En nylig Undervisningsministeriel rapport lægger sin lod i samme vægtskål og peger på det ønskelige i at vejledning i endnu højere grad end nu ’målrettes og prioriteres bedre’, dvs med en ’klar definition af de målgrupper, som vejledningsindsatsen skal koncentreres om’ (Uddannelses- og Erhvervsvejledning i Uddannelsessektoren).

Bag forslaget til denne skærpelse ligger næsten 5 års løbende diskussion og problematisering af begrebet ’særlige vejledningsbehov’. Begrebet blev introduceret for at målrette vejledning, ud fra en tankegang om at vejledningsresurserne ikke rækker til en særlig indsats for alle.

Og alligevel: vejledning er for alle, men i særlig grad de særlige, de marginaliserede, de skæve. En både-og-strategi, som også EU understreger i Resolution om livslang vejledning (2004):

”Alle europæiske borgere bør…. have adgang til vejledning på alle stadier af livet, idet opmærksomheden især skal rettes mod enkeltpersoner og grupper, der er særligt udsatte”.

I praksis kan dette dreje vejledningsindsatsen væk fra at være en ret for alle og over mod at være behovsstyret mod særlige målgrupper med særlige vejledningsbehov.

Eller dem med udvidede behov – et begreb som er vokset så at sige nedefra. Især fra Studievalg, som i særlig grad følte sig dårligt hjulpet af begrebet ’særlige vejledningsbehov’. Studievalg skrev således i et notat (2007) en definition af vejledningssøgende med udvidet behov for vejledning om valg af videregående uddannelse og erhverv:

”En vejledningssøgende vurderes at have et udvidet behov for vejledning, såfremt den vejledningssøgende er underlagt barrierer, der hæmmer et kvalificeret valg af videregående uddannelse og erhverv. Den vejledningssøgendes udvidede behov skyldes utilstrækkeligt kendskab til og mangel på afklaring af de valgparametre, som samlet set er nødvendige for at have valgkompetence til at træffe et valg af videregående uddannelse og erhverv”.

Især pegede Studievalg på:

• Uddannelsesfremmed baggrund og sociale forhold
• Funktionsnedsættelse
• Utilstrækkelige studiemæssige forudsætninger
• Urealistiske forventninger
• Udlændinge (udenlandsk eksamen)
• Handlingslammende tvivl og sene startere

En anden vinkel har VUE taget op (Larsen, 2007) og peget på, at det er barrierer, snarere end den enkeltes formodede og særlige behov som medfører et behov for udvidet vejledning i forhold til bl.a. Studievalg (se 'Hvem har et udvidet vejledningsbehov?').

Og den tilsvarende 2008-rapport om unges særlige behov fremhæver at:

’Der arbejdes hverken set på tværs eller i de enkelte institutioner med en fast definition af særlige behov for vejledning. Nogle steder udtrykkes der klart, at vejlederne ikke arbejder efter en fast definition. De mener ikke, at det giver mening eller kan lade sig gøre. Gruppen med særlige behov for vejledning ses som fleksibel eller flydende. Særlige behov for vejledning er udtryk for livsbetingelser. Livsbetingelser er netop noget, som er bevægeligt og foranderligt. Det bliver særlige behov for vejledning derfor også. Typiske udtalelser om særlige behov for vejledning lyder: ”Det faglige er ikke nødvendigvis det, der gør, at man er i en gruppe med særlige behov – som regel er det et samspil mellem personlige, sociale, faglige, kammeratskabsmæssige og hjemlige forhold.” ”Ondt i livet, fagligt svage, usikre og sårbare unge, unge som mangler personlige og sociale kompetencer, dårligt socialt netværk, ensomme unge.” ”Det er svært at definere, hvem der er frafaldstruet, der er også risiko for stigmatisering.’  (VUE, 2008).

Interessen for de særlige og deres vejledningsbehov er ikke ny. Den rækker mindst tilbage til Ungdomskommissionens betænkning (1946) om indførelse af en Offentlig Erhvervsvejledning. Pointen er, at dengang og frem til 2003 gjaldt lovgivningen de almene behov for vejledning. Vejledning var for alle. Nu gælder det de særlige/udvidede behov. Og det har alle ikke. Hvis de havde det, var de netop ikke særlige eller udvidede.

