De vejledningssøgende
Videnscenter artikel

Vejlederens drøm kan blive et mareridt

Johanne Mygind skrev i 2009 om mønsterbrydere i bogen 'Opdrift - 11 mønsterbrydere fortæller'. Vejledere vil møde mønsterbrydere i deres arbejde. Læs her blandet andet om hvad, der kendetegner en mønsterbryder og hvad der er på spil for ham/hende. Artiklen er skrevet i 2009 (red.).

Af Johanne Mygind
Master i antropologi fra University of Sussex, Forfatter, foredragsholder og journalist, 2009

"Jeg er det resultat, som politikerne håber på, når de laver en velfærdsstat. At en eller anden snotunge med ellevetaller under næsen får lært at læse og tager sig en uddannelse". Sådan siger forfatteren og mønsterbryderen, Kristian Ditlev Jensen i min bog: "Opdrift - 11 mønsterbrydere fortæller," om sin rejse fra Holbæks betonslum til et liv som anerkendt forfatter og litteraturkritiker.

Mange lærere og studievejledere føler en særlig stolthed og glæde, når en elev som Kristian Ditlev Jensen kæmper sig til en studenterhue og ind på en videregående uddannelse. Og med god grund for statistisk set har et barn af to ufaglærte arbejdere ni gange mindre sandsynlighed for at få en akademisk uddannelse end et barn af to forældre, som selv har gået på universitetet (Benjaminsen 2006).

Fold alle afsnit ud

11 mønsterbrydere fortæller

I min bog har jeg interviewet 11 mønsterbrydere, som på trods af, at deres forældre tilhørte arbejderklassen, er blevet forfattere, ministre, direktører, forskere og fremtrædende journalister. De er på sin vis beviset på, at det kan lykkes at bryde den sociale arv, men de bærer også på en viden, som mange studievejledere og politikere glemmer: At livet som mønsterbryder ofte går hånd i hånd med en dyb personlig usikkerhed og et tab af den nærmeste familie.

"De fleste, som kommer fra samme baggrund, som mig, har også de samme problemer. Vi har dårlig kontakt med vores familier, vi har allerhøjest een barndomsven og vi ser ikke nogen fra gymnasiet og universitet (...). Problemet er så at når man endelig vil slå sig ned, så bliver det svært at lande. Så skal man lære de sociale koder, som de andre kan på forhånd, og som de har øvet sig på hele deres liv", siger Kristian Ditlev Jensen i min bog.

Den livsvarige usikkerhed

At blive en succesfuld mønsterbryder er en vanskelig proces, som kræver langt mere end at få afleveret de skriftlige opgaver til tiden. Klasseskel handler nemlig ikke bare om økonomisk formåen, men også om kulturelle vaner (Bourdieu, 1995). At rejse fra socialgruppe 5 til socialgruppe 1 betyder derfor, at man skal lære at begå sig blandt mennesker, som klæder sig anderledes, spiser anderledes og taler anderledes end dem, man er vokset op med, og at gennemgå den proces sætter sig ofte som livslang usikkerhed.

Den tidligere direktør for B&O, Anders Knutsen, voksede op i et fattigt landarbejderhjem, hvor man aldrig talte sammen over middagsmaden. Den dag i dag føler sig han klodset og forkert, når han inviteres med til receptioner og forretningsmiddage.

"Jeg kan ikke med de der middage, hvor der ikke snakkes om noget. Hvor det er en lang namedropping. Det kan jeg ikke med", siger han og forklarer med et skævt smil, at hans eneste rigtige ven blandt erhvervslivets top er søn af en rutebilschauffør.

Nye kulturelle mønstre

De kulturelle mønstre kan ikke bare reduceres til, om man foretrækker Kim Larsen eller Bach, men handler grundlæggende om, hvordan man placerer sig i verden; om man med største naturlighed stiller sig i forreste række, eller om man med samme naturlighed giver andre lov til at bestemme over sit liv og dets rammer.

Måske skal man derfor betragte mønsterbryderne som sociale immigranter, der resten af deres liv vil føle, at de taler med for tydelig dialekt og kludrer i de indfødtes omgangsformer.

Kommunikationsdirektøren Michael Valentin beskriver følelsen sådan her: "Den lille Michael fra Fyrkildevej har altid siddet inden i mig. Han sidder der stadigvæk og er bange for at blive afsløret. Jeg er hele tiden bange for vores økonomi. Jeg er hele tiden bange for ikke at være god nok alligevel".

En helt ny verden

I dagens Danmark går vejen til indflydelse og penge oftest gennem en lang videregående uddannelse, men det er lige netop, når mønsterbryderne starter på gymnasiet eller universitetet, at de for første gang bliver bevidste om, at de mangler noget og føler sig udefinerbart forkerte.

Kunsthistoriker Tina Raun fortæller, at de første år på universitetet var "en lang følelse af at der var nogle, som kendte dette her system bedre end mig". At hun omhyggeligt havde terpet det 20. århundredes vigtigste stilperioder, før hun startede på Aarhus Universitet, hjalp hende ikke, for til sin forbløffelse opdagede hun, at undervisningen startede i det antikke Grækenland og Rom.

