De vejledningssøgende
Videnscenter artikel

Hvad siger de unge selv om deres behov?

Spørg de unge selv: Tit kender de svaret. Enkelt, men vanskeligt. Der ligger en ligeværdighed i, at vejlederne anerkender, at de unge ved bedst, når det drejer sig om dem selv. Interview med tre unge fra 2009.

Af Dorte Lundorff,

Forstander på Haderslev Produktionsskole. 2009.

Jeg valgte tre unge, der umiddelbart virker socialt stærke. De er i stand til at reflektere over deres liv - og det er ikke deres boglige niveau, der står i vejen for en uddannelse. Men alligevel kan de have et udvidet vejledningsbehov. De tre unge forholdt sig først til et skema med refleksionsspørgsmål. Derefter interviewede jeg dem hver for sig og spurgte til deres behov for udvidet vejledning. Mie, Rasmus og Morten (navnene opdigtede) får ordet:

Fold alle afsnit ud

Mie

Jeg er 19 år og bor sammen med min lillesøster og min mor. Min mor og far er gået fra hinanden og har fundet sammen igen mange gange, men de sidste 3-4 år har de boet hver for sig og far har haft andre damer. Mor arbejder i køkkenet på et plejehjem og er den stabile, der ikke opsøger nye bekendtskaber, men sidder hjemme og er MOR.

Min far er alkoholiker og har vist været det hele livet. Hvis han siger, at han vil give mig penge eller noget andet, så kan man ikke regne med det overhovedet, men aftaler om at mødes overholder han som regel. Han går i byen hver weekend og opfører sig som en på 18 år - selv om han er 42 - men det har jeg vænnet mig til.

Jeg har ingen anelse om, hvad jeg skal videre med uddannelsesmæssigt, og det har jeg sagt 1000 gange. Jeg ved det simpelt hen ikke. Jeg har prøvet de praktikker jeg må, her på produktionsskolen - og fundet ud af, hvad jeg ikke skal. Der er snart gået et år, og jeg er helt blank.

Måske var det en god ide, hvis man kunne bruge meget mere tid på at snakke om muligheder for job og uddannelse og måske få flere praktikker og længere tid på produktionsskolen. Lige som man kan gå til dansk og matematik ville det måske være godt, hvis man kunne gå til vejledning. Altså ikke hver for sig i en halv time hos en vejleder, men hele dage sammen med de andre elever.

Eftertanker
Da jeg spurgte Mie om hun virkelig havde vænnet sig til sin fars facon, eller om det var noget, hun sagde for at kunne holde det ud, fyldes hendes øjne med vand og tårerne løb stille ned af kinderne, mens hun uden et ord bare kiggede tilbage på mig.

Mie har aldrig forholdt sig til de omsorgssvigt, hun har været udsat for, og hun fortrænger meget, hvilket hendes "det har jeg vænnet mig til" dækker over. Jeg oplever, at Mie er hurtig til at afvise nye forslag, inden hun helt kender omfanget af det, hun afviser. Hun har sat så mange barrierer op omkring, hvad det ikke må være - og så har hun fået skabt sig et mantra, der er blevet sagt så mange gange, at det er blevet sandheden for hende: "Jeg er helt blank". Mies ide om gruppevejledning i længere forløb er jeg meget positiv over for: Det fortjener at blive prøvet af.

Rasmus

Jeg er 19 år og bor sammen med min mor og min lillebror. Da jeg var 4-5 år fik jeg konstateret ADHD og er medicineret for det. Vi flyttede til England, hvor min far oprindeligt kom fra. Jeg boede med min familie i England i nogle år, men så flyttede vi tilbage til Danmark. Da jeg var ca. 9 år flyttede min far fra os tilbage til England igen.

Min far var mit et og alt, og jeg gik helt i sort over, at jeg ikke måtte opsøge ham. Jeg fik det rigtig svært i skolen, smadrede alt muligt, og der blev først lidt ro på mig, da jeg som 12-årig begyndte at ryge hash. Rigtig meget hash. Jeg fik de forkerte venner og sumpede rundt.

Min svoger var chauffør, og på et tidspunkt tog jeg en beslutning om, at dét ville jeg også være. Jeg satsede alt på at få en uddannelse, kom på afvænning, droppede hele min omgangskreds og gik i gang på teknisk skole med transport og logistik. Det gik rigtig godt, lige indtil jeg skulle finde mig en læreplads. Det har ikke været muligt, og nu er det da helt umuligt.

For nylig er jeg kommet i kontakt med en af mine kusiner i England via Facebook, og jeg kan ikke samle tankerne om noget som helst. Min far har valgt mig fra, og jeg vil aldrig turde give ham muligheden for at gøre det igen, men samtidig tænker jeg på ham hele tiden. Jeg ved, at jeg skal over og gense den by og det hus jeg boede i derovre - det var den lykkeligste tid i mit liv. Men jeg mangler penge og overblik, og det er som om, jeg ikke kan få stillet skarpt.

Udvidet vejledning? Ja, jo hvis nogen kunne hjælpe mig med at finde et job og give mig et overblik over mine muligheder og mit liv. Det er 10 år siden jeg har set min far, og nu føles det, som om han trænger sig på, i hvert fald i mine tanker. Hvis nogen bare kunne finde en læreplads til mig, så havde jeg i det mindste styr på det.