Forløberen for den målrettede indsats sås bl.a. i KIU-projekterne (Kvalitet i Ungdomsvejledningen, 2002-2003; se Plant, 2003). Her blev de unge med særlige vejledningsbehov kaldt "utilpassede" samt:

• svage
• udsatte
• marginaliseringstruede
• frafaldstruede
• unge med særlige behov
• de specielt egnede.

Den sidste betegnelse i denne række er en nærmest poetisk omskrivning (med hilsen til De Måske Egnede af Peter Høeg), mens resten af etiketterne afspejler det problematiske, næsten stigmatiserende ved at tilhøre målgruppen: svag, udsat, truet.

Nogle kommuner var i denne sammenhæng modelkommuner (se Bøtker & Pedersen, 2003) - og her var det tydeligt at ’særlige behov’ var styrende for indsatsen og dens grundlæggende værdier:

De unge indgår i en kontrakt med vejlederen og systemet – og får til gengæld hjælp, støtte og opmuntring. Diagnosen er således at de unge er udsatte, dvs. sat ud og sat af. Ude fra uddannelser, job, netværk. Løsningen på problemet er bl.a. en mangesidig og omfattende vejledning, støtte, og opmuntring. Bagved dette ligger– ofte uudtalte – forklaringer på, hvorfor de unge er blevet sat ud og sat af. Der er nogle grundlæggende forklaringer:

• en økonomisk og strukturel: marginalisering er et biprodukt af en globaliseret konkurrence, hvor produktionen flytter til de mest rentable og profitgivende vilkår, hvor nye produktionsformer skæller lag på lag af den del af arbejdsstyrken som ikke har tilstrækkelige kvalifikationer og personlige kompetencer ift. flexibilitet, ansvar, omstillingsparathed etc. I denne proces taber de svage: de bliver sat ud, marginaliseret. Løsningen på dette problem er uddannelse, opkvalificering af arbejdsstyrken – og vejledning til kompetenceudvikling, realkompetencer, praktikforløb i virksomheder, etc.
• en moralsk det er de unges egen skyld at de er udsatte: de har sat sig selv udenfor ved at være drikfældige, stofmisbrugere, upålidelige, dovne, tyvagtige, etc. De skal blot tage sig sammen. Samfundet kan motivere folk til dette ved at sætte bistandshjælp og arbejdsløshedsunderstøttelse ned, straffe kriminalitet hårdere – og ved at vejlede ift. personlig handlingsplanlægning i form af en bindende kontrakt mellem individ og samfund.
• en kulturel kapital forklaring: de unge mangler tilgang til samfundets hjælp, til netværk, til resurser. Selvom alt dette faktisk existerer, så forbinder de det ikke med sig selv. De mangler at knække koden. De har ikke den kulturelle kapital, det sprog som ville kunne åbne for resurserne. De farer vild i samfundet. Derfor får de ikke den hjælp og støtte som de behøver. Problemets løsning ligger lige for: oplysning skal der til. De unge lever deres liv i mørke, men savner lys. Vejledning er en af lyskilderne og den hjælper de unge til at tænde deres eget lys. Helst en 100 watts pære – og lyset skal komme indefra.
• et fjerde sæt forklaringer – som lægger vægten på forhold uden for den unge selv – peger på at problemerne snarere ligger i grundlæggende sociale forhold. Og i Uddannelsernes struktur, pædagogik og indhold (Højmark Jensen, 2009).

Ofte blandes disse tilgange, men vægten lægges oftest på forklaring 3, fulgt af 2 og 1. Sjældent på 4. Det har betydning for den praktiske tilrettelæggelse og for de værktøjer der anvendes i praksis.

Hvis de unge mangler kulturel kapital, men faktisk har mange personlige resurser – og dette fremhæves ofte – så er det vejlederens opgave at sprede lys i mørket, at fokusere på sejre og undtagelserne fra nederlag, at fremme konstruktiv adfærd, at støtte netværk omkring den unge. Det kræver en vedvarende og bred vejledningsindsats – med fokus på den enkelte og i et samarbejde på tværs af sektorer og forvaltninger. En udvidet indsats.

