Det var et krav i de kontrakter, der blev indgået om drift af Studievalg i 2004, at vejledningstilbuddet blev etableret ud fra en generel bestemmelse af forskellige målgrupper af unge, og deres formodede behov for vejledning.

Centrene skulle i deres tilbudsmateriale beskrive målgrupperne, og angive deres behov for vejledning. Der blev ud fra disse angivelser formuleret koncepter for vejledning efter behov, men jo ikke efter den unges behov som sådan, men efter de behov Studievalg kunne deducere sig frem til i forbindelse med kontraktindgåelsen. I princippet var det rent skrivebordsarbejde baseret på gode menneskers flerårige erfaringer med vejledning af unge.

Studievalg har fra begyndelsen i 2004 internt arbejdet med begrebet ’særlige behov’ og en fælles forståelse heraf. Hvad kunne benævnes som særlige behov, hvordan viser de sig, kan man fx udpege grupper af unge med særlige behov, og hvis det er muligt, hvilken vejledning skal man så tilrettelægge for dem ud fra deres særlige behov.

Man kan hævde at diskussionerne var udtryk for en indre modvilje mod at gribe fat om sagens kerne. I EVA’s evalueringsrapport ”Vejledning om valg af uddannelse og erhverv” blev dette argument fremført. Studievalg var langt fra enig i, at man gik rundt om den varme grød, men rapporten havde dog den effekt, at centrene satte turbo på arbejdet med at skabe en landsdækkende fælles forståelse af området for vejledning af unge med særlige behov.

Studievalgs grundlæggende modstand handlede om hele tankesættet, at man, ved at afgrænse grupper og udefra bestemme deres behov eller særlige behov, kunne tilrettelægge vejledning, der modsvarede disse behov eller særlige behov hos de unge.

Behov er ikke, de viser sig. Man har jo således ikke et kontinuerligt behov for væske, behovet viser sig ved, at man føler tørst. På samme måde gælder det for behovet for vejledning om valg af videregående uddannelser. Behovets art og styrke veksler både som følge af ens mentale tilstand, hvor valgparat man vurderer, man er, og ved de ydre rammer, der løbende forandres over tid.

Og der er naturligvis forskel i behov, der viser sig hos den unge selv, og behov der på forhånd bestemmes af fx vejledere uanset deres erfaringer.

Forstået på den måde kan man sige, at vejledningens, og specifikt vejlederens, fornemste opgave er at kunne begribe vejledtes behov, sådan som de viser sig i de konkrete møder mellem vejleder og vejledte, og dette uanset om der er tale om kollektiv, gruppe eller individuel vejledning. Vejlederen skal således være udstyret med kvaliteter og evner, der gør vedkommende i stand til dette.

Denne nye tilgang var bærende for Studievalgs arbejde med definition af vejledningssøgende med udvidet behov for vejledning om valg af videregående uddannelser, som den kom til udtryk i notatet fra september 2007 ”Notat om vejledning af personer med udvidet vejledningsbehov”.

Det er dog klart, at vejledning, der tager udgangspunkt i den unges behov sådan som de formuleres i den konkrete vejledningssituation, er en idealforestilling, som bygger på, at behov på mærkværdigvis netop ’viser’ sig.

Derfor rummede notatet også den centrale pointe, at et udvidet behov viser sig ved barrierer, der hæmmer den unge i at foretage valg / kvalificeret valg af uddannelse. Derudover erstattede notatet begrebet ’særlige behov’ med begrebet ’udvidede behov’.

Studievalg ønskede med begrebet ’udvidet vejledningsbehov’ dels at skabe en distance til forestillingen om, at der med de rette sociologiske afgrænsninger kunne findes grupper af unge med særlige behov for vejledning, dels at give sig selv mulighed for at formulere en mere positiv og vejlederorienteret tilgang til opgaven.

Netop ideen om en perspektivændring var vigtig. Afdækningen af behovet for vejledning skulle flyttes fra skrivebordet og den sociologiske udredning ud til vejlederen og de konkrete vejledningssituationer.

Barriere for valg af videregående uddannelser viser sig dels i personens adfærd, det vejledte gør eller ikke gør, dels i personens sociale og faglige kontekst. Dermed udtrykker barrieretænkningen et opgør med det, man kunne benævne prædikatstænkningen, som knyttede sig til de særlige behov.

De unge man kunne finde med et særligt behov, blev hver gang bestemt ved deres egen særlighed. Fx unge med anden etnisk baggrund end dansk. Det var deres etnicitet, der gjorde, at de kunne bestemmes som havende et særligt behov, ikke de problemstillinger de faktisk løb ind i i forbindelse med deres valg af videregående uddannelse.