Eftertanker
Når jeg lytter til Rasmus, får jeg en stærk fornemmelse af, at han altid har følt sig forkert og valgt fra, Han har en lav selvfølelse der passer skidt til hans 204 cm høje krop. Den vejledning Rasmus har brug for, giver han fint udtryk for. Overblik over mine muligheder i MIT LIV.

Morten

Jeg er 16 år - og jeg startede med at leve et meget normalt liv. Det var faktisk et godt liv, jeg kan huske hvordan jeg hjalp min far med alt muligt. Da jeg blev 5 år, fik jeg en lillesøster. Da hun var 3 mdr. gammel, døde hun vuggedøden.

Jeg kan huske det, som om det var i går, og jeg kan stadig se hendes ansigt for mig, da jeg fik lov at holde hende inden hun skulle sove. Hun vågnede ikke op igen, og alt blev fuldstændig kaos og krise. Far råbte højt og smak med dørene og - ja, det var bare forfærdeligt. Far begyndte at drikke, og det endte med at mor og far blev skilt.

Jeg blev noget af en belastning, røg noget hash og endte med at tage stoffer. Jeg ved ikke helt, hvad der fik mig til at indse, at jeg skulle ud af mit misbrug, men måske er det et ønske om at få en uddannelse og et liv. Jeg er clean nu, men aner ikke hvad jeg skal.

Automekaniker var min store drøm, men det har jeg prøvet på teknisk skole, og det var ikke noget for mig. I næste uge skal jeg i praktik som bygningsmaler. Hvis det er noget for mig, så prøver jeg at tage den uddannelse.

Jeg kan ikke huske at jeg har været glad eller haft en god periode i mit liv, siden min lillesøster døde, og det kunne jeg godt tænke mig at prøve. Måske ville det hjælpe hvis der var nogen ordentlige voksne, man kunne snakke med.

Eftertanker
Jeg sidder overfor en kronraget ung mand, der ved første indtryk har iført sig en hård og uigennemtrængelig skal. Det er tydeligt, at der bag den skal sidder en lille dreng, der er forpint af ubearbejdet sorg over tabet af både en lillesøster, men også tab af de forældre som han havde "det gode liv" sammen med.

Mortens udtryk er vredt og han møder omverdenen med vrede og mistro. Men jeg ser et håb i, at Morten selv giver udtryk for, at han har lyst til at mærke følelsen af glæde. Når Morten siger, at det ville være rart at have nogle ordentlige voksne at snakke med - så tror jeg han mener nogen, der kan lytte anerkendende.

Tillid og anerkendelse

Den tillid de unge mennesker mødte mig med i disse interviews er et godt eksempel på, hvad der kommer ud af at møde sine medmennesker anerkendende. Det gælder for alle de tre unge, at deres netværk ikke har haft de fornødne resurser til at give dem tilstrækkelig støtte i deres opvækst. Samtalerne afspejler et stærkt behov for, at der er nogle voksne - nogle fagligt og menneskeligt velkvalificerede medarbejdere, i dette tilfælde på produktionsskolen - der har som primær opgave at hjælpe den enkelte unge med at få overblik over sit eget liv på det eksistentielle plan. Her savner den traditionelle Vejledningstaburet - ud over det sociale og det faglige - et tredje (eksistentielt) ben for at kunne stå. Hvad kan produktionsskolerne bidrage med i denne sammenhæng?

Produktionsskolernes muligheder

Som udgangspunkt var produktionsskolerne et beskæftigelsestilbud under Socialministeriet. Senere fik de status som uddannelsesinstitution og kom dermed under Undervisningsministeriet. De gik fra at have klienter til at have elever eller deltagere.

Det er min fornemmelse, at vi har en vis berøringsangst med behandlerverdenen og at vi har været fokuseret på at vejlede til uddannelse og arbejde.

Vejledningen har typisk følgende former iflg. Lov om produktionsskoler:

  • Daglig individuel vejledning og rådgivning i form af samtaler, der foregår integreret i de sociale og arbejdsmæssige processer.
  • Jævnlige formelle vejledningssamtaler om undervisningsforløbet med henblik på at sikre, at der løbende sker en evaluering af den enkeltes personlige og faglige udviklingsproces.
  • Uddannelses- og erhvervsvejledning, herunder vejledning om social- og arbejdsmarkedslovgivning m.v.

Politikernes succeskriterium er, hvor mange produktionsskolelever, der fastholder en uddannelse eller et arbejde. Mens vi bliver ved med at argumentere for vigtigheden af at se mere nuanceret på målgruppen. Her savner vi muligheder for dem, vi udsluser til ingenting, og en stærkere fokus på vejledningen i overgangen fra produktionsskole til den unges næste udfordring.

Der bliver brugt mange kræfter fra Ungdommens Uddannelsesvejledning på målgruppevurdering af potentielle produktionsskolelever, så det nytter ikke at hævde, at det er de forkerte unge som kommer ind på produktionsskolerne. Hvilken målgruppe skulle de så høre til? Der skal være plads til at alle kan udvikle deres potentialer. Også Rie, Rasmus og Morten.

Reference

Bekendtgørelse af lov om produktionsskoler, nr. 781 af 15. juni 2015.

Haderslev produktionsskole