En drilsk detalje er kravet om at statistik skal spejle det politiske mål om at satse på unge med udvidet behov for vejledning. Her har vejlederne ved Studievalg bl.a. til opgave at udpege dem med de udvidede vejledningsbehov. Et eksempel: i den sidst opgjorte kontaktstatistik for perioden (juli-sep 2008) havde Studievalg Sjælland telefonisk kontakt med 117 unge i ungdomsuddannelserne, heraf 62 med udvidede vejledningsbehov. De tilsvarende tal fra Fyn var hhv 118 og 10. Men mon der i denne periode var ca. 6 gange så mange sjællændere som fynboer med udvidede, telefoniske vejledningsbehov? (se Kontaktstatistik, Studievalg, 2008).

Den først omtalte rapport (Uddannelses- og Erhvervsvejledning i Uddannelsessektoren, 2008) - som sætter fokus på en skarpere prioritering af den milliard kr som årligt anvendes på vejledning – er ikke i tvivl i sine anbefalinger:

• Klar definition af de målgrupper, som vejledningsindsatsen skal koncentreres om.
• Præcisering af de vejledningsredskaber, som bringes i anvendelse over for unge hhv. med og uden behov for en særlig vejledningsindsats, herunder anvendelse af visitation til særlig vejledning.
• Størst mulig grad af differentiering af indsatsen baseret på alder, sociale baggrunde, uddannelsesmæssige udfordringer mv.
• Større fokus på sammenhængen mellem præsterede resultater og den økonomiske styring, herunder en klarere sammenhæng til de forskelle i brugergrupperne, som de forskellige vejledningssteder oplever, samt ansvarliggørelse i forhold til vejledningsstedernes performance.
• Større anvendelse af internettet som platform for vejledning og dialog på vejledningsområdet.

Og så lægger rapporten det økonomiske trumfkort på bordet:

”For at målrette indsatsen mod unge med behov for en særlig vejledningsindsats og målrette de økonomiske midler til uddannelsesinstitutioner med en overvægt af målgruppen af unge med behov for en særlig vejledningsindsats kan det overvejes at bruge eksempelvis taxameterstyringsredskabet mere aktivt. Det kunne ske gennem en art visitationsordning. Hvis vejlederne eksempelvis skulle visitere eleverne for at vurdere, om de havde behov for individuel vejledning, ville en stor del af vejledningssamtalerne formentlig ikke finde sted. Mange ressourcestærke unges henvendelser ville derigennem muligvis kunne løses via kollektive informationsarrangementer, informationer på internettet, et SMS-svar eller webchat fra vejleder eller lign. Dette ville betyde, at vejledningen af unge uden behov for en særlig vejledningsindsats i højere grad end i dag ville kunne henvises til egen informationssøgning via internet og lignende. Dette vil kunne frigøre omprioriteringspotentialer.”

Altså til dem der har virkelig behov for vejledning. Eller blot et udvidet behov?

Bøtker, C. & Pedersen, L.E. (2003): Den rummelige skole- og ungdomsvejledning, Gladsaxe Kommunes Skole- og Ungdomsvejledning.

Jensen, U. Højmark (2009): Frafald eller udstødning, Vejlederforum 1/2009.

Kontaktstatistik, Studievalg juli-sep 2008, KBH, UVM.

Larsen, J. (2007): Hvem har et udvidet vejledningsbehov?.

Plant, P. (2003): Temperatur: Kvalitet i ungdomsvejledningen, KBH, Kommunernes Landsforening.

Resolution om livslang vejledning (2004). Bruxelles, EU.

Studievalg (2007): Notat om udvidede vejledningsbehov.

UVM/Rambøll (2008): Uddannelses- og Erhvervsvejledning i Uddannelsessektoren, KBH.

VUE (2008): Udvikling af vejledning af unge med særlige behov for vejledning, Viborg.

Uddannelses- og erhvervsvejledning i uddannelsessektoren (2008)

Udvikling af vejledning af unge med særlige behov for vejledning (2008)