Jeg er 19 år og bor sammen med min lillesøster og min mor. Min mor og far er gået fra hinanden og har fundet sammen igen mange gange, men de sidste 3-4 år har de boet hver for sig og far har haft andre damer. Mor arbejder i køkkenet på et plejehjem og er den stabile, der ikke opsøger nye bekendtskaber, men sidder hjemme og er MOR.
Min far er alkoholiker og har vist været det hele livet. Hvis han siger, at han vil give mig penge eller noget andet, så kan man ikke regne med det overhovedet, men aftaler om at mødes overholder han som regel. Han går i byen hver weekend og opfører sig som en på 18 år - selv om han er 42 - men det har jeg vænnet mig til.
Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal videre med uddannelsesmæssigt, og det har jeg sagt 1000 gange. Jeg ved det simpelt hen ikke. Jeg har prøvet de praktikker jeg må, her på produktionsskolen - og fundet ud af, hvad jeg ikke skal. Der er snart gået et år, og jeg er helt blank.
Måske var det en god ide, hvis man kunne bruge meget mere tid på at snakke om muligheder for job og uddannelse og måske få flere praktikker og længere tid på produktionsskolen. Lige som man kan gå til dansk og matematik ville det måske være godt, hvis man kunne gå til vejledning. Altså ikke hver for sig i en halv time hos en vejleder, men hele dage sammen med de andre elever.
Eftertanker
Da jeg spurgte Mie om hun virkelig havde vænnet sig til sin fars facon, eller om det var noget, hun sagde for at kunne holde det ud, fyldes hendes øjne med vand og tårerne løb stille ned af kinderne, mens hun uden et ord bare kiggede tilbage på mig.
Mie har aldrig forholdt sig til de omsorgssvigt, hun har været udsat for, og hun fortrænger meget, hvilket hendes "det har jeg vænnet mig til" dækker over. Jeg oplever, at Mie er hurtig til at afvise nye forslag, inden hun helt kender omfanget af det, hun afviser. Hun har sat så mange barrierer op omkring, hvad det ikke må være - og så har hun fået skabt sig et mantra, der er blevet sagt så mange gange, at det er blevet sandheden for hende: "Jeg er helt blank". Mies ide om gruppevejledning i længere forløb er jeg meget positiv over for: Det fortjener at blive prøvet af.