I 2007 bad Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD)undertegnede med assistance af tidligere højskoleforstander Ann-Lise Aasesdatter Han­sen om at gennemføre en sådan undersø­gelse. Formålet var at undersøge, på hvilken særlig måde folkehøjskolerne praktiserer uddan­nelses- og erhvervsvejledning. I 2004 blev det et lovkrav, at højskolerne nu også skulle vejlede eleverne om valg af uddannelse og erhverv med henblik på at medvirke og støtte elevernes afklaring herom.

Først mødte dette krav modstand. ”Dette er endnu et statsligt indgreb, der vil begrænse vores frihed,” sagde kritiske højskolefolk. Men efterhånden vendte de dette problem til en mulighed, idet de så valgte at gøre dette på helt deres egen måde. ”God højskolevejledning er eksistentiel vejledning,” sagde de, og eksistentiel vejledning er en afgørende og vigtig forudsætning for det gode uddannelses- og erhvervsvalg.

Samtidig med, at denne holdning var (og er) udbredt blandt højskolefolk, var (og er) der også fra FFD’s side et ønske om at opkvalificere og profes­sio­nalisere højskolevejlederne. Gennem grundkurser i FFD’s regi skulle de lære vigtige teorier og metoder hentet fra den profes­sionelle vejleders viden og værktøjskasse.

Men hvordan hang dette ønske om en profes­sio­nalisering af højskolevejlederen sammen med højskolevejlederens fremhævning af den eksistentielle vejledning som et særkendetegn for folkehøjskolen? Eller som FFD’s gene­ral­sekretær, Niels Glahn, skriver i forordet til rapporten: ”Hvad sker der, når vejledning professionaliseres? Forsvinder livet så at sige ud af samtalen?”

Undersøgelsen foregik over et år med udgangspunkt i tre udvalgte højskoler – Løgumkloster Højskole, Den Rytmiske Højskole og Testrup Højskole. Her blev forstandere, lærere og elever interviewet om, hvad de mente om og oplevede som eksistentiel vejledning i forbindelse med afklaring af de unges uddannelses- og erhvervsvalg.

Samtidig har rapporten også en anden og mere teoretisk del, der beskriver nyere international vejledningsforskning og den voksende interesse for den eksistentielle dimension i karrierevejledning. En af konklusionerne i rapporten er, at meget af det denne forskning efterlyser i moderne professionel vejledningsteori og metodik – nemlig karrierevejlederens evne til også at være i situationen i en jeg-du-relation for på denne måde at åbne for et undringsfællesskab og en mere grundlæggende værdiafklaring hos den vejledningssøgende – at denne parathed til at være og spørge ud fra en sådan undren tilsyneladende i udpræget grad er til stede i højskolevejlederens praksis.

I den forstand synes højskolen i dens pædagogik, kultur, højskoleliv og samtale- og værensformer at kunne fungere som en slags resonansbund for den mere eksistentielle og etiske værdiafklaring. En afklaring, som den unge bringes ud i, når spørgsmålet er, hvilket studium eller erhverv, der kunne skabe et godt liv - ikke blot for dem selv, men også for andre og samfundet og verden som sådan.

Som professionel karrierevejleder eller vejleder uddannet gennem de formaliserede vejlederuddannelser, vil man sikkert stille sig uforstående over for denne umiddelbart kategoriske sondring mellem professionalitet og dette at være (”Forsvinder livet ud af samtalen?”...). For går netop ikke megen helhedsorienteret og fx systemisk, konstruk­tivistisk, ”grøn” eller dynamisk vejledning ind på disse områder og gør vejlederen kom­pe­tent og trænet i også at være åben på denne mere eksistentielle måde? Dette er ikke et spørgsmål, der er let at svare på: Kan man være kompetent og professionel, når det gælder ”det eksistentielle”?

Læs rapporten for en mere nuanceret diskussion af dette emne og eventuelt også den nye bog ”At stå i det åbne. Dannelse gennem filosofisk undren og nærvær” (Reitzel, 2008; in press). Her uddyber jeg nærmere den vigtige vekselvirkning mellem professionalitet og værensdimensionen i vejledningen. En anden tilgang til vejledernes syn på højskolevejledningens professionalisering findes i rapporten om vejlederuddannelsens betydning (Nielsen, 2006).

Vender vi os til de unge og spørger, hvorledes de oplevede vejledningen på højskolen i forhold til gymnasiet eller UU- og Studievalgscentrene, så svarede de forbavsende lig hinanden på de tre højskoler. Det gennemgående var, at de, som de udtrykte det, i højskole­vej­ledningen følte sig mødt som et menneske, og ikke blot som en elev eller ”frustreret teenager” eller som endnu en brik, der hurtigst muligt skulle sluses igennem systemet.

