Mand der giver karakter med stjerner
Videnscenter artikel

Vejledning mellem tillid og kontrol

I lyset af Ungepakke 2 og kravet om vejledernes vurdering af unges uddannelsesparathed kan det være på sin plads at kaste et blik på vejledningsetikken. Hvilke etiske udfordringer giver det, når vejlederen gøres til myndighed? Artiklen er skrevet i 2010 (red.).

Af Helene Valgreen
Ph.d.-studerende, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet. 2010.
 

Fold alle afsnit ud

Historik

I efteråret 2005 blev der afholdt seks regionale høringskonferencer om etik i vejledningen. Baggrunden var et ønske fra Fællesrådet for Uddannelses- og Erhvervsvejlederforeninger (FUE) om en etik i vejledningen. Tidligere havde vejlederne haft et sæt etiske retningslinjer forfattet af Rådet for Uddannelses- og Erhvervsvejledning (R.U.E), men efter at R.U.E. i forbindelse med Vejledningsreformen var blevet nedlagt (Uvm 2003), var der behov for en ny, opdateret vejledningsetik. På konferencerne fremlagde FUE et oplæg til en ny etik, og overalt i landet blev det diskuteret, hvordan vejlederen kan navigere i vejledningens brogede landskab af lovgivning, faglighed, etik, frivillighed og tvang.

Vejledningsetik er hjerteblod

Jeg var med rundt i landet som sekretær for FUE, og overalt oplevede jeg et stort engagement fra vejlederne. Ingen tvivl om, at vejledningsetik var hjerteblod for de fleste vejledere. De færreste ville gå på kompromis, når det gjaldt professionsfagligheden. Et emne var særligt til diskussion: begrebet uafhængighed. Det vender jeg tilbage til.

Principper for etik i vejledningen

I samarbejde med FUE sammenskrev og komprimerede Lone Nordskov Nielsen FUE's oplæg og vejledernes udsagn i en egentlig vejledningsetik. Resultatet blev: Principper for etik i vejledningen (FUE 2006). Det er mit indtryk, at de etiske principper fortsat flittigt bliver brugt på landets vejlederuddannelser og forhåbentlig også i vejledernes daglige arbejde.

Fem nøgleord

FUE's principper for etik i vejledningen bygger på fem etiske grundprincipper: Respekt, ligeværdighed, uafhængighed, åbenhed og tillid. I det følgende vil jeg gennemgå principperne fra perspektivet om vejlederen som myndighed.

Respekt

Om det første etiske princip, Respekt, står der følgende: "Grundlaget for al vejledning er respekt for borgeren og anerkendelse af borgerens ret til selvbestemmelse". Allerede her får vejlederen et problem med Ungepakke 2. At borgeren har ret til selvbestemmelse betyder i praksis, at vejlederen ikke kan vurdere den unges uddannelsesparathed alene. Det skal ske i samarbejde med den unge, og i sidste ende er det den unge, der bestemmer over sit uddannelsesvalg. Men i følge lovgivningen skal vejlederen (kommunen) gøre det alene.

Ligeværdighed

Det næste etiske princip er Ligeværdighed, hvor der afsluttes med følgende: "Vejlederen skal anerkende og respektere mangfoldigheden blandt mennesker". Dette er ikke direkte i strid med Ungepakke 2, men indirekte kan det alligevel stille vejlederen i et dilemma. At vurdere den unges uddannelsesparathed handler ikke kun om faglig kunnen i følge loven, men i lige så høj grad om personlige og sociale kompetencer. Det giver en udfordring for vejlederen at skulle behandle den anden ligeværdigt og samtidig følge et lovkrav om personlig og social vurdering af den anden.

Uafhængighed

Tredje etiske princip er den før omtalte og omdiskuterede Uafhængighed: "Vejledningen skal varetage borgerens interesse - og skal være neutral og uafhængig af politiske interesser, institutioners interesser eller andre særinteresser". En særinteresse kan fx være vejlederens ensidige vurdering af, hvad der er det bedste for vejledte. Tilbage i 2005 handlede diskussionen om uafhængighed i særlig grad om, at det ikke var muligt, og måske heller ikke hensigtsmæssigt, at være objektiv eller neutral. I Aarhus var en af kommentarerne: "Vi må tage udgangspunkt i den vejledte og vejlede med udgangspunkt i de etiske principper, men favne mere end dem. Etik skal jo udleves i situationer!"

