Når gymnasiet bliver et ’ikke-valg’

Hver femte student under 30 år har hverken påbegyndt eller afsluttet en videregående uddannelse. Det viser en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Mie Dalskov Pihl, chefanalytiker i AE-rådet, minder både unge og deres forældre om, at man er ufaglært, hvis man ikke bruger sin studentereksamen til at tage en videregående uddannelse.

Ifølge Mark Jensen, formand for UU Danmark, er en del af problemet, at gymnasiet er blevet et ”ikke-valg” for mange unge. Opgaven er i det hele taget at lære eleverne i folkeskolen at træffe et valg, da valget af ungdomsuddannelse for mange er det første store valg, de skal træffe i deres liv, siger han.

UU-formanden foreslår, at vejledere på forsøgsbasis opsøger studenter, der ikke kommer i gang med en videregående uddannelse.

Jyllands-Posten, 9. marts 2015, 22.500 studenterhuer samler støv

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), 7. marts 2015, Op mod hver fjerde ung på Sjælland er hægtet af uddannelsesvognen