Det er et problem, når det ikke er den unge selv, der opsøger UU for at få vejledning, men vejlederen, der opsøger den unge for at give tilbud om vejledning. På denne måde kommer den unge ikke til vejledning for sin egen skyld, men antageligt for vejlederens. Vejledningsprocessen skulle gerne tage udgangspunkt i den unges egen motivation og skulle gerne ende med, at den unge bliver selvhjulpen og selv tager ansvar for eget liv og uddannelsesforløb.

Derudover føles det intimiderende, når vi vedholdende kontakter den unge, der ikke svarer på vores henvendelser, med både brev, telefon og SMS og i sidste instans prøver at banke på døren på hjemmeadressen. Samtidigt kan der hurtigt ske en sammenblanding af motiver i henvendelsen. Er det en myndighedsperson fra kommunen, der henvender sig fra? Er det overvågningssamfundet, der holder øje med borgerne? Man kan spørge sig selv, om vejledningen i kølvandet af dette ganske langsomt vil ændre karakter og ikke længere kun være et tilbud, men en pligt for især de unge med særlige behov for vejledning?

Jeg har ikke nødvendigvis svar på ovenstående spørgsmål, men jeg vil i det følgende forholde mig til, hvordan vi, på en eller anden måde, kan prøve at manøvrere i denne virkelighed. Det handler jo også om vores rationale hver især, hvilke erfaringer vi har gjort os med den opsøgende vejledning ude i marken, og om hvordan vi ser på situationen og mulighederne. Måske kan vi perspektivere det således, at vejledningen alligevel kan fremstå som et institutionsneutralt og venligt sikkerhedsnet.

Spørgsmålet om individets forhold til staten og omvendt er en klassiker og fik mig til at tænke på en mega stor inskription på en husfacade, som jeg for nylig stod og så på i Berlin:

”Der Staat ist für die Menschen und nicht die Menschen für den Staat”. Citat: Einstein

Det er klart, at tvivlerne og den unge vejleder, der ikke ønskede at gå på hjemmebesøg, opfatter den opsøgende vejledning på kanten af ”… die Menschen für den Staat”.

Jeg mener, at den opsøgende vejledning godt kan være den udstrakte hjælpende hånd og altså være ”Der Staat ist für die Menschen …”. Velvidende, at der i denne sag selvfølgelig ikke er tale om et enten-eller.

Langt de fleste unge er glade for vores henvendelser og kontakt, viser de mange positive tilkendegivelser, som vi får. Både de unge og deres forældre er ofte positivt overraskede over, hvad vi egentlig kan tilbyde. Hermed et par eksempler på et par svarbreve.

Der er en stor gruppe unge, der ikke svarer på den første brevhenvendelse, og her kunne det være nærliggende at konkludere, at de ikke ønsker vejledning, men det er ikke vores erfaring. Langt de fleste af disse unge, der netop befinder sig i en uddannelsesmæssig utilfredsstillende situation, svarer ikke på henvendelsen, fordi de ikke kan overskue at sætte sig ind i, hvad det egentlig er, det drejer sig om. De kan ikke forestille sig, at der reelt kunne være hjælp at hente.

Det betyder, at vejlederen ved stort set alle telefoniske og andre face to face-samtaler må bruge megen tid på information om vejledningens væsen. De må gøre sig umage med at udrydde alle eventuelle misforståelser og sammenblandinger med eventuelle myndighedspersoner. Der skal altså slås en streg i sandet, før den unge, på de rigtige betingelser, kan tage stilling til, hvorvidt han eller hun ønsker vejledning.

Først herefter kan den egentlige vejledning tage sin begyndelse, og har man formået at skabe en god kontakt og motivation, så mener jeg faktisk, at det på dette tidspunkt er ligegyldigt, hvem der har kontaktet hvem. De unge er utroligt glade for, at der er nogen, som interesserer sig for dem, og som gider at lytte til dem. Går vi på hjemmebesøg, er de så benovede over, at der overhovedet er nogen, der gider bevæge sig helt ud til dem privat for bare at tilbyde hjælp og vejledning.

Når jeg ser, hvor positivt vi bliver modtaget af de unge, og hvor ofte den lille ekstra opmærksomhed motiverer den unge til at indgå i en vejledningsproces, er det efter min bedste overbevisning helt i orden at prikke dem en ekstra gang på skulderen for at spørge, om de nu også er sikre på, at de ikke ønsker vejledning.

I kølvandet på ovenstående åbner der sig dog også et problemfelt om manglende synlighed. Vi er endnu ikke nået dertil, hvor det er almindeligt kendt, hvad UU står for, og hvad man kan forvente sig, når man henvender sig i et UU-center.

Vi står altså stadig over for en stor formidlingsopgave med at gøre essensen af vejledningen mere synlig. Jeg tror og håber på, at langt flere ”frivilligt” og aktivt vil henvende sig, og at langt flere vil krydse ja tak til vejledning i svarbrevene, når det glade budskab om vejledning bliver mere almindeligt kendt.

Jeg vil her til sidst komme ind på et par af mulighederne for at kvalificere og klæde vejlederne på til den opsøgende vejledning. I Team Ung i UUV Køge Bugt har vi brugt megen tid på at nå frem til et fælles udgangspunkt.

Vi antager, at:

• opsøgende vejledning kan få flere i uddannelse
• unge værdsætter opsøgende kontakt og vejledning uden pres
• den lille opmærksomhed ofte fører til store skridt på vej mod uddannelse.

Det er vigtigt med en præcisering af vejledningsopgaven, når faren for sammenblanding med tvungen rådgivning er så stor, både over for målgruppen og over for samarbejdspartnere.

Det er vigtigt konstant at forholde sig reflekterende til opgaven. Dette skal der rent organisatorisk skabes rum og muligheder for. Vi arbejder med reflekterende team en gang om måneden. Det giver mulighed for at tale om de enkelte sager, vores praksis og stille spørgsmål til, om vi nu også gør det, vi tror, vi gør.

Vi har udarbejdet en guide til hjemmebesøg, der indeholder formål, etiske overvejelser, metode, forberedelse og opfølgning.

Jeg mener, at vi på denne måde har skabt mulighed for at kvalificere arbejdet omkring den opsøgende vejledning. De unge møder kompetente, velmenende og empatiske vejledere, der træder varsomt, og som er fuldt bevidste om, hvad de er i færd med. Denne bevidsthed skal smitte af på tonen, sproget og attituden i henvendelsen for på denne måde at give den opsøgte unge mulighed for, med selvrespekten i behold, at takke nej til tilbuddet om vejledning. Således forbliver vejledningen et tilbud.

Med dette ydmyge udgangspunkt for den opsøgende vejledning vil det besynderligt nok netop være tvivlerne om det ovale konferencebord og den unge vejleder, der ikke ønskede at gå på hjemmebesøg, som vil være de bedst egnede til opgaven.

Team Ung i UUV Køge Bugt består af seks vejledere, to deltidsansatte screenere og en afdelingsleder. Alle arbejder udelukkende med ungeområdet. Teamet holder møde en gang om ugen med både drift og udvikling på dagsordenen.