan du undersøge de forskellige uddannelsesmuligheder og se, hvilke der passer til dig.
Få hjælp i Studievælgeren
I værktøjet Studievælgeren kan du få hjælp til afklare, hvad der er vigtigt for dig, når du vælger videregående uddannelse.
Undersøg uddannelserne
Når du vælger uddannelse, er det vigtigt at undersøge de forskellige muligheder. Du kan læse og se mere om alle videregående uddannelser her på UG og på uddannelsesstedernes egne hjemmesider.
Der findes mange forskellige videregående uddannelser – og måske kender du ikke dem alle sammen lige godt. Læs mere om de forskellige typer:
- Erhvervsakademiuddannelser: Du tager en kort videregående uddannelse med både undervisning og praktik. Uddannelserne varer typisk 2 år og fører til job fx inden for handel eller teknologi
- Professionsbacheloruddannelser: Du kombinerer undervisning og praktik. Uddannelserne varer typisk 3½ år og gør dig klar til job inden for fx undervisning, sundhed eller it
- Universitetsuddannelser: Du starter med en bachelor på 3 år. Bagefter kan du tage en kandidat, som varer 2 år. Du arbejder selvstændigt med teori og planlægger selv din tid
- Politi og forsvar: Du er med til at beskytte borgerne og samfundet. Uddannelserne har forskellige adgangskrav og niveauer
- Andre uddannelser: Du kan også tage maritime, kunstneriske, teologiske eller private uddannelser, der ikke hører under de andre kategorier
Du kan også tage en erhvervsuddannelse, hvor du kombinerer praktisk og boglig undervisning og gør dig klar til et faglært job eller videre uddannelse. Bagefter har du mulighed for at læse videre.
Læs mere:
Når du søger uddannelser på UG, kan du filtrere på baggrund af dine faglige interesser. Det kan fx være it, sprog, teknik eller sundhed.
Hvis du er interesseret i et bestemt job, kan du starte med jobartiklen på UG. Søg fx på projektleder og se, hvilke uddannelser der kan føre til jobbet.
Læs mere:
Du kan læse meget om uddannelsen her på UG, men det mest detaljerede information får du på uddannelsesstedernes egne hjemmesider.
Mange uddannelsessteder og uddannelser har også kanaler på sociale medier, hvor du kan læse mere, lytte til podcast eller se videoer om en uddannelse eller hverdagen som studerende.
Når du har undersøgt dine muligheder, kan du sammenligne dem:
- Indhold: Hvilke fag og kompetencer får du? Passer de til dine interesser og styrker?
- Læringstype: Foretrækker du afveksling mellem teori og praksis – eller ønsker du at fordybe dig teoretisk?
- Socialt miljø: Hvordan er hverdagen og fællesskabet på studiet?
- Fremtid: Hvilke job- og uddannelsesmuligheder giver uddannelsen adgang til?
- Adgangskrav: Lever du op til kravene?
Oplev uddannelserne
Når du skal vælge uddannelse – og hvis du er i tvivl – kan det være en hjælp at opleve dem i virkeligheden.
Du har flere muligheder for at besøge uddannelsesinstitutioner og få en fornemmelse af hverdagen.
StudieInfo er online arrangementer, hvor du kan høre om videregående uddannelser og stille spørgsmål til vejledere og studerende.
Du kan deltage, hvis du:
- Går på en ungdomsuddannelse
- Holder sabbatår
Alle arrangementer foregår online og kræver tilmelding.
Læs mere:
Du kan tage i studiepraktik, hvor du kan få indblik i, hvordan en videregående uddannelse foregår. Du oplever undervisningen, møder studerende og mærker studiemiljøet. De fleste videregående uddannelser udbyder studiepraktik.
Du kan søge, hvis du fx:
- Går på sidste år af en gymnasial uddannelse (hf, hhx, htx, stx eller eux)
- Holder sabbatår
Studiepraktikken foregår fra onsdag til fredag i uge 43.
Læs mere:
Som studerende for en dag er du med til undervisning og andre aktiviteter på en videregående uddannelse. Du følger en studerende og oplever, hvordan hverdagen på uddannelsen er.
Du kan deltage, hvis uddannelsesstedet tilbyder ordningen. Læs mere på uddannelsesstedernes hjemmesider.