"Og der kunne jeg igen mærke, at jeg savnede en masse referencer. Jeg var ikke blevet taget med til Rom af mine forældre. Jeg vidste ikke, at der var noget som hed Peterskirken eller Uffizimuseet", forklarer hun.

Universiteternes skjulte værdier

Paratviden og oplysninger kan findes og læres ved hårdt arbejde, opdagede Tina Raun og de andre mønsterbrydere hurtigt. Det er værre med universiteternes skjulte værdier og usagte forventninger til de studerende.

"Jeg kunne ikke finde ud af, hvad universitetet gik ud på. Hvad det var, som jeg skulle kunne. Jeg var lidt forundret over, hvem det var som jeg henvendte mig til, og hvad det var, som de ville høre. Akademikere skal indhente informationer og bagefter analysere forskellige problemstillinger og den tilgang havde vi ikke i min familie. Den skulle jeg tilegne mig", fortæller journalist Pia Fris Laneth om sin start på samfundsfag ved Københavns Universitet.

Hvis man som barn af ufaglærte arbejdere skal have succes i uddannelsessystemet, må man fravælge sit hjems verdensbillede og normer. At langt fra alle formår at gøre det, sladrer det høje frafald blandt studerende fra uddannelsesfremmed baggrund om.

Tabet af hjemmet

Mønsterbryderne i min bog faldt ikke fra. Tværtimod har deres flid, held og åbenlyse intelligens betydet, at de har klaret omstillingen fra arbejderklasse til middelklasse med succes, men ofte har prisen for den sociale opdrift været, at forholdet til deres familier er blevet anstrengt.

Pia Fris Laneth oplevede, at de forældre, som stolt havde set til, da deres datter fik studenterhuen på, blev bange for at miste hende, da hun startede på universitetet og langsomt fik tilegnet sig middelklassens sprog og attitude.

"Jo mere jeg uddannede mig, jo længere blev der mellem mine forældre og mig. Det handlede ikke om mangel på kærlighed. Det handlede om at vores fælles erfaringer blev meget små. Jeg tror, at mange af dem som kom fra arbejderklassen ind på universiteterne har haft en oplevelse af ikke at høre til på universitet, samtidig med at familien syntes at man var blevet fin på det", siger Pia Fris Laneth.

Skammen over ophavet

Andre mønsterbrydere er ganske simpelt begyndt at skamme sig over deres ophav:

"Jeg har nok indtaget det synspunkt, at jeg er den ressourcestærke og mine forældre er nogle stakler. Jeg mener at min socialgruppe har forsøgt at holde mig fast, og jeg er stadig angst for at blive ligesom dem. På den måde er alt hvad jeg foretager mig i mit liv begrundet i angsten for at skulle tilbage til det, som jeg kommer fra", siger Michael Valentin, som trist må konstatere, at han også er ved at miste relationerne til de brødre, som er blevet siddende i Aalborgs arbejderklasse.

Kristian Ditlev Jensen beskriver, hvordan han i årevis gik hjem og tryglede sine forældre om at få lov til at være anderledes.

"Og så står man der som 25-årig og tuder helt vildt og vil have anerkendelse og støtte og penge til bøger og man får ingen af delene. Tværtimod! Man får kritik: Hvorfor skal man læse så lang tid? Hvorfor tager man ikke bare et arbejde? Min individuationsproces foregik på tusinde niveauer. Den var både økonomisk, social, selv sproglig. Min mor og far talte vestsjællandsk. Det er jeg holdt op med for længst. Med vilje. Fordi jeg skammede mig over det".

Mere end et enkelt afgørende valg

I kampen for at skabe mere social mobilitet og en bedre uddannet ungdom fokuserer man i dag ofte på en bedre uddannelsesvejledning, men mine interviews viser entydigt, at mønsterbrud ikke bare et spørgsmål om et enkelt afgørende valg.

At være mønsterbryder er en livsvarig kamp, fordi indlemmelsen i middelklassen kræver at "man bliver en anden person", som journalisten Paul Gazan siger det i min bog.

Netop derfor er det vigtigt, at studievejlederen gør sig klart, at det er en rejse fuld af faldgrupper, når man sælger billetten til en længere uddannelse og et helt andet liv, end det som mønsterbryderens forældre har haft.

Mønsterbryderen er ikke nødvendigvis godt nok klædt på, selvom han har fået Hvad kan jeg blive? og et stolt skulderklap med i rygsækken. Han bliver måske bedre hjulpet af at blive gjort opmærksom på, at han deler vilkår med mange andre i den samme situation, og hans problemer i uddannelsessystemet ikke skyldes individuel fiasko. Og frem for alt at det kan betale sig at holde fast i sin familie, uanset hvor mislykket den må se ud med et nyfundet middelklasseblik.

Referencer

Benjaminsen, Lars (2006).Chanceulighed i Danmark i det 20. Århundrede - udviklingen i intergenerationelle uddannelses- og erhvervschancer. Ph.d. afhandling, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Bourdieu, Pierre (1995). Distinktionen. Det lille forlag

Hansen, Erik Jørgen (2003). Uddannelsessystemerne i sociologisk perspektiv. Hans Reitzels Forlag

Mygind, Johanne (2009). Opdrift - 11 mønsterbrydere fortæller. Gyldendal