Som leder af Ungdommens Uddannelsesvejledning i Nordvestjylland, der dækker Lemvig, Struer og Holstebro kommuner, er jeg meget optaget af, at alle instanser omkring de unge arbejder for samme sag og respekterer hinandens indsats og ansvar. Hvis de unge skal kunne forstå en sammenhæng i indsatsen, er det absolut nødvendigt, at vi, dvs. de professionelle aktører, også kan se en sammenhæng i indsatsen. Folkeskolens formålsparagraf tilsiger, at en af skolens vigtigste opgaver er at give eleverne lyst og færdigheder til efterfølgende uddannelse. Ungdommens Uddannelsesvejledning skal vejlede alle unge til mere uddannelse efter grundskolen i form af en ungdomsuddannelse. Erhvervsskolerne og de gymnasiale uddannelser skal sikre, at alle elever gennemfører uddannelsen. Produktionsskolerne skal hjælpe unge ind i ungdomsuddannelserne via brobygningsforløb, og endelig skal de sociale myndigheder understøtte den unges udvikling, trivsel og selvstændighed med henblik på at fremme den enkeltes mulighed for at klare sig selv. Det er ret enkelt og logisk, men det går galt i praksis, hvis vi ikke respekterer hinandens roller, kompetencer og ansvarsområder.

Som et eksempel på et respektfuldt samarbejde har de lokale erhvervsskoler og UU- Nordvestjylland som led i modelkommuneprojektet ”Ungdomsuddannelse til alle” netop afsluttet et fælles udredningsarbejde af de mentorordninger, der kan iværksættes dels i regi af erhvervsskolerne, dels i regi af UU. Det var nødvendigt, at vi satte os rundt om bordet og lagde tingene åbnet frem, så vi kunne finde frem til den bedste anvendelse af de forskellige ordninger. På den måde fik UU viden om, at der kan være op til fire forskellige støttefunktioner på en erhvervsskole, fx kontaktlærer, mentor, elevsupporter samt uddannelses- og erhvervsvejleder - alle med hver deres afgrænsede og målrettede funktion. Derfor kan erhvervsskolerne ikke bruge elevernes uddannelsesplaner til noget, hvis vi som vejlederbemærkning bare skriver: OBS, brug for en mentor! I stedet skal vi overlade det til erhvervsskolen at vurdere, hvad den rigtige støtteforanstaltning er, så vi i stedet koncentrerer os om at beskrive de forhold, der peger på et behov for en ekstra opmærksomhed fra uddannelsesstedets side. Vi skal altså beskrive ”mellemregningerne”, og overlade løsningen til erhvervsskolen - og det kan faktisk være ganske svært for vejledere ikke at måtte komme med løsninger.

Opsøgende vejledning kan let få en negativ og underlødig klang ud fra et vejledningsetisk perspektiv, men jeg vælger at se det i et andet lys. Jeg synes, det er vigtigt at være med til at arbejde for, at alle unge 15-, 16- og 17-årige er i gang med noget, der på fornuftig vis ruster dem til deres voksenliv, og som hjælper dem til selvforsørgelse og uafhængighed af det sociale system. Der er ingen mening i, at unge skal sidde hjemme i sofaen og vende op og ned på nat og dag og enten blive ensomme og isolerede eller blive lidt for aktive i jagten på rus og spænding i tilværelsen. Men der er nogle unge, som ikke har fremdriften til eller troen på, at noget kan give mening eller lykkes for dem - og da slet ikke uddannelse eller arbejde for den sags skyld. Og dem skal vi ikke opgive eller bare sidde og vente på, at de selv dukker op ved skranken, når de fylder 18 år. Derfor er det vigtigt, at vejledningen er opsøgende og vedholdende over for de unge i denne aldersgruppe. Netop for at give dem troen på, at det kan lykkes.

Ungevejlederne fra UU bliver godt modtaget af den unge og forældrene, både ved telefonisk henvendelse, eller når de direkte dukker op på hjemadressen. UU er kendt fra mødet på skolen og betragtes ikke som en myndigheds utidige indblanding, men som en hjælpeforanstaltning for den unge. For ungevejlederen er den vigtigste indsats ofte langmodighed og vedholdenhed og gentagne kontakter og forsøg på at skabe bevægelse i situationen. Prøve på forskellig vis at fremme vejen mod uddannelse eller arbejde ved at kunne tilbyde forskellige muligheder, forskellige tilbud og tage mor og far med på råd. Vi skal nemlig turde at give børnene tilbage til forældrene. Når vi snakker alene med de unge om uddannelse, skal vi huske på, at det oftest er de ”ikke-tilstedeværende”, der er de mest betydende, nemlig far og mor og vennerne.

Det bliver en af de næste store udfordringer at få draget dette aspekt mere med ind i unge-vejledningen og i uddannelsesvejledningen i skolen. Om det så skal kaldes opsøgende vejledning eller ej, så har UU en klar mission sammen med alle øvrige instanser, der også arbejder for samme fælles sag - og forældrene til unge under 18 år, ikke at forglemme.

Der bliver også en stor ny faglig udfordring med den opsøgende vejledning af unge i alderen 19 til 25 år. Ungevejledningen bliver ofte første led i den samlede kæde, der kan hjælpe de unge, der igen har fået modet og lysten til en ungdomsuddannelse efter at have været væk fra skolebænken nogle år. Vi skal fortælle de unge, at vi er her og er klar til at hjælpe, når de har brug for os. Og det kan vi sagtens gøre på en ordentlig måde, så ingen føler sig jagtet eller forfulgt som en udsat gruppe, bare fordi de ikke lige kom med i uddannelsestoget i første omgang. Skulle nogle unge have lyst til at frabede sig vores opmærksomhed og den opfølgende kontakt, så vil vi selvfølgelig respektere det. Men det er faktisk kun sket én enkelt gang i UU-Nordvestjyllands funktionstid.

For at løse opgaven får ungevejlederne brug for mere viden om voksenuddannelsessystemet, fx meritmuligheder og den grundlæggende voksenuddannelse (GVU) - et område, som vi indtil nu kun har haft en periferisk berøring med. Det kræver en efter- og videreuddannelse af vejlederne i UU. Den opgave er vi klar til, og så vil vi fortsætte samarbejdet med de øvrige aktører i feltet om at være med til at give et vigtigt bidrag til, at 95 %-målsætningen kommer i mål i 2015.