Til åbent hus kan du høre om uddannelserne og møde undervisere og studerende.
Du får indblik i uddannelsens:
- Indhold og fagligt niveau
- Undervisningsform og læsemængde
- Praktik og studieophold i udlandet
Uddannelsesstederne holder åbent hus på forskellige tidspunkter.
Find datoer for åbent hus på uddannelsesstedernes hjemmesider eller via artiklerne om de enkelte uddannelser.
Tal med nogen
Det kan være en hjælp at tale med nogen om dit uddannelsesvalg. En samtale med fx en lærer, en vejleder, din familie eller dine venner kan give dig nye perspektiver og hjælpe dig videre.
Du kan få hjælp af en professionel vejleder, hvis du er i tvivl om, hvilken videregående uddannelse du skal vælge.
Du kan fx tale med vejlederen om, hvordan du vælger en uddannelse, hvilke adgangskrav der gælder, og hvilken uddannelse der passer til dine drømme om fremtiden.
Der findes flere muligheder for vejledning:
- Studievalg Danmark vejleder dig om valg af videregående uddannelse. Du kan møde vejlederne på dit uddannelsessted, i et vejledningscenter, kontakte dem via telefon, mail og deltage i webinarer
- eVejledning giver dig anonym og uafhængig vejledning om alle typer uddannelser. Du kan kontakte vejlederne via chat, telefon, video eller mail og deltage i webinarer og digitale oplæg
- Uddannelsesstederne tilbyder også vejledning om deres uddannelser
Læs mere:
- Om Studievalg Danmark
- Om eVejledning
- På uddannelsesstedernes egne hjemmesider
Nogle uddannelsessteder har et ambassadørkorps af studerende. Du kan kontakte dem, hvis du vil høre mere om en uddannelse eller livet som studerende på stedet.
Læs mere på uddannelsesstedernes egne hjemmesider.
Hvis du stadig går på en ungdomsuddannelse, kan du tale med din lærer eller vejleder. De kan fx hjælpe dig med at få overblik over dine styrker, udfordringer og muligheder.
Dine forældre, søskende, venner eller andre, der kender dig godt, kan hjælpe dig med dit uddannelsesvalg.
Du kan fx tale med dem om:
- Hvad du overvejer, og hvilke uddannelser du er i tvivl om
- Hvad de ser som dine styrker og interesser
- Hvordan de selv har valgt uddannelse og job
Sabbatår
Mange holder et eller flere sabbatår for at blive klogere på, hvad de vil. Det kan være en god idé – især hvis du har et mål med din pause.
Hvis du vil bruge sabbatåret til at blive mere afklaret, kræver det, at du selv gør noget.
Planlæg, hvad du gerne vil opnå. Du kan fx:
- Få et job inden for et område, du overvejer at læse
- Tage på højskole og udfordre dine interesser
- Tage frivilligt arbejde – det kan give indsigt i forskellige brancher og jobfunktioner
- Besøge en uddannelse som ’Studerende for en dag’ eller tage i studiepraktik
- Tage til åbent hus på en videregående uddannelse
Tjek også, om dine planer kan bruges, hvis du søger i kvote 2.
Læs mere:
Inspiration til dit valg
UddannelsesGuidens værktøjer kan hjælpe dig, når du skal vælge uddannelse. Prøv fx:
Både gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser giver adgang til videregående uddannelser. Adgangskortet viser, hvilke videregående uddannelser du kan søge ind på med din ungdomsuddannelse.
Studievælgeren hjælper dig med at afklare, hvad der er vigtigt for dig i dit valg af videregående uddannelse. Du kan fx bruge den, hvis du er i tvivl om, hvilke uddannelser der passer til dig.
UddannelsesZoom hjælper dig med at sammenligne videregående uddannelser. Du kan se data om fx undervisning, studiemiljø, frafald, jobmuligheder og løn.
I Jobkompasset kan du læse om en lang række job. Du får viden om jobbet og uddannelsesvejen til jobbet.
Tal med en, der kan stille de rigtige spørgsmål
Har du brug for mere end fakta? En samtale med en vejleder kan åbne nye perspektiver.
Kontakt en vejleder
Senest opdateret 26. marts 2025