At afdække en barriere hos en ung og dermed definere et udvidet behov for vejledning fordrer en stor grad af følsomhed og kompetence hos vejlederen. Der er tale om en balanceakt mellem benævnelse, det at vejlederen definerer og benævner en barriere ud fra egen kontekst (erfaringer, viden, forestillinger, forventninger, fordomme) og anerkendelse, hvor den unge i samarbejdet med vejlederen opnår anerkendelse af egne barrierer og dermed et styrket udgangspunkt for at arbejde med nedbrydning af barriererne eller erkendelse af, at barriererne har en sådan karakter, at de ikke kan overvindes, men i stedet må anerkendes som vilkår i ens valgrum.

I praksis sker benævnelse og anerkendelse i en samlet bevægelse ved det samarbejde, der udspiller sig mellem vejleder og vejledte. Vejledte medvirker på den måde ved benævnelsen, hvilket har den styrke, at man opnår vejledte anerkendelse af udstrækningen af hindringerne og deres ’art’ så at sige. Anerkendelsen understøtter, at løsninger opleves som meningsfulde for vejledte.

Set fra Studievalgs perspektiv havde barrieretænkningen den elegante vinkel, at barriere kunne omtales og synliggøres i den kollektive vejledning, uden at de hæftedes på nogen specifik gruppe af unge eller nogen konkret ung. Synlighed øger tilgængeligheden til vejledningen både psykisk og fysisk, og det bliver generelt nemmere at opsøge den vejledning, man har behov for.

På den måde gøres det legalt at have problemer med at vælge uddannelse, også problemer der overstiger dem andre lige kan fremvise, og det bliver enklere at se sig selv som en, der fx ikke lige forstår uddannelsessystemet eller ikke helt har tilstrækkelige studiemæssige kompetencer, og derfor ville kunne profitere af at udnytte vejledningens tilbud. Dette er væsentligt, fordi unge med udvidet behov for vejledning jo ikke pr. automatik opsøger vejledningen, men netop ofte skal ledes derhen af noget eller af nogen.

Hvilken vejledning skal vejledte så mødes med, når en barriere og dermed et udvidet behov viser sig? Mødes et udvidet vejledningsbehov af udvidet vejledning? Skal de have mere af samme slags eller skal de have en anden slags vejledning?

I Studievalg bruges begrebet ’udvidet vejledning’ slet ikke, i stedet præsenterer man i notatet et arsenal af mulige vejledningsindsatser som forventes at kunne bringes i anvendelse over for unge med forskellige behov og barrierer. Der peges ikke på, at et udvidet behov for vejledning skal mødes af vejledning efter andre metoder, end dem man også anvender i den almindelige vejledning.

I Studievalg-sammenhæng gælder, at alle unge i ungdomsuddannelserne mødes med en grundydelse af vejledning. Der findes så at sige en standardpakke, som tilbydes alle unge og altså også dem, der senere måtte vise sig at få behov for yderligere vejledning.

I den forstand kan man så sige, at dem, der viser sig at have et udvidet behov, får mere vejledning.

Videre gælder det for Studievalgs tænkning på dette område, at vejledningen og vejlederen som sådan kun råder over et givent antal metoder og værktøjer, og at unges udvidede behov for vejledning bedst imødekommes med de kendte metoder og værktøjer i former, der tilpasses de barrierer, som hindrer den unge i at træffe et kvalificeret valg af videregående uddannelse.

Fx tilbydes unge, hvor det viser sig, at deres valg hæmmes af socialt og kulturelt bundne problemstillinger, personlige samtaler, hvor der fokuseres på at oparbejde forståelse for kendetegnene ved de forskellige videregående uddannelser og livet som studerende. Unge hvis valg hæmmes af urealistiske forventninger tilbydes ligeledes personlige samtaler, men her fokuseres på at afdække og/eller udvide handlingsperspektivet og bidrage til empowerment.

Vil man bruge betegnelsen ’udvidet vejledning’ i forbindelse med Studievalg, vil det altså både betyde mere vejledning fordi den vejledning, der tilbydes unge med udvidet behov gives oven på den ordinære vejledning som alle får. Og det må også ses som en anden slags vejledning forstået på den måde, at vejledningen af unge med udvidet behov kombinerer de kendte metoder på nye måder, og præciserer fx samtalen som et værktøj, der kan og skal anvendes varieret alt efter hvilke barrierer og behov, der viser sig hos den enkelte vejledningssøgende.

Det helt centrale for tænkningen om udvidet behov for vejledning er således, at den tager udgangspunkt i den unge og de behov for vejledning, der viser sig hos den unge i det konkrete møde med vejlederen.

Tænkningen repræsenterer på den måde en bevægelse fra den passive og ydre bestemmelse af særlige behov til en aktiv og inddragende bestemmelse af udvidede behov.

Tænkningen sætter videre vejlederens professionalitet og kompetencer som vejleder i fokus.

Vejlederen skal fagligt kunne håndtere de forskellige indsatser, der antages at kunne imødekomme det specifikke behov hos den enkelte, og vejlederen skal i samarbejde med vejledte kunne identificere de barrierer, der hindrer vejledte i at træffe et kvalificeret valg af videregående uddannelse.