Er dirigerende vejledning i orden?

I Esbjerg udtrykte en deltager, at det kan være nødvendigt at skubbe vejledte af sted i en bestemt retning: "Jeg mener, den dirigerende vejledning er på sin plads i de tilfælde, hvor vejledte kan formulere sit ønske om hjælp, og hvor vejlederen kan give relevante råd, som vejledte kan bruge i sit behov for støtte til udvikling". Her er tale om en særinteresse, men ud fra den forudsætning, at vejledte selv har formuleret et behov for hjælp. De etiske vanskeligheder begynder først, når vejledte og vejleder vil noget forskelligt. Her er åbenheden nødvendig for en frugtbar proces.

Åbenhed

Fjerde princip handler om Åbenhed, hvor især følgende afsnit springer i øjnene: "I tilfælde hvor vejlederen varetager funktioner, der indebærer kontrol og begrænsning i forhold til borgeren, skal det gøres klart for borgeren. Det gælder eksempelvis, hvis vejlederen som medarbejder ved en institution har opgaver i forhold til visitering og rekruttering til uddannelse eller aktivering". Hvis vejledningen skal være troværdig for vejledte, kan vejlederen ikke gå på kompromis med dette princip. Åbenheden er lige præcis det, der kan få vejledte til at bevare tilliden til vejlederen uanset regler, som begge måske synes er forstyrrende for relationen.

Tillid

De fem vejledningsetiske principper afsluttes med Tillid: "Vejledningen skal bygge på et gensidigt tillidsforhold og nærvær mellem borger og vejleder". Heller ikke dette princip kan fraviges, for det er hjertet i vejledningen. Hvis der ikke er tillid i vejledningsrelationen, kan vejledning ikke finde sted. Så bliver det noget andet.

Vejledningens spænd

Som det fremgår af ovenstående er det ikke en nem opgave at være vejleder med en lovgivning, der kræver kontrol og en vejledningsetik, der kræver tillid. Men det er dette spænd, som er vejlederens hverdag. I sidste ende er det dilemmaet ved et demokrati: Vi skal følge herskende lovgivning og den til enhver tid siddende regerings politik, også når den ikke er hensigtsmæssig for vores fagområde.

Konsekvenserne af Ungepakke 2 i praksis

Samtidig er det helt afgørende, at vejlederne offentligt giver udtryk for, hvad det i praksis betyder at følge regeringens vejledningspolitik. Hvis vejledningspolitikken skal ændre sig, må både politikere og menigmand/kvinde kende dens konsekvenser. Og hvem er bedre til at fortælle om det end vejlederne selv?

Tætte beskrivelser af vejlederens daglige dilemmaer

Det er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt at tage loven i egen hånd og fx lade som, man har vurderet den unges uddannelsesparathed uden reelt at have gjort det. Det ville gøre konsekvenserne af loven usynlige. Snarere kunne en løsning være at gøre opmærksom på dilemmaet mellem loven på den ene side og etik og faglighed på den anden side gennem tætte beskrivelser af vejlederens dagligdag og praksis. Dette må ske via medierne og andre offentlige kanaler, så kritikken ikke strander internt i vejledningskredse.

Vejledning er (også) magt

"At vort liv med og mod hinanden består i, at den ene er udleveret den anden, betyder, at vore indbyrdes forhold altid er magtforhold. Den ene har mer eller mindre af den andens liv i sin magt." (Løgstrup 1956). Med et krav om vurdering af den andens uddannelsesparathed bliver magtforholdet synligt i vejledningen. Men Ungepakke 2 eller ej: Som vejledere skal vi altid være opmærksomme på, at vi mere eller mindre har den andens liv i vores magt. Behovet for etiske overvejelser om egen praksis er nu blot blevet endnu mere påkrævet.

Referencer

Løgstrup, K. E. (1956/1969). Den etiske fordring. Kbh: Gyldendal

FUE (1975-). Fællesrådet for Uddannelses- og Erhvervsvejlederforeninger

R.U.E. (1995). Etik i vejledningen - etiske retningslinjer for uddannelses- og erhvervsvejledning

Uvm (2003). Vejledningsreformen. (Lov nr. 298 af 30. april 2003)

FUE (2006). Principper for etik i vejledningen. FUE's hjemmeside