Målsætningen om, at 95 procent af de unge skal i gang med en ungdomsuddannelse og helst også alle færdiggøre den, er ambitiøs, men naturligvis rigtig.

Et uddannelsessamfund skal ikke acceptere, at unge fra starten bliver ladt tilbage som en restgruppe med en alvorlig risiko for at få et dårligt liv. Derfor sættes mange kræfter ind på, at denne målsætning skal have en realistisk mulighed for at lykkes. Mange initiativer hertil er samlet i regeringens såkaldte ungepakker, senest Ungepakke 2. Her hedder det, at "alle 15-17 årige skal have vurderet deres uddannelsesparathed". Netop i den periode, udskolingsperioden, står de unge over for mange valg. For en del bliver det starten på et fravalg af uddannelse, og det er netop det, der skal forhindres.

Men hvad er uddannelsesparathed - og hvordan kan vi gøre unge 15-17 årige uddannelsesparate?

Parathed er et gammelt begreb inden for uddannelsestænkningen. En gang betød parathed, at en person havde de nødvendige forudsætninger for at gå i gang med en uddannelse. Det kunne være intellektuelle, faglige eller modenhedsmæssige forudsætninger, herunder fx en bestemt psykisk udvikling. Sådan forstod man blandt andet skoleparathed. Vægten var på den kognitive faktor.

Principielt går paratheden altid på de tre ben: Det kognitive, det faglige og det relationelle ben. Men, og det er det komplicerede, vægten lægges forskelligt hos den enkelte unge. Den kognitive faktor slår stærkt igennem hos den gruppe af unge, der kaldes sårbare. De har psykiske problemer, mange frygter oplevelsen af ikke at slå til, og ofte er de triste og opgivende. De skal hjælpes målrettet, og det er, hvad Psykiatrifondens ungeprojekt sigter mod (Thorsteinsson & Jensen 2010).

Gruppen af unge med for få faglige færdigheder er for stor. Undersøgelser viser, at mere end 15 procent af de unge læser alt for dårligt, når de forlader folkeskolen. Derved er der en alvorlig risiko for, at de ender som funktionelle analfabeter. Her dominerer faglig utilstrækkelighed - og den påkrævede indsats er velkendt.

Det tredje ben i paratheden, det relationelle, handler blandt andet om trivsel. Vi ved, at kun omkring 20 procent af eleverne i 9. klasse stortrives i skolen. Og vi ved, at nogenlunde lige så mange er tæt på regulær mistrivsel i skolen (Rasmussen & Due, 2007). Men hvad er det, der skaber denne dårlige trivsel hos dem? Svaret er, at det, udover forholdet til læreren, i første række handler om kammeratkontakter. Sagt enkelt: Man trives i skolen, hvis man har venner i skolen. Har man ikke det, søger man venner uden for skolen. Det relationelle ben i uddannelsesparathed drejer sig altså ikke bare om at have venner, fx i kvarteret, på gaden eller hvor man nu hænger ud. Det centrale er at have venner, der også sætter pris på uddannelse og fungerer godt i en uddannelsesmæssig sammenhæng. Og som man deler uddannelsesønsker med.

Alle tre ben spiller sammen, men vi har i masser af år lagt hovedvægten på fagligheden. Vi har forsøgt at pumpe de fagligt svage med ekstraundervisning, i en god mening, og opnået en endnu dårligere trivsel. Den har vi til gengæld undervurderet og ment, at det var noget, der kom af sig selv, eller var en sideeffekt af undervisning og læring. I dag ved vi, at det ikke hænger sådan sammen.

Det relationelle ben har vi undervurderet, selvom det i dag i mange unges liv spiller en hovedrolle. Det gør det, fordi vi lever i en åben, individualiseret verden, hvor det er op til den enkelte selv at finde livsvej og perspektiv og skabe sit sociale netværk. Kommandokulturen er afløst af frie valg og dermed også en risiko for det frie fald. Men hvordan udvikler vi det relationelle ben i uddannelsesparatheden?

Vi skal ikke opfinde løsningerne forfra. De er der lige ved hånden, men vi skal tilpasse dem til elever i udskolingen, i 7.-10. klasse. Det er løsninger, der handler om at arbejde i en fast gruppe. Ikke en løst sammensat og mere eller mindre tilfældig gruppe fra lektion til lektion. Men en gruppe med sammenhold, hvor der skabes bånd og forpligtelser mellem de unge i gruppen. Hvor der udvikles gruppeidentitet. Det er, hvad det handler om.

Fra masser af uddannelser har vi erfaringer med læse-, studie- og projektgrupper. Det er grupper, der støtter hinanden frem mod et fælles mål. Udfordringen og målet udvikler en moral og hensigtsmæssige normer, der strukturerer udfordringerne og ofte også er i stand til at skabe en intern arbejdsdeling. Vi taler om gruppesammenhold, og der er masser af forskning og erfaring, der klart og tydeligt viser, at i perioder med krise, ved overgange og belastninger, er gruppetilhørsforholdet afgørende for, hvordan den enkelte klarer sig. Grænsen for, hvornår man giver op, bestemmes af gruppesammenholdet. Er det intet sammenhold, er det let at stå af og melde sig ud.

Men hvad er det, et sådant gruppesammenhold giver? Det giver en indre modstandskraft og udholdenhed, fordi man bekræftes i troen på, at man klarer det. Gruppen anerkender, giver tilbagemelding, støtter og fungerer som en model for den enkelte.

Den mest effektive læring er den, man modtager fra sine jævnaldrende. Det gælder også, når det handler om uddannelse. I gruppesammenholdet ligger den effektive dannelsesproces.

Selvfølgelig er der ingen enkle løsninger på den enorme udfordring, vi står over for. Denne artikel foregiver heller ikke at præsentere endnu én af den slags. Den forsøger noget andet, nemlig at tage udgangspunkt i en modelforståelse af, hvad parathed er og på det grundlag stille både kritiske og konstruktive spørgsmål.

Parathed er et ord, der forstås helt ligetil. Det giver mening at tale om, at unge skal være uddannelsesparate. Det afgørende er, hvor man lægger vægten. Er parathed noget man er, noget man gøres til eller noget man selv aktivt skaber sammen med andre? Det er de vigtige sondringer i denne artikel, hvor vægten er lagt på de unges aktive deltagelse. Det var måske værd at forsøge med noget i den retning, det er jo trods alt på den måde, paratheden skal fungere i resten af deres liv.

Rasmussen, M.& Due, P. (red.) (2007). Skolebørnsundersøgelsen. 2006.Københavns Universitet

Thorsteinsson, H., G. & Jensen, B. M. (2010)."Jeg kommer heller ikke i dag". Om støtte af sårbare unge i uddannelse. Undervisningsministeriet