Som en elev på Testrup Højskole skriver:

”Jeg følte mig ikke som en elev, men som en, der havde en snak med Gitte [en lærer på højskolen]. En rigtig person, som ikke bare var studievejleder. Vi fik en rigtig snak uden at føle, at det var vejledning.”

En anden sagde:

”De ser os som mennesker, der ikke bare er arbejdskraft, og de ser os, som vi er nu, og hvad der er godt for os. De ser os uden karakterer. De ser os – som os!”

En tredje supplerer:

”Vi var os selv og blev mødt som os selv og ikke bare som teenagere, der er forvirrede. Normalt er vejledning kvoter og snit, frister og på en helt anden måde. Det er nogle helt andre ord, man normalt bruger i vejledningen end her på højskolen. Her møder de os, fordi de kan lide os, og de kan lide deres arbejde. Men sådan skulle det vel også være i folkeskolen og i gymnasiet. I gymnasiet [i vejledningen] har vi aldrig talt om, hvad det vil sige at være menneske, og hvad der er vigtigt eksistentielt. Det har altid kun været praktiske ting, og noget man selv kunne have fundet, ren faktaviden.”

Eleverne beskriver højskolevejlederen som en autoritet, som man gerne vil lytte til og samtale med. Men på en alligevel ligeværdig facon.

Man er, som en fjerde fra Løgumklos­ter Højskole sagde, mere venner med dem, og man sidder ikke kun og taler om studievalg:

”Man taler om livet. Hvis en vejledningstime er planlagt, bliver det tomt, altså.”

Eleverne udtrykte også, at de var glade for den vejledning, som Studievalgscentrene gav, når de ønskede mere faktuel og målrettet viden og vejledning. Men på højskolen mødte de en anden form for vejledning, der tydeligvis gjorde indtryk og hjalp dem i deres mere eksistentielle afklaringer.

I rapporten vil man kunne se mange forskellige beskrivelser af, hvorledes dette møde mellem elev og højskolevejleder bliver til. Man får måske lidt det indtryk af ovenstående interview, at blot de får en opmærksom voksen at tale med, så bliver det automatisk til god højskolevejledning.

Men hvad taler de om, på hvilket grundlag og hvilke metoder bruger højskolevejlederne? Mange af de interviewede vejle­dere værgede sig bevidst imod at tale om, hvilke ”metoder” de benyttede. De fortalte gerne om, hvad de talte om (i rapporten findes mange eksempler på det), og på hvilket grundlag de talte (her henviste de særlig til højskolens almendannelsestradition) – men når det gælder metodebeskrivelse oplevede de, at man så kom til at tale forbi det, der var det essentielle i den gode højskolevejledning.

”Det bliver for klinisk,” som en af vejlederne fra Løgumkloster sagde. En anden (fra Testrup Højskole) fremhævede, at det i sidste instans er den unikke elev og lærer/vejleder, der sammen er bestemmende for, hvordan samtalen bliver, og hvorhen den går. ”Enhver samtale er lige så forskellig, som menne­sker er,” som hun udtrykte det. En vigtig vej til at forstå, hvad ”det eksistentielle” og eksistentiel vejledning kan være, ligger i en forståelse for denne reservation over for den metodiske tilgang.

Finn Thorbjørn Hansen er Ph.d i pædagogisk filosofi og cand.mag. i idéhistorie og æstetisk kulturarbejde fra Aarhus Universitet. Han er ansat som lektor i vejledning med særlig henblik på filosofisk vejledning på Forskningsenhed i Vejledning, Institut for Curriculumforskning, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.

Her underviser han på masteruddannelsen i vejledning, studieenheden i vejledningspædagogik på kandidatuddannelsen i generel pædagogik samt efteruddannelser i filosofisk vejledning og sokratiske dialoggrupper for konsulenter og vejledere inden for forskellige professionsuddannelser. 

"Det var, som om de havde en slags kærlighed til det, de gjorde" (2008)

Uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelsens betydning for højskolevejledere (2006)

Hansen, Finn Thorbjørn (2008)”Det var, som om de havde en slags kærlighed til det, de gjorde”. Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD), 2008

Nielsen, Kristina Bæk (2006). Uddannelses- og erhvervsvejlederuddannelsens betydning for højskolevejledere Folkehøjskolernes Forening i Danmark (FFD), august 2006

FFD/Vejledning